5. december

En tung lab lå på Boms skulder. Han kunne bare ane en mørk skikkelse.

Lidt uhyggeligt var det, selvom stemmen lød flink nok. Bom følte sig endnu mindre, end han plejede, da han svarede:

"Øhm, vi er nissebørn. Fra Frankrig. Det vil sige, egentlig er vi fra Danmark. Men vi flyttede, sammen med en helt utrolig masser bøger for nogle år siden. Og nu bor vi under det største træ i en kæmpestor skov i Champagne."

"Nå da da," brummede skikkelsen.

"Jeg hedder Bom, og det er min lillesøster Tvitte. Vi sad og kiggede på en dims med bygninger og en stor abe og et fortryllet snevejr, og inden vi fik set os om, var vi her."

"Der kan man bare se, lille Bom," sagde manden, "kom I nu med mig. Det kan være, I kan give os lidt hjælp."

Og så gik de alle tre ud gennem en gang, der var endnu mørkere end togtunnellen.

Nu er det heldigvis sådan, at nisser har en anelse natsyn. De er jo vant til at færdes i skoven og lave postyr hos menneskene nogle gange i løbet af natten. I Frankrig laver nisserne bazar, men det betyder det samme:

De gemmer skoene. I huset hos den familie, som Bom og Tvitte fulgtes med op i skyskraberen, forsvinder der konstant et eller andet. Så mangler der en sko. Så mangler der en bog. Så kan de ikke finde storebrorens saks uden krokodilletænder. Moderen synes, hun rydder op og rydder op. Storebroren synes, han gør det samme. Lige lidt hjælper det. Måske er det, fordi Bom og Tvitte har kigget forbi. Måske sidder de sammen oppe på skorstenen og fniser, når familien leder og leder og leder nede i deres stue. Eller også har de gemt sig ovenpå storebrorens flyvemaskinelampe. Det er ikke til at vide.

Nå, men nisserne og manden gik altså gennem den mørke sidegang og pludselig kom de ud i et stort rum. Der var rigtig hyggeligt.

Væggene var pyntet med granguirlander, der duftede så dejligt af skov. De var pyntet med de fineste grankogler, og smukke tørrede blade. Langs væggene stod der omhyggeligt redte køjesenge og i midten af rummet var placeret et stort bord med stole. Rundt om det sad en hel masse underlige eksistenser. De så ud ligesom manden.

Grå og støvede. Det var som om, at når man så på dem, havde man allerede nærmest i samme sekund glemt, hvordan de egentlig så ud.

Mærkeligt, syntes Bom. Ikke som ham selv og Tvitte, der lyste godt op i det grå med deres røde huer og røde tøj. Men tunnelfolket var flinke nok. De satte sig ned sammen med de andre omkring bordet.

"Det her er nissebørnene Bom og Tvitte," sagde den mand, der havde fundet dem i tunnellen.

"Nu skal I høre," begyndte en af de andre af de grå folk.

"Vi er dem, menneskerne ovenpå kalder Mole People. Muldvarpefolket. Vi bor på de forladte undergrundsstationer.
Vi har en masse jobs, vi skal klare her i byen. Et af de allervigtigste er at hjælpe julemanden med at sikre en ordentlig julestemning her i New York."

"New York," indskød Bom. "Hedder det New York her?"

"Nemlig, min dreng. Det er en af verdens største byer, og derfor er det ekstra vigtigt at anslå en god julestemning her. Det spreder sig rundt til alle de andre, så alle kan få sig lidt fryd i hjertet til jul.

I år er vi rendt i problemer. Menneskerne har slet ikke tid til jul. De snakker allesammen bare om den elendige, amerikanske økonomi (læs bare her), og om hvordan ingen køber noget, og husmarkedet braser snart sammen, og jeg ved ikke hvad.

Ingen tager sig af juletræet. Eller basunenglene. Eller julelysene. Og alt det andet, vi har brug for. Vi tænkte på, at I måske kunne hjælpe os lidt. Selvom I er børn, er I jo også nisser, og har styr på alt det, man har brug for til at skabe god julestemning."

Bom tog en dyb indånding.

"Joh, det ved vi selvfølgelig godt. Men vi er jo lidt små. Det plejer at være vores mor og far, der laver sådan noget.

Men øh, måske kan vi prøve. Hvad er det, I har brug for?"