23. december

Nissebørnene Bom og Tvitte befandt sig sammen med den oprindeligt tyske, nu amerikanske Nøddeknækker og frelserpigen Hosiannah på 20. etage i huset bag børsen i Wall Street i New York. De havde netop fået overtalt
det sødeste lille rensdyrkid til at bevæge sig ind fra det åbne vindue og ind i sikkerhed på kontoret på 20. sal, da brandmandsmajoren og børsdirektøren trådte ind.

"Hvad foregår der her?" sagde de med så dybe og alvorlige stemmer, at kiddet var lige ved at springe direkte ud af vinduet, så skræmt blev det.

Nisserne blev også helt urolig, og Hosiannah kom til at tage en hel masse høje C'er af bar befippelse.

Nøddeknækkeren følte, at her måtte han hellere træde til som rigtig mand. Så han hoppede frem og åbnede og lukkede munden nogle gange for ligesom at træde lidt mere i karakter.

Den manøvre gav ham et ekstra minut, som direktøren og majoren brugte på at tabe både hoved og mund og tage dem på igen.

"Hør her, venner" sagde han jovialt.

"Disse smånisser har uegennyttigt pløjet hele New York igennem for at redde denne rensdyrkalv, hente Josef hjem til konen og sikre julen for os alle sammen her i New York. Vi skylder dem både salutter og fanfarer og honnør og i hvert fald alt andet end det, jeg fornemmer, I lægger en anelse op til ved sådan at stå og tårne jer betydningsfuldt op dér i døråbningen."

Direktøren og brandmajoren, der jo slet ikke havde nået at sige noget endnu, kunne ikke finde hverken grimasse, passende ord eller hvilket ben de skulle stå på, så de lyttede i stedet bare videre til Nøddeknækkeren.

"Vi har brug for assistance nu, og der kunne I brandmænd virkelig gøre nytte," fortsatte han. "Vi har en isbjørn stående nede i receptionen, der skal hjem i Zoo. Vi har en tømrer, der skal over i Radio City Hall til sin kone - der skal jeg også selv hen - vi har to nisser, der skal tilbage til det røde hus. Og så er der Hosiannah. Min ven, hvor skal du hen til jul?"

Hosiannah svarede: "Jeg skal holde jul sammen med Frelserhæren og de hjemløse og de ensomme, og hvem ved, måske er der også nogle af Muldvarperne med."

"Men," fortsatte hun, "Hvis vi er ved at være færdige her, kan jeg godt lide nå ud en tur med klokken en dag mere, og så er der endnu flere, der kan få en dejlig jul, fordi vi kan nå at købe gaver til børn, der ellers ingen ville få, julemad til dem, der ellers ikke ville have råd, og meget mere.

"Hos os synes jo, at det bedste ved jul er at give til dem, der har mindre end os, og det behøver altså ikke at være penge eller ting. Vi synes, at det allerbedste julesind opstår, fordi rigtig mange mennesker netop i julen husker bedre på hinanden, og mennesker blomstrer smukkest i relationer til andre mennesker."

"Så jeg skal ikke køres nogen steder hen. Jeg stiller mig tilbage til min røde keddel til penge, ringer med min klokke og samler penge ind."

Så manglede de sådan set kun at få styr på en enkelt ting. Josefs penge. Hvordan var det mon gået, var det gået efter planen, havde han virkelig nået sit mål og tjent nok til et pænt lille amerikansk hus i mellemklassen på 300 kvadratmeter.

Det var lige noget, børsdirektøren kunne hjælpe med.

"Ved du hvad Josef," sagde han, "Jeg har et forslag til dig, sådan at du og din familie får tag over hovedet, ordentligt tag over hovedet, og til gengæld lover du så ikke at lave uorden i julen og julesindet en anden gang."

Og så tog han Josef under armen, trak ham med over i et hjørne og satte ham ind i tingene.