16. december

Bom og Tvitte havde lært en dejlig sang på engelsk, der handlede om nattens klare små stjerner, der lyser vej for os allesammen.

Det var ikke en julesang, men det kunne det næsten godt have været, for den lysende stjerne, der viste de hellige 3 konger og markens hyrder vej til Bethlehem, hvor de fandt den lille nyfødte Jesus, optrådte i mange julesange.

De nynnede såmænd stadig, da de atter satter sig op på ryggen af isbjørnen Gus for at trave videre mod Wall Street. Selv Gus brummede med. Han ejede en solid bjørnbas.

"Åh ja," sagde han, "Der er rart nok her i storbyen, men ved I hvad, nogen gange savner jeg altså min gode gamle nordpol."

"Det er der vi isbjørne hænger ud og holder fest i julen. Resten af vinteren sover vi i vores lune hi dybt under sneen. Juleaften titter vi op, og så ser vi den forunderligste lysfest over vore hvide hoveder: Nordlyset."

"De kilometerlange, grønne gardiner, der blafrer hen over himmelhvælvet, viser sammen med stjernerne os isbjørne om vores egne og vores slægtninges liv. Vinden hyler og vandet pisker den samme sang om, hvordan vi siden tidernes morgen har sovet os tynde, små og meget sultne gennem den lange, sorte polarnat, der varer hele vinteren. Når livet atter vågner sejler vi om foråret ned langs Grønlands østkyst, på isflager så store som øer. Det kalder grønlænderne for storisen. Vi jager fra isen. Fisk, sæler, mennesker, alt spiseligt, for vi er glubende sultne, når vi har sovet den lange polarsøvn. Derefter handler det om at være stærkest. Mennesket vil slå os ihjel for selv at leve, og vi vil det samme. Sådan har det været siden tidernes morgen, hvem ved hvor længe endnu, det står altsammen skrevet i stjernerne og nordlyset, og i vindens hylende sang."

"Tjah, mig fik de med en sovepil, og nu er jeg her."

Gus sluttede sin historie, men han ville gerne lytte med på den næste.

"Hvad med dig, Nøddeknækker."

"Min historie begynder i Tyskland for mange hundrede år siden. 300 sådan cirka. Vi Nøddeknækkere er en virkelig kunst, og vi kommer fra bjergene i vest. Rige på store skvoe og dybe miner.".

"Når minearbejderne i gamle dage kom hjem efter en lang dag i minen greb de et stykke træ og deres værktøj, og tog fat på at snitte os. Mig og min store familie, spredt over hele verden, og så kendt, at endog en russisk ballet med den skønneste musik er opkaldt efter os: Nøddeknækkeren af Tjajkovskij."

"Det er et magisk eventyr, som foregår præcis en juleaften, hvor pigen Klara i en drøm kommer til et magisk sukkerland, og det er nok ikke tilfældigt, for lige præcis jeg og min store familie var meget brugte som julegaver."

"Tyske folk, der forlod deres miner og store skove, og kom i stedet til New York for 100 år siden, slog sig ned i new yorker bydelen Yorkville, og der kan man skam stadig finde Beerstuben ligesom i Tyskland med dejligt skummende fadøl og vores kringler køber man overalt i New York. De hedder Bretzel. Behøver jeg sige, at vi nøddeknækkere i dag hører julen i New York til?"

"I øvrigt står der et stort og flot medlem af min familie i det røde hus, jeg er selv en hel del mindre, og skal med i kufferten tilbage til Champagne, når vi er færdige med vores mission."

"Åh, det var en fin historie," Tvitte var helt optaget af Nøddeknækkersoldatens historie fra de tyske skove for meget længe siden.

"Ja," sagde Gus, "Sådan er det her i New York. Folk kommer alle steder fra, har alle sprog og mange forskellige historier med i taskerne.

"Og ved du hvad, Nøddeknækker," sagde Bom, "Det betyder vel, at vi så skal med samme kuffert?"

"Ja, det kan være," sagde Nøddeknækkeren, "Familien rejser vel med mere end en kuffert med al den shopping, moren drømmer om. Der er også noget med overvægt. Amerikanerne går utrolig højt op i vægt, og lige lidt hjælper det en, at man kun har to kufferter fordelt på tre billetter. Kufferterne må stadig ikke veje for meget. Man skal bare tage en ekstra kuffert med. Det ved man så til næste gang."