13.december

Mens familierne gik hjem til det røde hus for at spise kalkun med deres gæster, var det lykkedes nissebørene Bom og Tvitte at hive sig helt op på julemandens kane. Der var tæt befolket med smånisser, klovner, kendte børn, mindre kendte børn, der dog ikke var ganske ukendte og så helt almindelige børn af kendte. (Voksne kendte kørte i deres egne vogne).

Vores smånisser lod sig nu ikke sådan gå på af alt den kendthed. Julemanden måtte trods alt være mest kendt af alle, og ham var de helt trygge ved. De kravlede op af hans ben og videre op ad ryggen, hvorefter de satte sig godt til rette på hans skulder og kildede ham grundigt under skægget, lige til han fik øje på dem.

"Ho, ho, ho," sagde han, "Hvor kommer I fra, små venner?"

"Vi kommer egentlig fra Danmark, men så vi flyttede vi til Champagne i nogle frygtelig tunge kasser med bøger, og lige nu er vi på ferie hos en familie, der interesserer sig meget for politiet. Så det gør vores familie også nu," begyndte nissepigen Tvitte, der aldrig kunne fortælle en historie kort.

"Vi hedder Bom og Tvitte," indskød Bom.

"Vent lidt," afbrød julemanden, "Jeg skal lige vinke til alle børnene,"

Og det gjorde han så. Hold da helt op, hvor var der mange børn at vinke til. Bom og Tvitte sad på hans skulder, der gik op og ned som et skib i let urolig søgang, fordi han rystede armen temmelig meget. Så kunne alle dem på, der ikke stod forrest også se ham. Og det var rigtig nok tænkt, for det var lige præcis sådan, at Bom og Tvittes rejsefamilie oplevede ham i bageste geled.

I to timer vinkede han.

"Puha, folks" sagde han til nissebørnene, "Man bliver lidt træt. Husk på, jeg er en gammel mand. Det er virkelig fint, I hjælper med at give julestemningen lidt kul. Det hjælper allerede, synes jeg, selvom den ikke er helt hjemme endnu," sukkede den gamle mand.

"Se bare, der er stadig mange, mange new yorkere, der har mere travlt med at følge med i nyhederne og aktiekurserne end med sneboldkampe - okay, her er heller ikke så meget sne, det må vi vist også have gjort noget ved - og at blive som barn påny."

"Men apropos børn, så er der en familie, jeg synes, I skal møde efter al den her ramasjang."

Det ville Bom og Tvitte selvfølgelig gerne. Så da den store Thanksgiving Parade var forbi, og den sidste klovn var klovnet afsted, den sidste cheerleader havde jublet færdig, og det sidste balletbarn var valset af, hev julemanden dem med ind i Radio City Hall, lige ved Rockefeller Centeret på Manhattan.

"Det kan godt være, det er amerikansk. Der må I tilgive en gammel fyr. Men jeg ELSKER altså the Rockettes."

"Det er damerne med de lange ben, og hvert år til jul optræder de i denne her koncertsal. Og som I kan se, har de taget nissetøjet på, selv om der nok skal danses igennem, hvis man skal holde varmen i det nissekostume hjemme i Grønland. Det er nok derfor, at spjætter rigtig højt med benene rigtig meget."

Hvert år til jul var der teater for børn i Radio City Hall, hvor damerne dansede, men der var også en historie om julemandens værksted, hvor han lavede al legetøjet, og det kunne man altså se i det her teaterstykke. Der var også en klassisk scene med legetøjssoldater, der faldt som dominobrikker, og meget mere, som var skægt at se på, og som fik new yorkerne til at glæde sig rigtig meget til jul. Hvis de ellers kunne skaffe billetter, de er jo ret mange, og teaterstykket "Christmans Spectacular" går kun mellem Thanksgiving og året ud.

Nå, men til allersidst i stykket kom den her familie, som julemanden syntes, at Bom og Tvitte skulle møde. Det er dem, der hedder "The living Nativity", og det betyder sådan noget som "Kristi fødsel live".

Oppe på scenen i Radio City hall, som er en meget stor teater- og koncertsal, sad de, juletidens hovedpersoner: Der var selvfølgelig den lille nyfødte Jesus og hans mor, et udvalg af markens hyrder, dyr og engle. Men hvor var faren, altså Marias mand? (Det lyder næsten som en helt moderne skilsmissefamilie)

Han var der ikke. Josef var der bare ikke.

"Gosh," sagde julemanden til Bom og Tvitte, "Josef er ikke med. Så tror da pokker, at det er så umuligt at få julesindet til at falde i hak. Hvor søren, mon han er blevet af."

Og hvad gør man, når en af hovedpersonerne mangler på scenen i et teaterstykke?

Nu er Josef jo ikke supervigtig i historien. Mere staffage. Og hvis man bare giver folk, det de forventer, så kigger de såmænd tit slet ikke så godt efter, at de opdager, at man tager dem en smule ved næsen.

Så selvom Radio City Hall var helt fyldt med børn og deres voksne og enkelte barnlige sjæle, så var der slet ingen, der i mylderet af æsler, geder, får, engle og markens hyrder og hellige konger lagde mærke til, at Maria sad ene med sit lille, førstefødte og svøbte barn ved krybben. Josef var der ikke.

Det var strengt forbudt at tage billeder af showet. Selvfølgelig. Det var omfattet af de amerikanske meget gennemgribende copyrights, der betyder, at selv den måde de stabler jordbærstykker op på i familien i det røde hus' meget imponerende og økologiske supermarked er beskyttet af copyrights. Med andre ord: Man må ikke fotografere.

Sådan er det tit, når man er i teatret i New York. Disse to storebrødre på fire år var f.eks. i børneteater og se et stykke om alt, hvad der kan sige "BANG". Dem måtte det stolte mor godt fotografere, trods alt, men ikke scenen (øv, altså ingen dokumentation heraf) og skrappe damer med kasketter vogtede bistert over tilskuernes mindste flashen med mobiltelefoner. Klar til straks at skride ind.

Derfor slap der ingen billeder ud af krybbespillets mangler, tilskuerne var helt magnetiserede - om det så var af Rocketternes sindssygt lange og veltrænede danseben - eller af alle gaverne i julemandens værksted. Hemmeligheden slap ikke ud.

Efter showet, da alle tilskuere var gået hjem, gik julemanden fulgt af Bom og Tvitte op til Maria for at høre.

"Åh, julemand," sagde hun, "Det er simpelthen forfærdeligt. Ved du, med den stigende rente og du ved, vores kreditværdighed er jo ikke til hverken guld eller platin. Min trolovede er blot en fattig tømrer. Vi har intet sted at bo, vi har måttet slå os ned her under dette halvtag, og hver aften optræder vi for rige, snotforkælede overklasseunger for at have tag over hovedet."

"Jamen, kæreste dog," udbrød julemanden forfærdet.

Hun holdt en lille tåre tilbage.

"Josef er i Wall Street. Han prøver at handle de rigtige papirer for os, for at se om det dog ikke skulle kunne lykkes at skrabe sammen til et pænt lille middelklassehus," drømte hun højt.

"300 kvadratmeter, så familien har plads til at vokse. Hvis der nu skulle komme flere engle forbi."

"Jøsses, kære barn da," julemanden var helt paf, "Så forstår jeg meget bedre, at julesindet har så svært ved at indfinde sig i år. Jamen, jamen..."

"Hey, julemand," sagde Tvitte, "Vi må da gøre noget for at hjælpe familien. Den stakkels mor og det lille barn, der bor lige midt i en koncertsal."

"Skulle vi ikke tage ned i Wall Street og finde Josef og høre, hvordan det går med pengene," foreslog Bom.

"Joh," tøvede julemanden.

"Julemand," nu tog en af legetøjssoldaterne, ham med rollen som Nøddeknækkeren, ordet.

"Jeg skal nok tage med og passe på de små, når de skal ned blandt de frådende finanshajer."

"Lad gå, min ven, tag I da blot afsted" sagde julemanden, "Men lov mig, at I passer godt på dernede."