19. december

Men, hører han, at far og mor
er glad for deres drenge,
imens de pynte julebord
og lys i træet hænge,
da ler den gamle julefar
og ind i stuen smutter.
Sit lys fra hatten ned han ta'er,
det funkler, og det futter;
med det han hen til træet går
og nikker i det samme,
straks fra hvert lille lys der står
en klar og dejlig flamme.

Noget, der får et barneliv til at lyse med en klar og dejlig flamme, det er endelig at lære noget, man har været nødt til at kæmpe for.

Endelig at svømme eller endelig at cykle uden støttehjul.

Vi nåede faktisk så vidt her i Verzy, at Clement og Eva cyklede i skole næsten alle dage i et helt år, sidste år, og det var takket været de danske rødder og lidt inspiration fra nogle af jer.

Jeg ville selvfølgelig gerne som god dansker at mine børn skulle cykle i skole, men det gør man jo ikke her, og det forekom mig vanskeligt. En gang fulgtes vi med Annette hen i August og Roberts børnehave for at hente dem, og ved at høre hende give Robert instrukser, blev savnet alligevel for stort for mig.

I kombination med to af Peters gode cykler fra den gamle cykelbutik på Sønder Boulevard i Odense, som nogle af jer nåede at opleve, lykkkedes projektet.

Verzy er en bjergby, og det kræver faktisk ret gode muskler og gode cykler, hvis man skal fremad på det rigtige tidspunkt og bremse. De franske børnecykler har kun håndbremser, og børnene har ikke kræfter nok i fingrene til at bremse hurtigt og godt nok, hvilket er nødvendigt med vores stigninger og den trafik, her er.

Nå, men et år i april besøgte vi Bjørg og boede i hendes campingvogn - det må have været i 2009. Bjørg havde lige lært at cykle på en særlig god begyndercykel, Peter havde klunset, hvor tyngdepunktet lå anderledes end i en almindelig cykel.

Hold da op, hvor Clement blev motiveret af at se Bjørg cykle uden støtteben.

 

Man kunne næsten se skrevet på hans pande: Når hun kan, vil jeg også kunne. Han øvede sig konstant i tre dage, og så kunne han også.

Peter fandt en cykel til ham, og en anden til Eva med stang, så hun også kunne køre som en stor og uden støttehjul. Stor succes.

 

 

Vi jollede rundt med de cykler lige siden. Hver dag i Verzy.

 

Men de har skam også været med os på ferie: For første gang i flere år gjorde cyklerne det muligt for os at bevæge os ud på nogen ture. F.eks. ind til Kongeegen, Danmarks ældste træ, dybt - overraskende dybt - inde i Nordskoven i Hornsherred.

Men så så vi også et træ, der har vokset på netop denne plet, formentlig siden dengang der var vikinger i Roskilde og omegn, og det var vel en tur værd.

 

 

 

Bagefter gik skolen i gang: 1. klasse for Clement og Petit Section i Maternelle for Eva, og de cyklede troligt hele året.

Evas cykel kørte jeg op og ned fire gange om dagen, indtil hun begyndte at spise frokost i kantinen. Clements cykel passede pedellen troligt på hele året, trillede den frem og tilbage ved skolestart og skoleslut. Der er jo nemlig ingen cykelstativer.

Nu er det ikke længere muligt så meget som at overveje cyklerne. Det er et tab, men man kan jo ikke få alt her i livet, og jeg er svært tilfreds med, at det lykkedes i hvert fald i et år at cykle i skole ganske som i Danmark.