2. december

Hold da op.

Et ene øjeblik gnider man lidt på en dims med en abe i snevejr. Det næste står man og gnider sig i øjnene og holder sig for ørerne på et sted, der er fyldt med huse og mennesker og mærkelige biler.

Nissebørnene Bom og Tvitte følte sig helt rundtossede af alt det nye, de så. De kunne ikke lade være med at gå rundt. Det var så spændende.

Store bygninger, små bygninger, smalle bygninger, høje bygninger på veje som

Broadway

og Fifth Avenue. For ikke at tale om det sted,

som de kalder Ground Zero, og som er fyldt med store kraner og maskiner, som man bruger til at bygge huse.

Kæmpestore huse, der er større end det allerstørste træ hjemme i vores skov. Det er der, Bum og Tvitte bor. Det er der, nissefar og nissemor har travlt med at forberede jul.

Men det havde Bum og Tvitte næsten glemt, så spændende var det at møde den store, larmende by. Der bor også børn.

De kører med store, gule skolebusser, når de skal i skole.

Når børnene holder meget fin fest, kører de i limousiner. Det er meget lange biler med plads til en hel nissefamilie bagi, selv med 100 nissebørn.

Og så er der endda stadig plads til et køleskab med al den Coca-Cola, de overhovedet orker at drikke. Wauv, siger jeg bare.

Der er også Yellow Cabs over det hele. Mange i den store by har ikke bil. Når de skal et sted hen, går de bare ned på gaden og vinker til taxa'erne. Der kommer altid en tom vogn, som kan køre dem hen til deres venner.

Smart, tænkte Bom og Tvitte, for man bliver træt af alle lydene, alle menneskerne og alt det, der sker, i den store by.

Forresten er nissebørn også ganske små, så selv de er vant til at rumstere rundt i vores store skov, bliver de alligevel helt trætte i deres korte ben.

Så de hoppede ind i en af de gule taxa'er. Sammen med en familie, hvor der også var en storebror og en lillesøster, der var trætte. Både i deres hoveder og i deres små, korte ben.