18. december

I Wall Street vokser skyskraberne så højt og tæt som i en jungle.

Men det er en byjungle af sten, beton og glas.

En slags moderne borge, hvor ikke riddere men i stedet nydelige mænd i fine uniformer og kasketter med brede skygger bevogter stueetagernes enorme haller.

Man kommer kun op i de sjove elevatorer, der kører så hurtigt, at man får propper i ørerne, hvis man kender nogen ovenpå. Der er kontorer, hvor mænd og damer sidder for at tjene penge. Nogle gange mister de dem også. Det er ikke så godt. Med mindre de kan finde ud af at tjene endnu flere bagefter eller i hvert fald kan finde på en klog forklaring på, hvor pengene er blevet af.

Vores fire venner

- og det var jo isbjørnen Gus,

Nøddeknækkeren

og så vores nissebørn Bom og Tvitte - kunne ikke finde ud af, hvordan de skulle komme ind i husene. Eller hvilket hus de skulle gå ind i for den sags skyld, så de gjorde noget helt andet. For at øge koncentrationen og for at genvinde varmen på en kold, kold dag.

Der var lang kø for de kom lige til frokosttid, og på Starbucks'en i Wall Street kan man købe sandwich, og alt går superstærkt, så man kan hurtigt komme tilbage til pengetransaktionerne igen.

Nu kender du måske ikke Starbucks. Men det er et kaffetempel fra Amerika, som efterhånden findes overalt, hvor folk tjener penge. Efterhånden som de tjener penge nye steder, kommer der en ny Starbucks til.

Der kan man købe kaffe og også andre varme drikke, men det er kaffen, der trækker. I USA er der meget dårlig kaffe, så Starbucks er lidt af en frelsende engel for ægte kaffesøstre. Her smager kaffen nemlig godt, og der er borde, hvor man kan sætte sig nogle minutter for at drikke den.

Først skal man dog igennem skærsilden af valg.

Amerika er et frit land, og man er også fri til at vælge selv, og det betyder, at man skal vælge rigtig meget før man kan få sin kaffe: Stor, mellem eller lille. Den ene, den anden eller den tredje slags kaffe med eller uden koffein, med eller uden komælk eller sojamælk, og med eller uden diverse former for smagstilsætning. Der er nok at beslutte, og det er helt anderledes end i Frankrig, hvor klogere mennesker end en selv på forhånd har besluttet, hvad der smager godt, café au lait eller ej.

Vores familie fra Frankrig havde også søgt tilflugt i Starbucks, men de vidste ikke det om alle valgene eller at man spiser frokost på fem minutter, så de stillede sig bare op i køen og kunne hverken sige buh eller bæh, da det blev deres tur. De var også lang tid om at spise deres frokost, for det er man i Frankrig, hvor folk - og især da dem fra landet - tager deres maver helt utrolig alvorligt, og den slags varer længe. Mindst en time og gerne to.

Men det er jo altsammen et spørgsmål om, hvad man er vant til, og det finder man ud af, når man flytter langt væk, eller når man tager ud at rejse. Prøver noget andet. Ser noget nyt. Får en god idé måske. Hvem ved?

Og det var da også lige præcis, hvad der hændte Nøddeknækkeren, mens han skvulpede nogle dråber Eggnogg Latte ned, som han fandt i et julepapbæger i Starbucks skraldespanden, der var ved at svømme over at brugte bægre fra frokost ryk-ind'et.

"Hey venner, " sagde han helt begejstret.

"Så I også den lille sandwichvogn udenfor?"

Næh, det gjorde de ikke, de havde helt travlt med at komme ind i varmen. Ja, undtagen Gus, han foretrak at holde sig lidt til siden for ikke at skabe panik i New Yorks bankende men også hurtigt bævende pengehjerte.

Men der holdt ganske rigtigt en lille mobil vogn for dem, der havde så travlt, at de ikke kunne afse fem minutter til at gå ind i Starbucks, og der gik vores venner ud.

De tog sig snak med den fyr, der stod og varmede kastanjer. Det så lidt usselt ud - og meget koldt - men man skulle nu ikke tage fejl. Disse fyre med deres små vogne sælger masser af mad og drikke, og det koster rigtig mange penge at få lov til at parkere sin madvogn og sælge mad fra den. Lidt lige som de gode pølsevogne i København. Bare endnu mere, fordi alt jo virkelig er større i Amerika.

Kastanjemanden havde nu ikke solgt Josef nogen kastanjer, men han lovede at holde skarpt udkig. Vores venner takkede, og så smuttede de videre med dejlige dufte, der stadig kildrede næseborene: Den varme kaffe, den gode kakao, som nissebørnene havde slugt nogle dråber af, de varme kastanjer og såmænd også duften af gran, der måtte stamme fra en juletræssælger lige i nærheden.

Alle fire gik hen ad det brede fortov med øjne på stilke og blafrende ører, både for den kolde vind og fordi de lyttede efter livstegn fra Josef. Og så hørte de faktisk lyd.