8. december

Gid det var jul! hvor det var rart,
Men nu må den da komme snart,
det varer ikke længe,
for - fra min stol ved vindvet her
på køkkenmuren jeg jo ser
alt julegåsen hænge.

Når man er barn, er der så længe som hele livet til jul. Når man er voksen, er der ingen måneder, der flyver hurtigere afsted end december med alle dens gøremål, foreberedelser, fester, møder. Alt det, der hører til for mig i hvert fald, fordi december er måneden, hvor jeg gerne vil tilbringe tid sammen med dem, der betyder noget for mig. Sådan har det altid været.

På en måde har vores mange ferier i Danmark udviklet sig lidt i samme retning. Enten fordi vi kører Danmark rundt, og det gør vi i de fleste ferier, eller fordi I kører derhen, hvor vi er.

Det er der kommet mange dejlige timer ud af. Jeg synes, vi er gode til at få noget ud af den tid, der er, men jeg synes også, at I er utroligt velvillige. Det lykkes næsten altid at finde huller til os i ellers travle kalendere. Tak til jer alle.

Her er f.eks. Majas og Stines første tur på stranden, Stevns 2010.
 

Clement og nu også Eva er meget glade for at bygge sandslotte. Det har han lært af Mads, her på stranden i Vedersø 2008.
 

I Pernilles sommerhus har vi nu fået lov at lade værktøj ligge fra gang til gang. I det rige Rågeleje koster selv det argeste skidt betragtelige summer.

 

Men så bliver der også bygget igennem lige fra det tidlige forår hos Pernille og Jørgen på stranden i Rågeleje.

Vi har sørme også udforsket mange legepladser efterhånden. Både den klassiske Gule Legeplads i Odense, som vi har besøgt med både moster Hanne, moster Fie og mormor og bedstefar.

 

Den ultramoderne Ama'r Ark med Bjørg, Pippi og Anne-Mette

 

 

 

Og så denne her med improviseret murbrokbyggeri med Marianne og Allan og Jakob og Ellen ved Rubjerg.

 

 

 

Det er os, de der små tændstikmænd ovenpå sandet. Jeg har et frønnet bræt stående på en solbænk fra skrottet fra den gamle og nu nedrevne fyrmesterbolig. Den minder mig om alting forgængelighed eller sådan noget. Det år, Marianne og Allan blev gift - den gode årgang 2004 - stod den firlængede gård stadig.

Eva har altid været glad for vand. Det så vi i Tisvilde tilbage i 2007, og det er hun fortsat. Clement var derimod noget mere betænkelig. Jeg allierede mig - det var også i Tisvilde - med tvillingerne Isabella og Pauline og deres storesøster Josefine og spurgte, om de ikke kunne vise Clement, at det er sjovt at bade. Det lykkedes at få ham op på et badedyr, hvor han pjaskede rundt i en af de laguner, der var dannet bag kystsikring.

 

 

 

 

Tre år efter er han mere målrettet, vil gerne svømme.

På Stevns havde vi en redningsvest til ham, som han også kunne svømme med, og med den ville han i vandet flere gange om dagen, og der blev svømmetrænet flittigt.

Nu fortsætter vi en gang om ugen efter skole. Det er hans anden svømmesæson, og senere på skoleåret kommer der også noget svømning. Nu svømmer han, og vigtigst af alt: Han er ikke bange for vand, og hygger sig i de 45 minutter, lektionen varer.

Clement er i det hele taget ret god til at hygge sig med de mennesker, han er sammen med. Drenge eller piger, store eller små.

Stort for ham var det at være med til sit livs allerførste fest. Det var i august 2009. I en hel måned havde vi konstant hørt denne Balkan-suppe. I familiesprog kendt under navnet "musik i Chalons". DEt var nemlig der vi hørte bandet, det var der mor absolut skule have CD'en - "billig," og "det er da meget sjovt at have", efter den 1.000. gennemspilning fortrød jeg måske en anelse.

Nå, men til Pernilles garden-party mente Clement absolut at vi skulle høre "musik i Chalons" og Pernille var nok en anelse skeptisk, men har jo altid været god ved dyr og børn, og gav Clement, 6 år, hans livs første chance som DJ.

Hans unge lykke var gjort, da festfolket rent faktisk syntes musikken var god, og dansede til den, den ene gang efter den anden.

 

 

Da han næste besøg hos Pernille, prøvede at gentage kunststykket med nyfundne Jamiroquai satte hun dog grænsen efter 1. skæring.

Så er der besøgene i Vindeby på Tåsinge, som der efterhånden har været nogle stykker af. Fra Roberts og August baghave kan man følge med i, hvornår Ærø-færgen sejler. Man kan se vandmænd. Pjaske rundt i vandkanten. Det er en ren svir. Men intet var dog bedre end en ægte sejltur på Svendborgsund.

 

 

Vi har efterhånden også mødt Marianne, Allan, Jakob og Ellen mange forskellige mere eller mindre mærkværdige steder i det danske sommerland.

I denne have i Ruds Vedby:

 

På en mildt sagt trashet campingplads på Als: Der var en god gynge,

 

og så viste det sig minsandten at rumme selveste Als Husholdningsskole, som er et sted, jeg har hørt om altid.

 

Min mormors veninde grundlagde dette sted, og hvor har hun dog fortalt om det og om Johanne Hansen under krigen og den stribede fangedragt på Sønderborg Slot mange mange mange gange. Dragten har jeg endnu til gode.
Her har min mor været køkkenpige som ganske ung.

 

Kanoner udenfor Sønderborg Slot.

Jeg kan blive ved. Der er så mange gode minder. Men nu er den 8. december vist gennemført.