10. december

Den nat sov nissebørnene Bom og Tvitte tungt og godt, og da de vågnede næste morgen, var du skrupsultne.

Heldigvis boede de et sted, hvor der boede en familie med børn, der spiste mange dejlige ting. Det sjoveste var Cheerios, som var runde morgenmadsringe. Dem elskede børnene, både med og uden mælk og rosiner.

Nisser er jo små, så de skulle ikke spise ret mange, før de var mætte. For dem var en Cheerio lige så stor som de bagels, man også skal have i New York. Det er runde, sødede brød med hul i midten, som smager rigtig godt med cream cheese eller skinke eller tomat eller laks. Når man køber sådan en i en Deli, der sikkert ligger på et hjørne, er den stopfyldt med lige så meget pålæg som brød. Der er skam mad nok til en hel nissefamilie, endda med 100 børn.

Den dag skulle nisserne tage sig af New Yorks juletræer. Da det jo er en stor, stor by er der selvfølgelig mere end et juletræ. Men hvordan skaffer små nissebørn store, store juletræer? Ja se, det vidste de sådan set ikke, for den slags plejede deres nissefar og nissemor hjemme i den store skov jo at tage sig af.

Men så fik Bom en god idé.

"Ved du hvad, Tvitte," sagde han, "Jeg har alletiders gode grankogle i min lomme. Hvis jeg nu gnider lidt på den, og vi ryster tryllesnevejret rigtig godt og tænke helt vildt meget på, at vi skal bruge nogle juletræer, tror du så ikke, vi kan få dem?"

"Jo, det var da en god idé," mente Tvitte.

Og så gned de på grankoglen

Og rystede snevejret,

og tænkte rigtig meget på duften af grønt gran, af harpiks fra koglerne, på duften af brændt gran, og af godt bagte julekager. På appelsiner med nelliker i. Nybagte æbleskiver. Og mange andre dejlige juledufte.

Prøv bare en gang at tænke på, hvad for en duft du selv bedst kan lide.

Så kan det være, der sker ting og sager.

I New York kom der et juletræ

Kæmpestort var det, men alligevel ikke så højt, som den skyskraber, der stod lige bagved, og som hed Top of the Rock.

Man kunne kun lige ane topstjernen på træet, hvis man også ville se toppen af den høje, høje bygning. (Juletræet Rockefeller Center)

Men der kom også et juletræ op udenfor Lincoln Center.

Og der kom et op indeni The Metropolitan Museum of Art, som er et kæmpestort hus, med ting fra hele verden.

Tænk, derinde var der så meget at se på, at den familie, som Bom og Tvitte rejste rundt med, helt glemte at fotografere træet.

Heldigvis har de mennesker, der arbejder i huset, tænkt på dem, der ikke kan komme ind og se det fine træ, så de har lavet billeder af det.

I stedet tog familien billeder af et dyr, som lillesøsteren, Eva, godt kunne lide at løbe rundt om.

Halløjsa, hvor var det morsomt. Hun lo højt, mens hun drønede afsted.

Bagefter kom familien ind i et meget stort rum, hvor der boede et helt tempel.

Huset havde endda sit eget vandbassin uden om. Der måtte man godt løbe, hvis man bare ikke satte sig på de gamle sten.

Det kom de til.
Lidt.

Og så kom der er en politidame og sagde "Fy, det må man ikke".

Moren sagde, at hvis man kastede en lille sou ned i vandet og ville det rigtig meget, så kunne man måske få sit ønske opfyldt. Man skulle bare ikke sige sit ønske til nogen.

Hun vidste godt nok ikke om en dime (25 cents) var nok til at opfylde et helt ønske. Men det var alligevel et forsøg værd.

Og så var den dag slut. Endda også selv der var endnu flere juletræer i byen, som jeg ikke har fortalt om.

Wauw, for en dag. Det er sådan noget, de siger i New York, når de synes, at noget er rigtig godt.