1. december

 

Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg, julen kommer.
Min far hver dag i byen går,
og, når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store lommer.
 

Mandag den 29. november vågnede vi op til et snedækket Champagne.

Eva og Clement var SÅ glade, og selvom vi kører i skole tidligt om morgenen - kl. 7.45 med retur kl. 17 eller 18 - nåede de ud i vores gård i fem minutter for at lave snebolde. Kammeraterne var ligeså glade, da vi nåede skolen.

Jeg var mindre glad, for jeg kører jo fem-10 minutters bjergkørsel af små veje med mange skarpe sving hver morgen. Vinteren er absolut den tid af året, hvor jeg er bedsteven med firehjulstrækkeren. Der var nu ingen grund til panik. Ros til vores lille bykommune: Jeg kan skrive en bog om alt det, de ikke kan finde ud af, men borgmesteren selv iført sine tre grønne mænd skal i hvert fald nok sørge for at ryddet sne og spredt sand, inden folk skal afsted. Samme billede i de andre landsbyer, der jo alle er selvstændige kommuner.

Den første søndag i advent fyldte vi vores hus med venner - store og små - og vi havde sat juletræ op på fod i gården med elektriske lys. Det står nu med fem centimeter sne på alle grene i en ret dybfrossen tilstand, der giver anledning til at overveje, hvordan vi får det tøet op, så det kan komme ind i vores stue om en uge.

Hvad har Alain så i lommerne? Selvfølgelig den bilnøgle, der åbner billåsen uden at man behøver have fingrene op ad lommen. Han spiser nærmest ingen søde sager, og ikke engang otte julefejringer i mit selskab har ændret på den sag. Men jeg prøver stadig.