12. december

Så får vi vin i vore glas,
og mor hun henter juleknas
og godter til at spise.
Og gåsens skål vi drikke vil,
og far han synger nok dertil
en morsom julevise

Så er det tid til at fortælle sjove historier. Her er en historie om noget, I aldrig er med til.

Det er årets skoleafslutning, som vi har gennemført fire af allerede.

Det er sådan, at lederen af Maternelle-skolen, hvor Clement har tilbragt tre år og Eva et enkelt, er nærmest genial til at sætte små stykker eller tableauer op, som får børn ned til 3 års alderen til at brillere.

Uanset hvem hun iscenesætter, bliver de altid stjernerne, fordi hun har et virkelig godt blik for, hvad hun kan bede dem om, hvad de synes er sjovt.

Måske skal jeg lige fortælle, at børnene optræder på en scene foran et par 100 forældre og bedsteforældre. Det er altså ikke ingenting, man beder dem om, og det er heller ikke alle, der tør, når det kommer til stykket. Men næsten alle.

Her kommer årene, der er gået:

 

Clements 1. kermesse (skoleafslutning), hvor mindste klasse - iført primærfarver - skulle hoppe rundt fra ring til ring, og siden blive siddende, mens næste klassetrin dansede rundt om dem.

 

Til Clements 2. kermesse var alle klædt ud som klovn, og læreren Brigitte havde sat et cirkus-tema i scene. Meget fint set lod hun Clement mime musikklovn med en kontrabas-attrap i pap lige så stor som ham selv. Han var lykkelig. Hans ven Eliot lavede et lille tryllenummer. De var fire år gamle.

 

I sidste år af Maternelle havde Clement egentlig skiftet lærer, men Brigitte ville gerne prøve noget af med ældste klasse, som hun havde været på fem dages lejrskole med (jeps 12 5-årige), hvor det ene tema var musik. På det tidspunkt havde Clement allerede næsten to års musik bag sig, og det kunne de heldigvis godt høre på lejrskolen. Til kermesse lavede hans klasse et percussion-nummer, og det var faktisk Clements ansvar at holde takten for alle med sin guiro, der gik tydeligt igennem i hele salen. Jeg var naturligvis ved at revne at stolthed, og rigtig glad for at takke Brigitte for at hun havde givet ham muligheden for at prøve dette. Clement tog det oppe fra og ned, for ham var der ikke den store forskel på alle mulige andre musiktimer, tror jeg.

 

Så kom Eva også i skole og gennemførte første skoleår, og det blev hendes tur til at optræde i Brigittes yngste klasse. Som sædvanlig stjernerne. I år klædt ud som matroser til et hav- og hvaltema, inspireret af et teaterstykke om hvalen Madeleine.
Eva sidder ved siden af sin hjerteven, Paul.

 

Clement skiftede skole og nu i første klasse er kermesse mere seriøst og ikke helt så sjovt. Ham og vennerne Giovanni og Corentin lærte et digt udenad og deklamerede det foran forsamlingen.

På Clements nye skole er der en årlig forestilling på musikkonservatoriets scene, hvor samtlige skolens godt 200 børn medvirker. Desuden skoleafslutning, som børnene elsker, fordi der bagefter er lege, hvor man kan vinde ting, og så kan forældre købe kager, som de selv har doneret for at støtte skolens arbejde. Et klassisk koncept, der gennem årene har udbredt banankagen her i Verzy. Nu må de klare sig uden.

Sådan her så vores unger ud lige før afgang til første skoledag i deres nye skoler i Reims. Eva iført ny tøjstil og frisure efter eget valg.