21. december

Åh, hvor det stråler! Nej, se dog blot,
hvor alle lysene skinne!
Og se, hvor træet er fuldt af godt!
En kat kan nu først jeg finde.
Og der er et horn og en svane - åh!
Og der er Pjerrot af sukker;
ham skal jeg rigtignok passe på,
når siden vi træet plukker.

 

Her hænger en hest under denne gren,
og der er en kurv med pærer.
Og der er en mand, nej, sikken en!
En tøffel på ryggen, han bærer;
hvoraf han er lavet, jeg ikke ved.
Men se blot storken deroppe!

 

Og kagedukker, som hænderne ned
i bukselommerne proppe!
Og æbler, hvis stilk er fint forgyldt,
og et par strømper af kage
og kræmmerhuse, som helt er fyldt
med ting, som jeg nok gad smage!

 

Og svøbelsesbørn Og se blot der
to frøer af chokolade!
Nej kom! Der sidder en ugle her.
Åh, hvor vi alle er glade!
Og store figner i røde bånd
og grise og sukkerkranse! -
Bedstemor, kom, tag fat i min hånd!
Nu skal vi om træet danse.

 

At danse om juletræet med hinanden i hånden er en oplevelse, vi deler sammen. Alle os, der danser om juletræet. Helt umiddelbart, og alle er med på lige fod.

Det er egentlig ikke ret meget, vi deler så ligeligt, på tværs af alder, køn, sprog, men i løbet af vors år er der enkelte lejligheder.

Juletræsdansen er én af dem.

Vinhøsten er på mange måder en anden.

Den handler om at plukke, bære eller køre vindruer og ikke andet. Man kan komme som man er, og hvis man kan holde ud at være tæt sammen med de andre i en uge, er der en plads til alle.

Derfor ser vi i løbet af denne uge akademikere arbejde side om side med førtidspensionister, velhavende håndværkere sammen med utilpassede unge, hvis eneste aktivitet er at hente sårede fodboldspillere ind fra banen i sæsonen.

Clement og Eva har også fundet sig en plads, og den er ikke længere ved siden af os. Hvis de på nogen måde, kan knibe sig ind mellem de unge på 20, så er det nu her, de foretrækker at sidde under måltiderne.


 

 

Foroven bordets unge ende, forneden den gamle, hvor vi sidder

Jeg kan efterhånden godt mærke, at jeg er et helt andet sted end de unge i 20'erne, og det generer mig ikke længere. Jeg har ligesom gennemlevet den periode, og er nu i gang med en anden.

Men bare lige for at I ikke skal tro, at jeg er faldet helt af på den, så kommer her et billede fra sidste års gadefest i Verzy. Taget af Hanne fra Åbenrå, der må have været den eneste ædru person udover børnene.

 

Foto: Hanne Høier.

Så vidt jeg husker, er naboerne i gang med at tjekke, om jeg er i stand til at bunde et glas. Det kan jeg stadig. Men trods alt ikke uden at holde, sådan som vores nabo Wladis og sidemanden Gilles kan.

Disse billeder skyldes Hanne, der tilfældigvis var på besøg hos os nogle dage, dengang vi holdt gadefest. Gadens første, på mit initiativ og med vores nabo Wladis som postbud (invitationsuddeling). EFter seks år ved jeg stadig ikke, hvem der hører til gaden. Det er nemlig ikke så enkelt, at det kun drejer sig om dem, der bor i gaden. Andre hører til, fra andre gader, men ikke alle fra andre gader osv.

Hanne var der også, og hende VILLE naboerne absolut også møde, og de var meget fortørnede over, at hun ikke skulle have så meget champagne. Det var nu også helt usædvanligt fordi hun skulle tilbage til Danmark senere samme dag, og meget praktisk hentede hun Clement hjem fra hans første fodboldturnering sidst på eftermiddagen, hvilket hverken Alain og slet ikke undertegnede var i stand til.

Det kan nemlig godt være, at et flertal af naboerne er på den gamle side af de 50, men det mærker man overhovedet ikke, når de drikker champagne. Det er virkelig en disciplin, der mestres i vores gade, hvilket jeg er overbevist om, at Hanne skriver under på til hver en tid.

De gjorde i øvrigt også, hvad de kunne for at lokke mig til at synge højt og på fransk, men SÅ overrislet var jeg trods alt ikke, selvom det muligvis ser sådan ud. Jeg har kun - så vidt vides - danset på bordene og sunget højt, klart og uforglemmeligtfor på fransk en enkelt gang, og var den senere så berømte aften før Evas 1 års fødselsdag til Bastille-fest. Den slags husker til evigheders evighed, så man skal vælge sine lejlighed med stor omhu.

Jeg har nu omsider efter syv år mødt en fransk kvinde, til hvem jeg med total sindsro og uden frygt for at blive misforstået kan sige, at jeg til hver en tid snupper den trou - sorbet der typisk serveres mellem to hovedretter - der vasker sig i Marc de Champagne, og ALDRIG den uden, som kvinder, børn og andre umælende dyr normalt vælger. Jeg sætter i sagens natur stor pris på at have mødt hende.

 

Foto: Hanne Høier

Skål - Santé - Nazdrovyie

Her er lidt flere indtryk fra vores vinhøster:

Årgang 2010

Årgang 2009 og holdet

Årgang 2008

Årgang 2007

Årgang 2006

Årgang 2005

Årgang 2004