15. december

Nissebørnene Bom og Tvitte og Nøddeknækkeren red på ryggen af isbjørnen Gus. De var på vej ned over Manhatten for at finde tømreren Josef et eller andet sted i nærheden af Wall Street.

De slumrede lidt, snakkede lidt, sang også lidt.

"Twinkle, twinkle, little star,
"How I wonder what you are!"

Det var Tvitte. Hun sang en sang, som hun havde hørt den ene mor i det røde hus prøve at lære den anden mor, som blev ved med at glemme ordene.

Storebroren, der ellers kunne både dansk og fransk, var jo lidt træt af, at det ikke hjalp ham ret meget, når han stod blandt børn i New York. Deres fælles sprog var nemlig engelsk: "Jeg lærer aldrig aldrig aldrig engelsk," sagde han fortvivlet.

Men det troede moren nu ikke på, og hun tænkte, at nogle ord og sang var en meget god begyndelse. Så han lærte at sige "Jumping in the bed", fordi det var en meget stor interesse for lillesøsteren i det røde hus. Man måtte ikke hoppe på gulvet, men gerne i sofaen eller sengen. Den sætning kunne storebroen stadig huske - med samme intonering men ikke ordvalg som moren i det røde hus - flere uger efter hjemkomsten fra New York.

Det var lykkedes Tvitte at lære verset, hun havde hørt det så mange gange.

Meget passende, for som de luntede ned af en næsten mennesketom 5th avenue kunne de måske lige akkurat anede stjernehimlen, der hang nok så fint over øen Manhattens mange blinkende lys, og sangen handlede lige præcis om nattens stjerner, der får os til at undres og viser os vej.

"Up above the world so high,
Like a diamond in the sky!" Sang hun videre ligesom hende her.

Melodien var rigtig nem at lære, hun kendte den nemlig godt. Det gør du sikkert også, for i Danmark hedder den "A, B, C, D...", i Frankrig hedder den "Ah vous dirai-je Maman" og på engelsk altså "twinkle, twinkle little star". Mange tror, at komponisten Mozart har skrevet den, men den er skam ældre endnu. Han har fundet på at spille melodien på en masse forskellige måder. Du kan jo prøve, om du kan finde melodien under alt det andet musik, han har broderet ovenpå her.

De kom nu ikke ret langt ned af 5th avenue. Det var blevet daggry, og solen var så småt ved at stå op. Tegn til at søge skjul. Gemme sig.

Om natten overtog andre underlige væsner det travle, velordnede liv om dagen. De var mest optaget af deres egne mærkelige forhavender. Men dagens væsner tænkte anderledes klart, og ville undre sig, hvis de så den mystiske kvartet. Måske ringe til politiet, eller endnu værre Zoo, og hvis Gus blev hentet tilbage i isbjørnevognen, hvordan skulle de så nogensinde finde helt ned til spidsen af øen? Der hvor Josef var.

Næh, nej. I stedet smuttede de ned i undergrunden, i subway'en. Isbjørnen Gus var jo hjemmevant new yorker bjørn, så han kendte et par gode gemmesteder eller tre, hvor de kunne være til det igen blev mørkt nok.

Sådan mødte Bom og Tvitte muldvarpemenneskene igen, for hos dem var det, og det var heldigt nok, for der var både senge og mad og flinke folk, så det var alletiders sted for de fire rejsekammerater.

Imens de lå der i deres køjesenge - Gus på den allermest solide underkøje, da han var mindst en king king size, men det er han nu ikke den eneste amerikaner, der er, selv om new yorkerne vist ikke er helt så fede, som de andre - lå de og hyggesnakkede, og Gus foreslog, at han kunne lære dem resten af sangen.

"When the blazing sun is gone,
When he nothing shines upon,
Then you show your little light,
Twinkle, twinkle, all the night."

"Then the traveler in the dark,
Thanks you for your tiny spark,
He could not see which way to go,
If you did not twinkle so."

"In the dark blue sky you keep,
And often through my curtains peep,
For you never shut your eye,
Till the sun is in the sky."

"As your bright and tiny spark,
Lights the traveller in the dark,—
Though I know not what you are,
Twinkle, twinkle, little star."

Se, det var da en fin sang.

Og se bare, da de havde sagt farvel og tak til muldvarpefolkene for at tilbagelægge endnu en strækning af den lange tur til Wall Street, havde stjernerne spredt sig over alt.

De pyntede butikkernes vinduer.

De lyste op over vejene.

Og de fik mere end en enkelt barnlig sjæl til at nynne en ellers længst glemt melodi.