9. december

Du gamle, rare bedstemor,
hvor det var dejligt, at du tror,
at nok du ud tør køre.
Og juletræet er så stort;
jeg så det stå i vores port. -
Nu skal du bare høre!

Juletræet er stort. Det skal helst røre loftet. Hvis det til gengæld rører loftet, er det nødvendigt at kappe af for at have plads til topstjernen. Og så har jeg endda slet ikke berørt, at det også helst skal stå nogenlunde lige.

Det har min far taget sig af hver eneste jul lige så længe, jeg kan huske.

 

Hvert år skal træet hentes i "Musik i skoven", vælges efter alle kunstens regler og saves over.

Da far fyldte 70 år, bad vi søstre alle gæster fortælle en historie, som de synes, siger noget om far. Alain skrev sin på fransk - min opfordring, far forstår og taler jo fransk, også selvom han helst ikke indrømmer det, jeg tjekkede med fransklærerinden, som jeg sad til bords med - og den handlede om dette årlige ritual: At hente juletræ.

Apropos den 70 års fest.

 

Hvor var det en dejlig oplevelse at se far så glad, glad for at se de mennesker, der betyder mest i hans liv samlet alle sammen og sige det og vise det højt og tydeligt, klart og rigtig fint.

Jeg har sjældent været til så glædelig en familiefest. Det kunne være værd at huske på: At være lidt gladere bare fordi. En milepæl er jo altid et godt sted at starte, og man kan jo heller ikke være taknemmelig hele tiden, men måske bare en gang imellem. Jeg tror, jeg vil prøve. Til næste år.

Tilbage til juletræet.

I Alains familie henter han også juletræ. Det står oppe på loftet, og derfra har han hentet det ned de sidste 25 år mindst, vil jeg gætte på. Det er kunstigt, og fra en tid, hvor det sikkert har været en god efterligning. Men efter de mange fremvisninger er det en anelse derangeret efter min mening. Jeg er mest til Nordmansgran, og sådan et installerer vi nu også efter fransk skik først i december med julepynt og alt hvad der hører til.

Det er dejligt.