4. december

Og mor hun har så mange bud,
hvert øjeblik skal Anders ud,
og mor og Anders hvisker.
Men jeg kan dog nok høre - tys!
I morges var det julelys
og røde bånd og svesker.

Jeg har også været på udkik efter røde bånd til at hænge julepynt op med, men jeg har ikke fundet den rigtige, brede silke-agtige kvalitet, og nu står juletræet i vores stue, og så har jeg ikke brug for dem mere.

Julelys køber jeg i Danmark, julenisser ligeså, dette år også æbleskiver og juleøl. Jeg hører dermed til det segment, der elsker, når julepynten dukker op allerede først i november. Så kan jeg nemlig nå at købe lidt med hjem til vores jul.

Hvert år køber jeg nyt til træet, der på den måde fortæller sin historie om årene, der går. I år har jeg købt en perlestukket - ikke silkebredt - ridder i Warwick, by og borg i det elizabethanske England, og vi besøgte den på Clement syv års fødselsdag i maj 2010. Anledning var moster Hannes forskningsophold på universitetet der.

 

 

Konceptet universitet har siden været en fast bestanddel af Lego City, der har til huse på et efterhånden ret stort hjørne af vores loft. Jeg gjorde godt nok et stort nummer ud af at fortælle Clement og Eva om at dette sted - campus på Warwick University - var lige så stort som en middelstor by, og at man her kan lære alt, hvad hjertet begærer. Hvilket jeg sådan cirka gik ud fra.

Nu er ridderen så også blevet en del af jule-udstyret sammen med englen, som jeg fik af Mette for sikkert over 20 år siden nu.

 

Hvert år finder jeg den frem, og den op, og hvert år tænker jeg på, at den har jeg fået af Mette. I år har den fået lov at hænge i den mest franske afdeling af vores hus: Foran Æreslegionen, som Alains oldefar fik efter at have mistet sit ene ben under Første Verdenskrig, La Grande Guerre, som den hedder i Frankrig.

Her i Frankrig er mit juleudstyr blevet beriget med to typer: Korsstingsbroderi og små træfigurer.

 

De kommer fra det årlige loppemarked i Vertus, som jo er nærmeste storby i forhold til Soulières, så langt ude på landet, som man kommer. Og smukt.

 

Hvert år glæder jeg mig over, hvor fine de er. Hvert år skal de limes sammen et eller andet sted.

Hvad korstingen angår, så er det normalt ikke lige min stil, kitch og retro eller ej, men disse her er helt særlige.

Verzy har jo været en prøvelse, der kun vanskeligt lader sig fastholde i ord, og guderne skal vide, jeg har prøvet. Det er I vist mange, der ved.
Men Verzy er også stedet, hvor jeg mødte Isabelle - endnu en, jeg har mødt mange i Frankrig - hende her hadede Verzy mere end mig, og det var ikke så lidt. Hun er mor til to smukke søstre fra Guatemala, og hun flyttede tilbage til sine elskede bjerge i Savoyen for et par år siden efter at have udholdt to år i Verzy.

 

Engang i december spurgte hun mig, hvad "Joyeux noël" egentlig hedder på dansk. og "bienvenue", og det fortalte jeg hende, og nogle uger senere forærede hun mig så et par stykker af sin specialitet: Små puder med korstingsmotiver, og lige siden har de hængt på mit juletræ.

Den dag, hun flyttede, var en af de sværeste, jeg har oplevet i Verzy. Og en af de hurtigste afskeder, jeg har foretaget i mit liv. Den kunne næsten måle sig med Alains og min i 1994, hvor vi tilbragte en måned sammen først i Danmark og siden i Reims. Dengang overvejede jeg faktisk, at vi kunne blive sammen. Men jeg tog alligevel afsted. Jeg har aldrig rigtig stolet på tanken om at flytte til Frankrig, og med god grund. Det er meget dejligt i dag - syv år senere - at kunne sige, at nu tror jeg faktisk, at jeg har fundet ud af at være her på en måde, jeg kan vokse med i stedet for at gå i stykker af.