24. december

Josef var helt begejstret, da børsdirektøren var færdig med at præsentere sin idé for ham.

"Ja, det er lige os," udbrød han begejstret, mens han lavede store fejende bevægelser med armene.

"Nu skal I høre, mine venner," sagde han og så forklarede han planen.

"Oppe i Central Park er der en masse små huse og hytter, og det er sådan at børsen ejer et af dem, og de kan godt bruge et par som os som opsynsmænd. Det er ganske vist ikke 300 kvadratmeter stort som et ordentligt mellemklasse hus, men vi er jo også kun os tre og så vores hjord."

Der var nu heller ikke ret mange indbyggere på Manhattan, der rådede over 300 kvadratmeter, så det passede meget godt.

"Lad os nu komme afsted til Radio City Hall, folkens."

Det var brandmajoren, der meldte sig.

Og så skyndte de sig alle sammen ned til de flotte brandbiler nede på gaden. De steg alle sammen ind og satte sig godt til rette. Først tog de afsked med isbjørnen Gus, der var vel stor, og derfor fik sin egen ladbil, der satte kursen direkte mod Zoo i Central Park.

De andre satte med hylende sirener afsted mod Radio City Hall i Rockefeller centeret, hvor Maria og Julemanden og en urolig rensdyrmor ventede på dem.

De var hurtigt fremme.

Udenfor bygningen holdt julemandens kane, og de fandt hurtigt frem til en sørgmodigt udseende rensdyrko. Det måtte være kalvens mor. Og ganske rigtigt. Den lille sprang glædestrålende ud af den store brandbil, da den fik øje på sin personlige leverandør af rensdyr latte to go. Den måtte simpelthen have et bap, og det kunne kun gå for langsomt. Så dejligt, så skønt var det at komme hjem til mor til jul. Og lige så dejligt, lige så skønt var det at få sin unge tilbage til jul. De var glade, de to, og de så frem til at dele en dejlig aften sammen med resten af julemandens rensdyr.

Bom og Tvitte tog kærlig afsked med den lille rensdyrkalv.

Nu skulle alle rensdyrene blot lige på en lille gavetur jorden rundt med julemanden ved tøjlerne.

Julemanden befandt sig jo imidlertid stadig inde i koncertsalen hos den ulykkelige Maria.

Men det kan nok være, at hun fik tørret øjnene, da hendes livs Josef sprang op på scenen, tørrede hendes øjne med snipperne af sin brunstribede kjortel og satte hende ind i børsdirektørens generøse tilbud.

"Åh, min Josef," henåndede hun, "så bliver det alligevel jul i det lille hjem, og vi skal ikke længere blive boende dette - hmm - noget offentlige sted."

Så gennemførte de dagens allersidste forestilling med the Living Nativity, og da den sidste gæst havde klappet af, sluttede de sig til Frelsens Hærs julefest.

Her mødte de både Hosiannah og hendes frelservenner men også muldvarpefolkene, der var så grå, at man glemte, hvordan de så ud i samme sekund som man så væk fra dem, havde vovet sig op fra deres glemte metro-stationer.

Nøddeknækkeren, ja, han valgte at blive sammen med de andre soldater i Radio City Hall, for der følte han sig nu godt tilpas. Når der nu ikke var flere farefulde sitationer tilbage, hvor han kunne udøve sin maskuline side.

Og nisserne, hvad med Bom og Tvitte, spørger du nok?

Det er jo pærelet, i virkeligheden.

De rystede bare deres tryllesnevejr.

Og en-to-tre-vupti-hurtigere-end-du-kan-nå-at-sige-risengrød-med-smørklat var de to nissebørn tilbage i deres lune redde, foret med dejligt gult hø under det største træ i den store skov, hvor deres nissemor og nissefar ventede dem.

"Hvor har I dog været, børn?" spurgte nissemor.

"Jo, nu skal du bare høre," begyndte de to at fortælle, og jeg skal love for, at det blev noget af en historie helt fra New York.

Og så blev det da endelig jul.

Gus var tilbage i Zoo i Central Park.

Bjørnene drømte om de skønneste nordlys,

og fortalte hinanden røverhistorier fra Nordpolen hele julenat.

Vores familier holdt jul i Danmark. I Odense. Men den franske familie tænkte tit på, hvor hyggeligt det havde været at besøge New York, og hvor morsomt det havde været at bidrage til den skrantende amerikanske økonomi. De skulle vist have bidraget lidt mere. Meenn, der kommer jo også andre gæster i New York, som kan slipppe en skærv eller to til alles bedste. Familien ville så gerne sige:

Glædelig jul, fra alle os til alle jer.

Så det gjorde de så.

Og de havde skam stadig ikke lagt mærke til, at et par smånisser rejste med dem hele vejen, og havde haft supertravlt med at redde julen for alle folk i New York. Men det er jo også lige præcis sådan det er med nisser. De opererer bedst i det skjulte, menneskene når aldrig at se dem, kun det de har gjort. Sådan har det altid været, og sådan er det vist bedst.

Snip-snap-snude... og godt nytår.