19. december

Bom og Tvitte og Nøddeknækkeren og isbjørnen Gus fik ikke noget ud af at tale med kastanjemanden i Wall Street. Han havde ikke set Josef. De gik videre, og snart hørte de den fineste lyd.

Der er så mange spinkle lyde, fint spændt ud under sirenerne, båthornene, menneskene.

der var en springvandvægs fine rislen

Der var hestenes prusten i Central Park. På deres ture rundt og rundt og rundt.

Og så var der en skøn, klingrende lyd.

Det var en klokke.

En lille klokkes klingrende, fine klemten efterfulgt af et "Happppppy holidays" til hvem som helst, der kom forbi.

To smilende damer stod på fortorvet med et skilt, hvor der stod Salvation Army. Det betyder Frelsens Hær, og de var sådan set på sin vis velkendte nok for vores nisser, for også i Danmark dukker kristenhæren op ved juletid.

Der stiller de sig op i gågaderne og spiller julesalmer på deres messinghorn, - trompeter og tubaer, og kønt lyder det sjældent, men det er vel heller ikke derfor, man giver penge, når en af de fromme damer samler ind. De ser noget stramme ud i Danmark. Måske er det fordi, at der ikke er så mange, der kan undvære en halvtredser til nogen, der trænger mere til den end en selv?

I New York blæser de en helt anden musik ud af deres horn.

Måske er det derfor, damerne slet ikke ser skrappe ud her. Se bare, hvor de smilede.

Men de stod der nu af samme grund. For at samle penge ind, så andre også kunne få en dejlig jul. Hvem ved, måske skød en og anden blandt Muldvarpene op af dybet for at få en andel af en gåsesteg fra et eller andet Frelserkøkken. Eller en, der ellers ikke havde haft nogen seng, fik ly for natten og den næste med.

Der var god grund til at stå på fortovet. Desværre. I New York og i alle andre storbyer. Selv i så lille en by som Bom og Tvittes gik folk rundt og samlede ind til de trængende. Visse i byen var meget rige, andre var meget fattige. Ligesom i gamle dage, men på sin vis var gamle dage også meget levende på det sted.

Den lille klokken klimtede sin særlige musik, og den var også en del af julen i New York. Ligesom basunenglene udenfor Rockefeller centeret, hvor der forresten også står Frelserfolk.

Frelserpigerne var vel det tætteste man kom på engle på jordisk mission. De kunne jo bare have ladet være, men det gjorde de ikke.

Tvitte gik lige hen og spurgte om de havde hørt noget til Josef, der var gået hen og blevet væk lige før julen.

De uniformerede damer kunne godt se problemet, og de lovede ligesom kastanjemanden at holde godt udkig.

"Hey, har I kigget ovre på the Stock Exchange," sagde den ene, "Hvis man er ude for at tjene de virkeligt store penge, så foregår det altså der."

"Kan man bare gå ind der," spurge nisserne i kor.

"Vi kan gå ind overalt," sagde damerne, "Hop I bare op i min lomme, så går vi og ser efter. Gus, du venter her udenfor. Nøddeknækker, du kan sidde i min taske.

Det gjorde de så. To nissebørn i en frelserlomme og en nøddeknækker i tasken på vej ind på New Yorks børs.