11. december

Da alle New Yorks juletræer var tændt, syntes nissebørnene Bom og Tvitte nok, at de havde brug for at hvile sig lidt. Så de smuttede op i farens lomme.

Lige der hvor man sidder så lunt og dejligt i ly, når man er en lille nisse.

I den store by har alle virkelig travlt. Sådan en familie fra landet for slet ikke at tale om et par nissebørn fra reden under det største træ i den store skov kunne nok blive noget kulrede af al den voldsomme trængsel og alarm.

Nogen gange kom de til at bremse menneskestrømmen. De standsede for eksempel lige midt på fortovet for at klø sig ved øret eller samle en tabt vante op, for det var kold.

Men det tog den her familie ingen hensyn til. De kunne endda finde på at standse midt i det hele for at tage et sjovt billede. Cheese:

Knips... på Times Square.

Oven i købet selvom de havde en masse af den slags håbløses billeder i forvejen.

Og vidste alt om risikoen for lukkede øjne, mærkelige grimasser. Derfor plejede de at tage solbriller på.

Al den billedtagning og kiksefinding blokerede menneskestrømme, der havde travlt med at gå sig varme mellem møderne, aktiehandlerne og shoppeturene.

Alt gik utrolig stærkt på Times Square og for at give tempoet en tand til op, havde menneskene sat en masse skilte og skærme op, der viste nyheder, reklamer og så selvfølgelig aktiekurser, så alle hele tiden kunne følge med i, om de blev rigere eller fattigere.

Om de skulle købe 10 julegaver mere eller bytte 10, de allerede havde købt.

De havde altså nok at tænke over, og blev noget forstyrret af denne landlige familie, der sågar kunne finde på at blokere perronen nede i subway'en med deres klapvogn, fordi de lige skulle organisere pakkenellikerne eller måske finde ud af, om de skulle gå til højre eller venstre eller op af trapperne eller lede efter elevatoren. Der var nok at tænke på.

Moren prøvede ellers virkelig ihærdigt ikke at være i vejen for alt for mange alt for tit. Men alligevel skete det. Travle mennesker ville godt lige forbi. De var flinke nok, rømmede sig eller hostede diskret. Men der var absolut ingen tvivl om, at de havde meget mere travlt, end man har i Champagne eller Paris for den sags skyld.

Det blev tidligt mørkt. Sådan er det jo, når juletiden nærmer sig.

Lygten tændes klokken fire alt.

Det skal være aften med gevalt.

Derfor gik alle over nogle venner et sted omkring 74th street eller deromkring

for at riste marshmallows - chamallow hedder de på fransk - og de er lige højt elsket her som der.

Gaderne var utroligt travle. Fyldt med mennesker, fordi det var aftenen før Thanksgiving. Midt på gaden solgtes træer og frugt, og butikkerne stråled' smukt.

Nogle af dem - en million sagde familien i det røde hus - var afsted for at se ballonerne blive pustet op. Og nu ved du nok ikke, hvad det er for nogen balloner, jeg taler om, men det ved alle amerikanske børn, og dem er der rigtig mange af.

Det er ballonerne i Macy's Thanksgiving Parade, og de er store som huse. Ja, jeg tror endda, de er større end huse, i hvert fald større end små huse. Hvert år kommer der en ny ballon, og alle de gamle balloner er også med, og derfor er det ligesom at gense gamle gode venner for amerikanske børn, og for amerikanske forældre er det lidt ligesom at være barn igen.

Hey, her er de, nu kommer ballonerne. Aftenen før paraden. Jeg ved godt, at det er mørkt på billedet. Men man kan godt lide ane den lyserøde Duracell-kanin.

Nisserne kunne forresten slet ikke lide al den gevalt, de vil hellere være lidt i det skjultem, så de lavede så meget postyr og bazar nede i deres lune lomme, at faren ville hjem, og da storebroren var træt, og lillesøsteren faldet i søvn i klapvognen, vendte familien tilbage til det røde hus.

Lidt efter kom familien fra det røde hus også tilbage med to sovende børn i hver sin klapvogn, og faren fortalte, at i overmorgen var sorte fredag, hvor tallene i regnskaberne går fra rødt til sort. Der var også udsalg overalt, og da de amerikanske penge - som hedder dollars - var så billige, at man skulle tro, det var løgn, opfordrede han familien til at gøre deres til at de amerikanske husejeres økonomi skulle være lidt mindre trængt.

Og det var moren helt med på, og så måtte hun bryde ud i sang. Hun kunne nemlig rigtig godt lide at synge, på alle mulige, umulige og fuldstændigt håbløst pinlige tidspunkter.

Varer kan man få i tusindvis,
tænk dem bare: under indkøbspris.
Pris, pris, pris, pris, pris, pris,
tænk dem bare: under indkøbspris,
pris, pris, pris, pris, pris,
tænk dem bare: under indkøbspris!

Den sang kunne hun også godt lide. Nisserne syntes mindre godt om den, for digteren nævner slet ikke noget om nisser i den, ikke engang selvom man tjekker alle versene efter.

For meget syntes de. Eller rettere for lidt, siden de nu slet ikke var nævnt. Måske havde de allerede nået at tage lidt af new yorkernes utålmodighed til sig.