14. december

Far vel! For nu vil Karen gå.
Men jeg dig ikke sige må,
hvad vi skal hen og hente. -
Og kom nu rigtig tidligt, hva'?
Du kan jo køre hjemmefra,
før lygterne er tændte.

Vi har fået mange besøg i de år, vi har boet i Verzy.

Forhåbentlig bliver I ved med at komme, for vi nyder jeres besøg meget.

Det er den måde, jeg kan have lidt af Danmark i mit hus, og det kan jeg godt lide. Det er den måde, børnene lærer nytten af at tale dansk. Det har heldigvis ikke været noget stort problem her, men det er os, der er undtagelsen.

Jeg er godt klar over, at jeg strammer den, når jeg fortsat holder fast i at tale dansk, selv helt ind på gangen i Evas skole. Her er det ikke noget særsyn at have to sprog, to lande og to verdener at operere i. Men skolens verden er 100% fransk, og når jeg holder fast i at tale dansk, rokker jeg faktisk lidt ved den struktur.

Tilbage til besøgene fra Danmark.

Vi har holdt to store fester hernede: Clements og Evas barnedåb, og så holder vi de to's fødselsdage, hvor vi normalt også er mange mennesker. Mor og far er de fleste år kommet tre gange, og mor af og til også alene. Mange af jer er dukket op til en eller flere af de lejligheder, og det håber vi bestemt, at I bliver ved med.

Men I kommer også i skoleferierne, og det håber vi også, at I bliver ved med.

Et vilkår ved at bo i udlandet er at man er sammen på en anden måde: Sjældnere men mere intenst i den tid, det foregår. Det er selvfølgelig travlt, men det er også rigtig rart, fordi vi typisk gør noget sammen i stedet for kun at spise et måltid og så tage hver til sit.

Her kommer en kavalkade, fødselsdage og barnedåb undtaget og med forbehold for at jeg kan have glemt nogen:

Den første, der dukkede op var Mette, og vi holdt bl.a. en middag i høsthuset, hvor Alains fætre, Dider og Jean-Michel, og vennerne Patrice og Thierry med familier også var med.

 

På det her billede morede vi os over højdeforskellen på Josette og Mette.

 

I februar 2004 kom mor, hun var med i Troyes og kigge på tøj, og resten af tiden lærte hun det gode franske ord gastro eller roskildesyge. Det meste af ugen lå hun faktisk på langs, rigtig afkræftet.

I april 2004 kom Hanne med klatreholdet fra Odense Klatreklub for at prøve klipperne - Les Falaises - ved Vertus. Det slap hendes ankel ikke alt for godt fra.

 

 

 

Klatrerne havde en æbleskivepande med til Josette, og to af mændene viste også hvordan man laver dem.

I juli kom Suna med Karen og Mads, og vi lavede mange ting sammen. Suna gav Clement det sidste, der skulle til, og så kunne han omsider gå. Skattejagt til Mads 5 års fødselsdag. Didiers ungkøer på marken bagved gården er vel det, der mest minder om en gammeldags bondegård. Nu er det ikke længere Didiers køer. Han har dem ikke længere. Nu er der en anden i landsbyen, der sætter sin køer ud, så køer er der i det mindste stadig.

 

 

 

Dem, der var med til denne Bastille-fest i Soulières glemmer den vist ikke. Far taler i hvert fald stadig om Valeries lille Renault, der kørte forrest i processionen gennem landsbyen med bagsmæk åben, så højttalerudsendt Marseillaise kunne få lov at gjalde frit over land og by.

De flotte uniformerede fyre er det frivillige brandværn i paradeuniform - sådan noget elsker franskmænd jo - og der er såmænd både fætter Didier og David iblandt.

I august flyttede vi så ind i huset i Verzy, der var nok at tage fat på. Hver gang vi rodede i et hjørne, dukkede der 10 nye ting op på to-do-listen.

Nogle af de første danske gæster må have været Torsten og Julie og Flemming.

 

 

I det nye år kom Hanne for første gang. Vi var i Vertus, på kooperativet og se, hvordan de degorgerer på samlebånd. Det vil sige fjerner en prop af døde gærrester og fylder champagneflasken op med et par milliliter dosage.

Jeg tror faktisk også det var denne - første - gang, at Hanne efter flere dage udbrød, at nu havde hun været i Champagne i tre dage - eller var det fire - og ikke smagt så meget som en dråbe. Vi har siden været ret omhyggelige med at undgå en gentagelse.

 

Jeg syntes det var svært - trist - at holde Clements fødselsdag uden mor og far. Til hans to års fødselsdag kom de fra Danmark, og vi havde også en særlig gave til dem

 

 

Vi har ikke selv prøvet sådan en tur endnu, men efter sigende er det sjovt.

I sommerferien fik vi besøg af Anette og tvillingerne Nanna og Trine, som besøgte Alain og jeg på Fanø flere gange, siden de var ret små. Vi var i Disney-land sammen og til Bastille-fest.

 

 

Hvert år sin vinhøst, og Suna og Karen og Mads var med de sidste dage.

 

 

 

En af høstfolkene rejste med sin guitar, og det var meget interessant at få lov at prøve sådan en stor, ung mands guitar for Mads. Clement er nu tilsvarende meget interesseret i at hænge ud med de unge mænd under vinhøsten. Spille fodbold, spille kort, høre hvordan de taler, lure et udtryk eller to af.

EFter vinhøsten kom mor og far i efterårsferien, og far satte bord og bænk op, specielt designet til vores terrassehul bag garagen.

I den danske efterårsferie er det stadig lunt nok til at man kan drikke sin eftermiddagskaffe - med kage til fars søde tand selvfølgelig - udenfor, og hvorfor ikke ved det nye bord? Som vi stadig har.

 

Året efter ventede vi så Eva.

 

Onkel Sven og tante Annette var faktisk de allerførste, der sov i det nyindrettede loftskammer, og de rejste såmænd den dag, der næsten blev Evas fødselsdag. Inden de var ude af Frankrig, kunne jeg sende en sms om, at "det blev en pige".

Jeg ringede til mor, der jo ventede spændt i Danmark, og mens vi talte i telefon kom de første små veer. Vi kørte til Soulières som sædvanlig for at holde Bastille-fest der, men det blev ret hurtigt tydeligt, at den vist skulle holdes på hospitalet. Vi satte Clement af, kørte tilbage til Verzy og hentede tasken og kørte på sygehuset, og fem timer senere kom Eva så, og lige siden har alle i Soulières kunnet huske hendes fødselsdag.
 

Et år måneder efter skulle Clement begynde i skole. den franske Maternelle og jeg var noget bekymret over det. Mor kom igen og var med de første skoledage. På sidelinjen altså, vi var kun inviteret med de første 20 minutters tid.

 

 

Bagefter var vi i vuggestuen og præsentere Eva. Godt nok fik hun først plads året efter, men vi har altid følt os så godt tilpas der, at det var naturligt at komme forbi med vores nye baby hurtigt.

Her hilser Armelle på Eva. Armelle, som altid rapporterede om Clement og hans meriter i vuggeren. Han var altid glad for at komme, og det meste af tiden har det været lige sådan i de fires års skole i Verzy.

Hvert forår dukker Børge og Jette op, Mettes mor og stedfar, på vej til eller tilbage fra Sydfrankrig. I begyndelsen overnattede de på B&B i Verzy, men jeg syntes efterhånden, vi kendte hinanden så godt, at de lige så godt kunne overnatte her.

 

De kommer i kassevogn, med plads til champagne, og til en Harley, som Clement og nu også Eva synes, er spændende.

 

Mor var med til Alains storesøster, Martines, 50 års fødselsdag. Jeg er imponeret over så godt hun har lært fransk. Det er muligvis mest til husbehov, men det rækker til at kommunikere med den franske del af familien, og det gør et besøg så meget rigere. Også selvom det er meget meget trættende, fordi man skal anstrenge sig meget, når man lige akkurat kan holde sig fast med neglene, rent sprogligt. Det ved jeg selv af erfaring: At lære fransk har været en hel anden historie end at lære engelsk, der bare nærmest smuttede ind af sig selv.

 

Juni 2007 kom onkel Erik og familien fra Ribe forbi på vej til den årlige sommerferie i Sydfrankrig, og var det mon ikke her, at vi holdt Eriks fødselsdag?
 

Året efter var de tilbage. Dejligt.

Nogle uger senere dukkede Hanne og Klaus op - dem kender jeg fra tiden på Philips - med alle deres piger: Josefine, Isabella og Pauline - på vej tilbage fra Sydfrankrig. Clement og Isabella hyggede sig rigtig godt sammen, og vi så dem igen senere på sommeren i Tisvilde.

 

Til Bastilledagen havde vi mange gæster: Mor og far, men også moster Hanne og Mette var med til at fejre Evas første fødselsdag. Den hvor jeg fik en lille fjer på - eller også var det en hel hønsegård, jeg husker ikke selv ret meget. Men jeg kan vel nogenlunde måle orkanstyrken på de kommentarer, jeg stadig modtager fra snart sagt hele landsbyen hver 13. juli-fest.

 

Til årets vinhøst 2007 kom Hanne (fra Aabenraa) tilbage, tog en masse skønne billeder, her er det dog Hanne selv, der smager et glas nypresset druemost.

 

Bagefter vinhøsten var hun og jeg på en smuttur på en tre dage i Normandiet. Vi så D-dag, Houlgate, Bayeux-tapet og drak Calva, fadøl, spiste croissanter og andre god ting. En skøn tur.

Sommeren efter havde flere lejlighed til at prøve vores loft af.

JC og Fie besøgte os på vej til Normandiet, og som det ses, forsvarede ridder Clement sig tappert.

 

Peter og Anne-Mette og Bjørg trak deres camping-vogn forbi og var med til Evas anden fødselsdag. Aftenen før faldt Clement og slog en tand ud under stor ståhej, hvilket gav festen en noget anderledes start end normalt. Heldigvis vendte han og Papa og Dominique tilbage og nåede med til festen. Værst var det, at den stod på flydende kost dagen efter, nul kage, nul slik, Smarties inklusive.

 

 

Det lille hvide plaster over hans mund og lim var alt hvad der skulle til for at holde sammen på såret. Det faldt selvfølgelig af konstant, men alt i alt helede det nu hurtigt. Tilbage sidder et heldigvis nydeligt stjernear lige over overlæben.

Lige før årets sommerferie i Danmark kom Søren og Annette med fire drenge: Lasse, Bjørg, Robert og August, og det var en stor oplevelse for Clement at have alle på besøg i sit hus.

 

Clement og nu også Eva synes det er dejligt også at kunne vise deres hus og legetøj og dagligdag frem for vennerne og familien fra Danmark.

 

Lars og Genevieve kom forbi på vej med sønnen Niels og en kammerat tilbage til Danmark efter sommerferie i Pyrenæerne. Lars kender jeg fra TV 2, og han var faktik den allerførste, der fortalte mig - mens Clement endnu lå inde i maven - at hvis vi ønskede os et rigtig tosproget barn, så skulle vi bare hver tale vores eget sprog, og gerne begynde med det samme.

Det har jeg altid husket, og Alain ditto, vi har altid gjort det, og først da jeg kunne fransk nok, er jeg begyndt at oversætte til fransk, således at jeg nu siger min danske sætning først og dernæst på fransk.

Jeg og vi er derfor i den dejlige situation, at begge vores børn taler godt fransk og godt dansk. Det er nemlig ikke noget, der kommer med ens gener. Det kommer kun, hvis man virkelig vil, og bliver ved med at tale sit eget sprog uanset omgivelsernes reaktion. De ved nemlig typisk ikke, hvordan det foregår, og hvor umenneskeligt meget, der skal til at det "lille" sprog for at det trænger ind.

Heldigvis er jeg altid - først i Verzy og nu i Reims - blevet mødt af nysgerrighed og interesse og ingen fordømmelse à la "nu bor hun i Frankrig, hvorfor taler hun ikke fransk?". JEg kan selvfølgelig ikke vide, om nogen har tænkt det. Men mange har spurgt mig, og jævnligt giver folk også udtryk for deres sorg over aldrig at have lært deres eget andet sprog. I Frankrig har jo hver fjerde en anden rod end fransk. Tænk engang. Hver fjerde franskmand. Og vi bidrager til statistikken med yderligere tre ud af fire.

Jeg synes i øvrigt, at det er enormt interessant at høre Lars og Genevieves og deres næsten voksne børns historier fra Danmark. Lige modsat vores. Deres datter Marie-Yvonne har f.eks. tippet mig om de mange mange gode franske tegneserier, og det er jo god paratvide, når man har det første barn i gang med at læse. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad der er spændende nok for ham, til at han læser selv.

 

Året efter kom Lars forbi på cykel hele vejen fra Kerteminde. Hos os hvilede han ud en enkelt dag, før han fortsatte til Pyrenæerne. Ja, I læste rigtigt, og alt i alt en tur på lige under to uger. Ikke dårligt?

Jeg kan i hvert fald fortælle, at de af naboerne her i Verzy, der ligede nåede at høre om eller skimte Lars var temmelig imponerede.

 

 

Seneste besøg var i den danske efterårsferie 2010.

Fætter Adrian og fætter Osvald, som vel egentlig er grandfætre til Clement og Eva, men det tager vi nu ikke så tungt, kom forbi i nogle dage, og de hyggede sig supergodt sammen, som vi allerede har oplevet i København og på landet.

Vi tog dem selvfølgelig med i vinen. Jeg har endnu til gode at se det barn, der ikke synes, det er fantastisk at plukke druer og løbe op og ned gennem rækkerne.

Men der blev også leget Lego, spillet DS og Uno. Bagt chokoladekage for at fejre Osvalds fem år, og så var Adrian jo med Clement i skole, hvilket var en stor oplevelse for os alle. Clements kammerater fandt det meget spændende med en jævnaldrende fra et andet land. Adrian syntes, at han næsten var for meget i centrum. Jeg var bare imponeret over, at det kunne lade sig gøre. Tre timer med Clement som eneste mulige tolk var trods alt noget, men det var altså en stor succes. Clements effektive klasselærer udnyttede straks muligheden til klassens første skriftlige arbejde: At skrive et brev til Adrian.

Til dem, der kom helt herned, vil jeg bare sige: Godt klaret.

Hvis jeg har glemt nogen/noget er det ikke bevidst. Unskyld. Jeg har gjort mit bedste.

Kom endelig igen. Vi er glade for at se jer.