22. december

Nissebørnene havde stadig propper i ørerne, da de trådte ud af elevatoren på 20. etage i den bygning, hvor New Yorks pengemarked bor. De puttede sig endnu så dejligt i frelserpigen Hosiannahs dybe og bløde lomme. Nu var det imidlertid tid til action.

En lille rensdyrunge var havnet på gesimsen uden for et af vinduerne på 20. etage - og det er altså meget højt oppe - og sad og hylede og hvinede, mens en mand med sort skæg og brune øjne prøvede at tale den til rette.

Det gik ikke ret godt. Det var som om de slet ikke talte samme sprog. De talte ikke samme sprog.

For det var jo Josef, der prøvede alt det bedste han havde lært for at prøve om han dog ikke kunne lokke det lille dyr tilbage i sikkerhed igen. Men han talte hebræisk og kun en smule engelsk, og rensdyrungen talte rensdyrsprog og kun en lille smule engelsk, og det lykkedes ham ikke at overbevise den lille, der var skræmt fra vid og sans af højden.

Men også af postyret nedenfor med skrattende megafoner, hylende sirener og mennesker, der gloede op på den.

Bom og Tvitte hoppede resolut ud af lommen og pilede hen til det vidåbne vindue. Op af den barbenede Josefs kjortel og videre derfra over på vindueskarmen og ud på gesimsen til det lille rensdyr.

"Hej du," sagde de i munden på hinanden på rensdyrsprog.

Nisser var nemlig meget dygtige til at tale alle mulige dyresprog og selvfølgelig især de sprog, der tilhørte dyr fra kølige eller ligefrem kolde lande som de selv. Desuden havde de den indstilling, at hvis man ikke kunne sprog, måtte man prøve at lære.

Det var der også andre, der mente i Amerika, og derfor havde amerikanerne fundet på tegnefilmen med eventyrersken Dora. Hun skulle lære de spanske børn lidt engelsk og de engelske børn lidt spansk. Altså i Amerika. I Frankrig kunne de også godt lide Dora, men der taler hun fransk og så lidt engelsk, og man kunne købe alt muligt Dora-dims. For alle forældre i Frankrig sagde, at de meget gerne ville have, at deres børn lærte engelsk.

Men lige meget om Dora talte fransk eller engelsk eller spansk lignede hendes eventyr altid noget i retning af denne film, og når man havde set et minut havde man sådan lissom lidt set det hele. Men populært var det.

Nå, men især rensdyrsprog volder ingen nisser problemer, da rensdyrene jo ligesom nisserne selv er tæt forbundet med julemanden, og de er jo nødt til at kunne snakke sammen allesammen for at at trække i samme retning, når de skal rundt til alle børn juleaften.

"Hvorfor sidder du herude og kukkelurer?" spurgte de den lille rensdyrkalv.

"Jeg kan ikke finde min mor, og jeg savner hende rigtig meget," sagde dyret, der virkelig var så lille, at den nok stadig var en lille patte-ren.

"Nåh, stakkels lille dig," sagde Tvitte moderligt, og så fik hun en idé.

"Var du og din mor også med foran Julemandens kane i det store Thanksgiving optog?" spurgte hun.

"Ja," sagde det lille rensdyr, "og jeg har ikke set hende siden. Jeg blev taget og proppet ned i en taske, der faldt jeg i søvn efter at have hylet rigtig meget, og da jeg vågnede igen var jeg havnet hernede, hvor man kun spiser donuts og drikker latte-to-go, men jeg savner sådan noget rigtig rensdyrmælk. Og så besluttede jeg mig for at sætte mig herud og hyle lige til min mor kom og fandt mig igen."

"Nåh," sagde Tvitte medfølende, "Men nu skal du høre, vi ved godt, hvor din mor er. Hun er sammen med alle de andre rensdyr oppe ved Radio City Hall, hvor Julemanden tager sig af Maria og den lille Jesus-baby. De er nemlig også kede af det, fordi de savner deres far rigtig meget."

"Det er jo dig, Josef," sagde hun videre på hebræisk til husbehov.

Hun kunne virkelig lidt af hvert, den Tvitte, også selvom hun var helt lille.

"Hvordan er du dog havnet her?"

"Joh, ser du," sagde Josef, "Jeg tog jo herned til Wall Street for at tjene nogle hurtige penge. Min idé var at spekulere i julen. Når nu jeg ikke længere var sammen med min kære familie, så gik det mindre godt med julen i New York, og når der er mangel på noget, går prisen jo op. Så jeg tænkte, at hvis jeg nu satte mine penge på julen og derpå skabte tvivl om den, så var der lidt penge at tjene. Lige nok til et lille nydeligt hus i mellemklassen til en familie som os."

"Selvfølgelig," fortsatte han, "Du må forstå, at det var aldrig min hensigt at bringe julen sådan virkelig i fare. Det er klart. Der står alt for meget på spil. Børnenes strålende øjne, fædrenes muntre fløjten, mødrenes glade kvidren og alt det der. Jeg ville bare lige trække den lidt, forstår du. Jeg har jo også min lille families trivsel at tænke på, og vi kan jo ikke blive boende inde i Radio City Hall efter jul."

Ja, det vidste Tvitte ikke, om hun helt kunne forstå. Men nu havde de jo i hvert fald fundet Josef og de havde også reddet rensdyrungen ind i sikkerhed og lovet, at de nok skulle finde dens mor, så den kunne få sig en raindeer latte to go i stedet for.

Alle var sådan set glade og tilfredse, men så trådte New York Børsens direktør og brandmændenes brandmajor ind af døren på 20. etage.