12. december

Den nat sov nisserne Tvitte og Bom uroligt i deres krog i det røde hus. De var helt utroligt spændte på at se optoget næste dag med verdens største balloner. Så stort, at det blev sendt over tv i hele Amerika, og det er altså et temmelig stort land med ret mange børn i. Og måske også nisser, tænkte de, det kunne man aldrig vide.

Den næste dag var det så Thanksgiving. Ret mærkeligt, for det plejede at være sidst i november, men det var altså ændret. Det havde sikkert noget med den syge amerikanske økonomi at gøre, på den ene eller også den andenb måde. Hvorom alting er, stod alle tidligt op, for det er man nødt til, hvis man vil se den store parade ordentligt.

Det var endda varmt, lidt mærkeligt i december, hvor man snarere håber på sne. Der må have været mindst en million mennesker. Nej, mange flere... og så har jeg endda ikke talt dem med, der sad og kiggede med over fjernsynet, og som i virkeligheden havde det bedste overblik. Bedre end selv Tvitte og Bom, der jo ellers bare smuttede op og satte sig i farens franske hårpragt, men selv fra denne hædersplads, som de måtte dele med storebroren kunne de ikke få det hele med.

Clement var især interesseret i at studere musikken. Den store musik, som hans mor allerede havde fortalt en hel del om. Med ægte begejstring.

Hun havde én gang tidligere og under meget stor begejstring set Thanksgiving Paraden i New York, og derfor vidste hun på forhånd meget præcist, at man inget steds i verden ser flere sousafoner på samme sted.

Og nu undrer du dig måske nok over hvad en sousafon er for noget. Se bare her, en hel flok.

Tak for lån af sousafon-billedet til Broadwayworld.com, der også har stribevis af billeder af mere og mindre børnevenlige stjerner. Thanksgiving Parade er også American Showtime.

og Clement er der også foran en vaskeægte sousafon, der står på fortovet i New Yorks instrumentbutikgader, hvor man også kan spille på elektriske trommer og congas. Det er ret ok, ved jeg direkte fra Clement.

Men hvis vi skal bevæge os tilbage til sousafonerne, så er de godt nok store. Så vidt vi ved - og sagt i al beskedenhed: Det er en del efterhånden - den største blandt alle store messingblæsere.

Klart, det er for vildt at se så mange af dem på en gang, at man end ikke nogen sinde har hørt et tal, der er stort nok.

Og sousafonen, som du måske slet ikke har hørt om, har sit navn fra en mand, der hed Sousa, amerikaner selvfølgelig - alt er større i Amerika, også messingblæserne - og han skrev så mange marcher, at man kunne tapetsere med dem - hvad skal vi sige? Hvad med et amerikansk familiehus i mellemklassen? - og stadig have nok at spille resten af livet. Stort set. Hør bare her.

Helt ærligt, messingsuppe er i sin helt egen klasse. Jeg bryder mig normalt ikke om det. Men en parade i New York City holder altså hele vejen hjem.

Det ser man jo altsammen på tv. I år var det vist kun nissebørnene og Clement og Eva og andre med skuldre at ride på, der så orkestrene og klovnerne og cheer leaderne og ballonholderne og alle de andre fra gaden. Men hvad man ikke får med på tv, er forventningens spænding, børnenes ellevilde begejstring, når de får øje på deres yndlingsballon.

Og de voksnes ellevilde begejstring, når de forklarer deres børn, at netop de balloner har de set hvert år, lige siden de var mindre end tobak for en skilling med en enkelt lillebitte tåre, der klamrer sig fast til den yderligste øjenvippe. Der er ikke noget, der kan få sentimentaliteten op som at videregive kære barndomsritualer til egne børn og se deres udelte glæde, sådan som man husker sin egen i samme situation.

Ballonerne, ja det er jo altså verdens største, og den første ballon var med i paraden i 1927. De bliver holdt på plads i paraden af mange mange mennesker, 50 mennesker, nogen gange 100 mennesker holder i snore, så ballonen ikke flyver afsted. Jeg ved ikke, hvad I mener om tallet 100, men jeg kan fortælle, at det er flere, end der er børn på Clements skole plus skolen for de 6-11 årige børn tillige, og godt nok er det bare en lille landsby men alligevel.

Se nu bare her. Så er der balloner:

Årets nye ballon var Shrek. Her er nogle flere billeder fra paraden, som er så gammel en tradition at både børnenes forældre og bedsteforældre og måske også oldeforældre har set den til Thanksgiving.

Men ingen vakte mere jubel end den allersidste vogn.

Og det kan nok være, at Bom og Tvitte, der følte sig helt udmattede af al den musik og optræden og klapsalver og tjuhej hvor det går, vågnede op.

Det VAR julemanden selv.

I kane med en helt masse rensdyr foran, herunder en med rød tud, Rudolf I ved. Og julemanden vinkede til alle, og jeg hørte selv en mand udbryde i stor jubel, at så venligt havde ingen julemand nogen andre år vinket og smilet og viftet.

Det er klart, at Bom og Tvitte vinkede rigtig meget til julemanden. De ville godt høre, hvad han mente om deres juleanstrengelser i New York. Om det gik den rigtige vej med julesindet og sådan. Så de pilede ned af den franske far og lige ind mellem alle menneskers ben. Heldigvis kørte kanen ganske langsomt afsted for at alle kunne nå at se den gamle hvidskæggede herre ordentligt.

Nu er det sådan, at julemanden er den sidste i paraden. Men så har den også varet i to timer, og alle mennesker går hjem for at spise kalkun med mashed potatoes og sweet potatoes og cranberry sauce og pumpkin pie. Sådan cirka.

Det gjorde vores familier også. De smuttede tilbage i det røde hus, hvor moren havde noget af en fugl i ovnen. Har nogen set magen?

Alt er større, og hvad kalkuner angår også bedre.

Cranberry-saucen aner man oppe til højre. Rystelserne må jo skyldes fotografens indtag af champagne. Foie gras'en udgjorde desværre en sikkerhedsrisiko, det var ikke fordi fødevarepolitiet skulle spise den. Det var helt tydeligt, at ingen nogen sinde havde hørt om denne franske specialitet, der især spises ved juletid, så de beslaglagde den virkelig for at ødelægge den.

I begyndelsen af 1920'erne var New York fuld af fattige immigranter fra Europa, der rejste til USA for at prøve at klare sig bedre, end der hvor de kom fra. Mange af dem arbejdede i stormagasinet Macy's, og fra 1924 lavede forretningen paraden, hvor mange af disse ansatte deltog og begyndte at fejre Thanksgiving ligesom amerikanerne. Flere paradefacts.

Thanksgiving er den allerstørste fest i USA, man fejrer, at de indfødte indianere modtog de første hvide søfarere - undtagen vikinger - med det mad de havde: Kalkum, tranebær, kartofler, græskar, og det er den mad, alle stadig spiser den dag.

Og de stiger stadig tak: Se blot her, storebroen i det røde hus lavede nemlig et Thanksgiving træ med hvor blade, hvor der står, hvad han er glad for: At lege for eksempel. Alle har noget at være glade for, og det er ikke nogen dårlig tradition også at sige det højt en gang imellem.

Og hvad Bom og Tvitte angår, må vi håbe, de fandt op til julemanden. For Thanksgiving folkemængden er noget af et rod at fare vild i, når man er lille.