18. december

Ved husets dør han stille står
og lytter meget længe;
han vide må, før ind han går,
om der er slemme drenge.
Og hører han, at far er vred,
imens han træet tænder,
han rokker straks ad trappen ned
og ud på gaden render.

Slemme drenge, slemme piger, det lyder som noget fra gamle dage, og det er det jo også. Ligesom begrebet artig, der stadig er i kurs i Frankrig: Det betragtes som godt at være sage. Det vil sige:

- stille i klassen
- gøre hvad der bliver sagt
- ikke lave ballade
- ikke tale i timen, fortsæt selv listen...

Jeg bryder mig ikke umiddelbart om det, men jeg anerkender, at lærerinden ikke kan lære børnene det store i et miljø med uro, larm, snak og pjat.

Jeg kan se Clement læse, skrive og regne, og det er færdigheder, han har fået, fordi det har interesseret ham, og det har interesseret hans lærere - han er nu på den fjerde - at han skulle lære det. Det er et af skolens vigtigste formål, så jeg lever med, at man skal være sage, og at man bliver puni, hvis man ikke er sage. Ingen rykker pigerne i fletningerne eller drengene i ørerne, men de bliver f.eks bedt om at skrive 20 sætninger, hvilket om ikke andet giver dem ekstra skrivetræning.

Jeg har forlængst forklaret Clement og snart bliver det Eva, at jeg ikke altid er enig i lærerens straffe, men at det er sådan i skolen, så hvis man er smart gør man, hvad der bliver sagt, og så har man ikke det problem.

Til gengæld har det været en fantastisk mulighed, at Clement har kunne komme i skole med flere venner, og på den måde opleve, hvordan man gør i Danmark. Jeg håber inderligt, at Eva kan få samme oplevelse, når hun er stor nok.

Clement har været med Jakob i skole i Pandrup og med Bjørg i Kastrup. Dagen i Pandrup deltog Alain også i, og det var således en rigtig dejlig mulighed for at også han kunne se, hvordan det foregår i en dansk skole.

Han var blandt andet imponeret over de fysiske forhold, der jo slet ikke er tilsvarende i Frankrig. Her hænger der børns arbejde på væggen, ikke kunst, det er vist kun i Clements skole, at der står en del flygler (af gode grunde), legetøj er det småt med, skolefritidsordningen rummer vist kun få brætspil. Fortsæt selv opremsningen. Der er heller ingen legeplads, men dog en fodboldbane. Men børnene leger alligevel, og de har det godt sammen, er mit foreløbige indtryk.

 

Jakobs klasse ligner Clements. Der er blot mere legetøj og bedre plads. Dette billede er fra 0. klasse.

 

Da Clement var på besøg sidst i oktober i 2009 var der morgensamling, hvilket ikke er kendt i Frankrig (mig bekendt).

 

Gymnastik, hvor det var ret interessant at følge med i, om Clement forstod anvisningerne: Gør sådan og sådan med bolden, klatr derop, løb derhen.

Den slags er han jo væsentlig mindre øvet i, fordi han primært hører mig sige sådan noget, og man får også den slags trænet ved at høre mange forskellige voksne give anvisninger. Men jeg kunne ikke se forskel på hans forståelse og de andre børns, og efter få timer sammen med Jakob og hans klasse var det såmænd ikke til at se, at Clement ikke også hørte til der.

 

Madpakke ved skolebordet ved siden af Jakob. I Frankrig skifter man til kantinen, og frokosten varer 45 minutter, og Clement får påtale (af mor eller papa), hvis han hævder at han ikke havde tid til at spise æblet (eller anden frugt).

Til Clements kantine udfylder man et skema: Spiser man kosher, sætter man blot kryds hist, er man muslim sætter man blot kryds pist, har man gluten-allergi et tredje sted, og vupti: Frokost i fire tempi med et varmt hovedmåltid, delvis øko og afbalanceret med godt varieret miks mellem kød, fisk, forskellige grøntsager, oste og desserter. Der er slet ingen, der overhovedet overvejer at gøre de andres madtraditioner til et problem, og børnene får et godt, nærende og afbalanceret måltid hver dag. Er det ikke fantastisk? Det er oven i købet billigt, hvis man bor i Reims, afhængigt af husstandsindkomst.

Man har brug for at spise godt, det er jo hårdt at gå i skole, ikke mindst de voksne kan have svært ved at klare mosten.

 

Nu har Clement så også haft lejlighed til at have fætter Adrian med i skole, hvilket var en stor oplevelse for os allesammen og for Clements klasse, hvor flere forældre har fortalt, at det var spændende for deres børn at møde en jævnaldrende dansk dreng og se billeder fra hans skole.

Det har blot bestyrket min oplevelse af, at den nye skole er åben, interesseret, på trods af at den for så vidt ikke er priviligeret.

De to har også udvekslet skoleskema, og Clement er således blevet klar over, at Adrian ikke er i skole lige så længe, som han selv er. Nu vil Clement derfor hellere gå i skole i Danmark. De har dog næppe udvekslet fri-onsdagen og de længere ferier, for jeg er ret sikker på, at der er samme antal lektioner, når det kommer til stykket.

Skolen Danube ligger i et såkaldt populært - skridt før zone, og det er ikke positivt i Frankrig - og etnisk meget blandet kvarter har samme indstilling. Der er altså mange tosprogede børn og en meget blandet forældregruppe. Den er priviligeret i kraft af musikken, der giver en særlig ånd, flere interesserede og en anden lærergruppe og midler til musikundervisningen. Der er ingen tvivl om, at det påvirker resten, og at der også går børn i disse klasser, der aldrig ville se et musikinstrument, hvis ikke det var lokalt muligt.

En rar stemning har noget med mennesker og deres indstilling at gøre, ikke nødvendigvis med mange midler, hvilket jeg gang på gang har bemærket her i Frankrig. De institutioner, vi har frekventeret, har bestemt ikke haft meget at gøre med, og det er ikke småting, de har fået ud af det. Der har næsten altid været en god stemning omkring børnene, og det har været tydeligt, at lærerne og før det pædagogerne i vuggestuen godt kunne lide at tage sig af børn. Jeg har aldrig - når først vi var i gang - savnet det danske system.

Nu er det mig, der begejstret fortæller andre forældre, at de endelig ikke må tøve med at lade deres børn komme til kvarteret Europe, skolen Danube, den er en lille juvel, endda selvom børnene skal være sage.