3.december

Egentlig bor Bom og Tvitte i den store skov.

Men den sidste dag i november kom de til at gnide på et mærkeligt snevejr, og så stod de lige pludselig et sted med hel utrolig mange ting at kigge på.

De blev helt trætte i hovederne, men så fandt de heldigvis en familie, som de tog en taxa sammen med. Helt hen til det røde hus på Upper West Side.

Der boede en anden familie, som også havde en storebror og en lillesøster og mange gode kroge, hvor nissebørnene snildt kunne klemme sig ind og få en god nats søvn. Helt uden at blive opdaget.

Næste morgen skinnede solen ind af alle moderens nypudsede vinduer. Dejligt, tænkte de, solen skinner. Skønt, tænkte hun, i dag kan vi se ud af vinduerne.

Det gjorde de så, og der var mange spændende ting at se på, oppe på femte sal.

Lige udenfor tårnede kæmpestore bygninger sig op som om de prøvede at vokse helt op i himlen.

På toppen stod små tårne. Vandtårne.

Overalt på de gamle murstensbygninger var der brandtrapper, så man altid kunne komme ned, hvis der skulle blive ildebrand.

I gamle dage sov husenes indbyggere på afsatserne på brandtrapperne, når det var hedebølge om sommeren. Men om vinteren er det koldt i den store by. Nissebørnene ville hellere være i deres lune krog på femte sal i det røde hus.

De synes, det var SÅ spændende at være på tur, at de helt glemte at savne deres nissefar og nissemor hjemme i den store skov.

Den 3. december skulle familien fra taxa'en besøge en af de allerhøjeste bygninger i den kæmpestore by.

Heldigvis var der elevator, og den kørte dem helt på på 67. etage. Det gik så hurtigt, at de fik propper i ørerne, ligesom man kan få, når en flyvemaskine er på vej op i luften.

Oppe på toppen af skyskraberen kunne man se hele den store by og alle dens bygninger.

Menneskerne nede på jorden er bittesmå som myrer. Det var spændende, syntes Bom og Tvitte, men de ville alligevel gerne ned på jorden igen.

Kom, sagde Bom, og så kravlede de op i faderens lomme. Der sidder man godt og sikkert og dejlig usynligt.