17. december

Hans skæg når lige til hans knæer;
og på hans hat foroven
et lille julelys, der står;
det stråler, og det skinner
på næsen og de hvide hår
og på hans røde kinder.
Og gade op og gade ned
sit træ han om vil bære;
hvor alle bor, bestemt han ved,
derpå kan vis man være."

Noget, der får julelyset til at stråle i mit hus er musik, og det begynder lige før den 1. Søndag i Advent med "Messias".

Men vi har så mange andre muligheder for musik efterhånden. Det er vidunderligt.

 

Alt godt begynder et sted, og Clements musikliv fik fart og form i selskab hver onsdag morgen gennem to år med Lucie Kralovcova, klassisk, tjekkisk sangerinde, som kan noget med børn og musik, der holder.

Pigen med det flotte år er vores veninde, og derfor ved vi, at det tager mange timer for en prof frisør at flette håret i de flotte mønstre. Hun spiller i øvrigt trombone nu.

Nu går Eva hos Lucie, og elsker det så højt, at den ellers ret fåmælte lærerinde har kommenteret på glæden. Noget, hun aldrig gjorde i løbet af Clements to år.

 

 

Lucie ledte os videre til Christian, der underviste Clement i at spille djembé i to år. To gange optrådte det lille ensemble, der voksede undervejs, til Telethon, der er en stor velgørenhedsbegivenhed i Frankrig, hvor man tjener penge til forskning i sygdom. Christian har en sjælden evne til at gøre alt magisk gennem de ord, han vælger til at iscenesætte musikken.

Da alain også var på holdet i to år, ved vi jo, at børnene aldrig spillede et stykke på samme måde to gange. Alt var dermed rimelig improviseret, også foran et publikum på 100, og det var ikke nemt før børnene at følge med, men nok endnu sværere for Alain at yde så høj en grad af fleksibilitet.

En af vores drømme er at tage med Christian på en uges ferie til et land i Afrika - det skifter hvert år - på en uges tromme- og dansekursus.

 

Her er så musikken fra Chalons, Clement allerførste yndlingsband, som vi lyttede til en hel sommer, og som han med stor succes introducerede til PErnilles sommerfest. Mine damer og herrer: Ziveli Orkestar.

 

Sådan ser Clement nye verden ud. Dette er Percussion-afdelingen, der optræder på scenen på Konservatoriet i Reims. Familie og venner er indbudt på tilskuerpladserne. De unge mennesker også de yngste på 8-9 år er således blandt venner her, men mange venner. Der sidder mange 100 og lytter. Det er i øvrigt Clements trommelærer, Jean, der betjener paukerne her.

 

Så fik han endelig sit trommesæt. Et rigtigt et med det hele til en begynder. Clement gik straks i gang med at indøve en Phil Collins-trommesolo, han har hørt og set meget på DVD.

Det begyndte her: En børnetromme fra moster Hanne, der troede, hun var en værre én med den tromme. Hun skulle bare tage og komme og høre, hvordan Yamaha lyder.
En lille xylofon fra Suna, Karen og Mads i dåbsgave, som nu er mest et minde om det allerførste instrument. Nu har Clement fået en anden, der klarer alle dur- og mol-skalaer. Nu får han nemlig undervisning på marimba, som er et instrument, man køber hus efter, ikke omvendt.

 

 

 

Det lille trommesæt eksisterer stadig, og det må være nogle af de bedste penge, vi har investeret i legetøj. Det fik Clement, da Eva blev født. Han var lykkelig, selvom han hurtigt blev klar over, at der manglede en charley, også kaldet hi-hat.

Så begyndte vi at komme på musikkons til den årlige åbent hus-dag. Clement var ikke fyldt fire første gang, og nogle af lærerne spurgte godt nok, hvor gammel den lille var. Men han fik lov at prøve en lille violin ligesom dem på seks og syv år, og trommeland var jo slaraffenland.

Desværre var det bevogtet af en meget farlig gammel professor, der bestemt ikke syntes, at små drenge skulle have lov at røre trommerne. Han var bestemt heller ikke en type, moderen kunne forestille sig at overlade sit lille englebarn til. Vi blev ved med at komme alligevel, og vupti, en dag ligesom i et eventyr, var den sure, gamle mand væk, og i stedet mødte vi Jean, som lod Clement spille et par minutter alt, hvad han havde lyst til, på pauker, rørklokke, marimba og det hele ligesom i Sigurd (& Symfoniorkesteret). Det betød, at Clement allerede kendte Jean og stedet en smule, da han sidste år var til audition. Det tog fem minutter, og vi valgte - nervøse - at tolke det som et godt tegn.

 

 

 

Den unge fyr her mødte vi til et åbent hus, hvor han lod Clement få lov at prøve den marchtromme, han ellers sad og øvede trommehvirvler på.

Sådan har vi indtil videre oplevet percussion-lokalerne: Som et åbent og rart sted, hvor de store gerne viser de små wanne be's til rette, og sådan forventer vi, det vil være nogen tid, indtil vi skal finde ud af, om vi kan finde os og Clement til rette i den øve-disciplin, de forventninger og det pres, som vi også vil møde fra konservatoriet på et tidspunkt.

Lige nu går det fint, og vi finder de fleste dage 10-15 minutter at røre trommesættet og/eller xylofonen i. Der er ingen tvivl om, at det var og er rigtigt at bruge alle disse kræfter på den nye skole.