24. december

Josef var helt begejstret, da børsdirektøren var færdig med at præsentere sin idé for ham.

"Ja, det er lige os," udbrød han begejstret, mens han lavede store fejende bevægelser med armene.

"Nu skal I høre, mine venner," sagde han og så forklarede han planen.

"Oppe i Central Park er der en masse små huse og hytter, og det er sådan at børsen ejer et af dem, og de kan godt bruge et par som os som opsynsmænd. Det er ganske vist ikke 300 kvadratmeter stort som et ordentligt mellemklasse hus, men vi er jo også kun os tre og så vores hjord."

Der var nu heller ikke ret mange indbyggere på Manhattan, der rådede over 300 kvadratmeter, så det passede meget godt.

"Lad os nu komme afsted til Radio City Hall, folkens."

Det var brandmajoren, der meldte sig.

Og så skyndte de sig alle sammen ned til de flotte brandbiler nede på gaden. De steg alle sammen ind og satte sig godt til rette. Først tog de afsked med isbjørnen Gus, der var vel stor, og derfor fik sin egen ladbil, der satte kursen direkte mod Zoo i Central Park.

De andre satte med hylende sirener afsted mod Radio City Hall i Rockefeller centeret, hvor Maria og Julemanden og en urolig rensdyrmor ventede på dem.

De var hurtigt fremme.

Udenfor bygningen holdt julemandens kane, og de fandt hurtigt frem til en sørgmodigt udseende rensdyrko. Det måtte være kalvens mor. Og ganske rigtigt. Den lille sprang glædestrålende ud af den store brandbil, da den fik øje på sin personlige leverandør af rensdyr latte to go. Den måtte simpelthen have et bap, og det kunne kun gå for langsomt. Så dejligt, så skønt var det at komme hjem til mor til jul. Og lige så dejligt, lige så skønt var det at få sin unge tilbage til jul. De var glade, de to, og de så frem til at dele en dejlig aften sammen med resten af julemandens rensdyr.

Bom og Tvitte tog kærlig afsked med den lille rensdyrkalv.

Nu skulle alle rensdyrene blot lige på en lille gavetur jorden rundt med julemanden ved tøjlerne.

Julemanden befandt sig jo imidlertid stadig inde i koncertsalen hos den ulykkelige Maria.

Men det kan nok være, at hun fik tørret øjnene, da hendes livs Josef sprang op på scenen, tørrede hendes øjne med snipperne af sin brunstribede kjortel og satte hende ind i børsdirektørens generøse tilbud.

"Åh, min Josef," henåndede hun, "så bliver det alligevel jul i det lille hjem, og vi skal ikke længere blive boende dette - hmm - noget offentlige sted."

Så gennemførte de dagens allersidste forestilling med the Living Nativity, og da den sidste gæst havde klappet af, sluttede de sig til Frelsens Hærs julefest.

Her mødte de både Hosiannah og hendes frelservenner men også muldvarpefolkene, der var så grå, at man glemte, hvordan de så ud i samme sekund som man så væk fra dem, havde vovet sig op fra deres glemte metro-stationer.

Nøddeknækkeren, ja, han valgte at blive sammen med de andre soldater i Radio City Hall, for der følte han sig nu godt tilpas. Når der nu ikke var flere farefulde sitationer tilbage, hvor han kunne udøve sin maskuline side.

Og nisserne, hvad med Bom og Tvitte, spørger du nok?

Det er jo pærelet, i virkeligheden.

De rystede bare deres tryllesnevejr.

Og en-to-tre-vupti-hurtigere-end-du-kan-nå-at-sige-risengrød-med-smørklat var de to nissebørn tilbage i deres lune redde, foret med dejligt gult hø under det største træ i den store skov, hvor deres nissemor og nissefar ventede dem.

"Hvor har I dog været, børn?" spurgte nissemor.

"Jo, nu skal du bare høre," begyndte de to at fortælle, og jeg skal love for, at det blev noget af en historie helt fra New York.

Og så blev det da endelig jul.

Gus var tilbage i Zoo i Central Park.

Bjørnene drømte om de skønneste nordlys,

og fortalte hinanden røverhistorier fra Nordpolen hele julenat.

Vores familier holdt jul i Danmark. I Odense. Men den franske familie tænkte tit på, hvor hyggeligt det havde været at besøge New York, og hvor morsomt det havde været at bidrage til den skrantende amerikanske økonomi. De skulle vist have bidraget lidt mere. Meenn, der kommer jo også andre gæster i New York, som kan slipppe en skærv eller to til alles bedste. Familien ville så gerne sige:

Glædelig jul, fra alle os til alle jer.

Så det gjorde de så.

Og de havde skam stadig ikke lagt mærke til, at et par smånisser rejste med dem hele vejen, og havde haft supertravlt med at redde julen for alle folk i New York. Men det er jo også lige præcis sådan det er med nisser. De opererer bedst i det skjulte, menneskene når aldrig at se dem, kun det de har gjort. Sådan har det altid været, og sådan er det vist bedst.

Snip-snap-snude... og godt nytår.

23. december

Nissebørnene Bom og Tvitte befandt sig sammen med den oprindeligt tyske, nu amerikanske Nøddeknækker og frelserpigen Hosiannah på 20. etage i huset bag børsen i Wall Street i New York. De havde netop fået overtalt
det sødeste lille rensdyrkid til at bevæge sig ind fra det åbne vindue og ind i sikkerhed på kontoret på 20. sal, da brandmandsmajoren og børsdirektøren trådte ind.

"Hvad foregår der her?" sagde de med så dybe og alvorlige stemmer, at kiddet var lige ved at springe direkte ud af vinduet, så skræmt blev det.

Nisserne blev også helt urolig, og Hosiannah kom til at tage en hel masse høje C'er af bar befippelse.

Nøddeknækkeren følte, at her måtte han hellere træde til som rigtig mand. Så han hoppede frem og åbnede og lukkede munden nogle gange for ligesom at træde lidt mere i karakter.

Den manøvre gav ham et ekstra minut, som direktøren og majoren brugte på at tabe både hoved og mund og tage dem på igen.

"Hør her, venner" sagde han jovialt.

"Disse smånisser har uegennyttigt pløjet hele New York igennem for at redde denne rensdyrkalv, hente Josef hjem til konen og sikre julen for os alle sammen her i New York. Vi skylder dem både salutter og fanfarer og honnør og i hvert fald alt andet end det, jeg fornemmer, I lægger en anelse op til ved sådan at stå og tårne jer betydningsfuldt op dér i døråbningen."

Direktøren og brandmajoren, der jo slet ikke havde nået at sige noget endnu, kunne ikke finde hverken grimasse, passende ord eller hvilket ben de skulle stå på, så de lyttede i stedet bare videre til Nøddeknækkeren.

"Vi har brug for assistance nu, og der kunne I brandmænd virkelig gøre nytte," fortsatte han. "Vi har en isbjørn stående nede i receptionen, der skal hjem i Zoo. Vi har en tømrer, der skal over i Radio City Hall til sin kone - der skal jeg også selv hen - vi har to nisser, der skal tilbage til det røde hus. Og så er der Hosiannah. Min ven, hvor skal du hen til jul?"

Hosiannah svarede: "Jeg skal holde jul sammen med Frelserhæren og de hjemløse og de ensomme, og hvem ved, måske er der også nogle af Muldvarperne med."

"Men," fortsatte hun, "Hvis vi er ved at være færdige her, kan jeg godt lide nå ud en tur med klokken en dag mere, og så er der endnu flere, der kan få en dejlig jul, fordi vi kan nå at købe gaver til børn, der ellers ingen ville få, julemad til dem, der ellers ikke ville have råd, og meget mere.

"Hos os synes jo, at det bedste ved jul er at give til dem, der har mindre end os, og det behøver altså ikke at være penge eller ting. Vi synes, at det allerbedste julesind opstår, fordi rigtig mange mennesker netop i julen husker bedre på hinanden, og mennesker blomstrer smukkest i relationer til andre mennesker."

"Så jeg skal ikke køres nogen steder hen. Jeg stiller mig tilbage til min røde keddel til penge, ringer med min klokke og samler penge ind."

Så manglede de sådan set kun at få styr på en enkelt ting. Josefs penge. Hvordan var det mon gået, var det gået efter planen, havde han virkelig nået sit mål og tjent nok til et pænt lille amerikansk hus i mellemklassen på 300 kvadratmeter.

Det var lige noget, børsdirektøren kunne hjælpe med.

"Ved du hvad Josef," sagde han, "Jeg har et forslag til dig, sådan at du og din familie får tag over hovedet, ordentligt tag over hovedet, og til gengæld lover du så ikke at lave uorden i julen og julesindet en anden gang."

Og så tog han Josef under armen, trak ham med over i et hjørne og satte ham ind i tingene.

22. december

Nissebørnene havde stadig propper i ørerne, da de trådte ud af elevatoren på 20. etage i den bygning, hvor New Yorks pengemarked bor. De puttede sig endnu så dejligt i frelserpigen Hosiannahs dybe og bløde lomme. Nu var det imidlertid tid til action.

En lille rensdyrunge var havnet på gesimsen uden for et af vinduerne på 20. etage - og det er altså meget højt oppe - og sad og hylede og hvinede, mens en mand med sort skæg og brune øjne prøvede at tale den til rette.

Det gik ikke ret godt. Det var som om de slet ikke talte samme sprog. De talte ikke samme sprog.

For det var jo Josef, der prøvede alt det bedste han havde lært for at prøve om han dog ikke kunne lokke det lille dyr tilbage i sikkerhed igen. Men han talte hebræisk og kun en smule engelsk, og rensdyrungen talte rensdyrsprog og kun en lille smule engelsk, og det lykkedes ham ikke at overbevise den lille, der var skræmt fra vid og sans af højden.

Men også af postyret nedenfor med skrattende megafoner, hylende sirener og mennesker, der gloede op på den.

Bom og Tvitte hoppede resolut ud af lommen og pilede hen til det vidåbne vindue. Op af den barbenede Josefs kjortel og videre derfra over på vindueskarmen og ud på gesimsen til det lille rensdyr.

"Hej du," sagde de i munden på hinanden på rensdyrsprog.

Nisser var nemlig meget dygtige til at tale alle mulige dyresprog og selvfølgelig især de sprog, der tilhørte dyr fra kølige eller ligefrem kolde lande som de selv. Desuden havde de den indstilling, at hvis man ikke kunne sprog, måtte man prøve at lære.

Det var der også andre, der mente i Amerika, og derfor havde amerikanerne fundet på tegnefilmen med eventyrersken Dora. Hun skulle lære de spanske børn lidt engelsk og de engelske børn lidt spansk. Altså i Amerika. I Frankrig kunne de også godt lide Dora, men der taler hun fransk og så lidt engelsk, og man kunne købe alt muligt Dora-dims. For alle forældre i Frankrig sagde, at de meget gerne ville have, at deres børn lærte engelsk.

Men lige meget om Dora talte fransk eller engelsk eller spansk lignede hendes eventyr altid noget i retning af denne film, og når man havde set et minut havde man sådan lissom lidt set det hele. Men populært var det.

Nå, men især rensdyrsprog volder ingen nisser problemer, da rensdyrene jo ligesom nisserne selv er tæt forbundet med julemanden, og de er jo nødt til at kunne snakke sammen allesammen for at at trække i samme retning, når de skal rundt til alle børn juleaften.

"Hvorfor sidder du herude og kukkelurer?" spurgte de den lille rensdyrkalv.

"Jeg kan ikke finde min mor, og jeg savner hende rigtig meget," sagde dyret, der virkelig var så lille, at den nok stadig var en lille patte-ren.

"Nåh, stakkels lille dig," sagde Tvitte moderligt, og så fik hun en idé.

"Var du og din mor også med foran Julemandens kane i det store Thanksgiving optog?" spurgte hun.

"Ja," sagde det lille rensdyr, "og jeg har ikke set hende siden. Jeg blev taget og proppet ned i en taske, der faldt jeg i søvn efter at have hylet rigtig meget, og da jeg vågnede igen var jeg havnet hernede, hvor man kun spiser donuts og drikker latte-to-go, men jeg savner sådan noget rigtig rensdyrmælk. Og så besluttede jeg mig for at sætte mig herud og hyle lige til min mor kom og fandt mig igen."

"Nåh," sagde Tvitte medfølende, "Men nu skal du høre, vi ved godt, hvor din mor er. Hun er sammen med alle de andre rensdyr oppe ved Radio City Hall, hvor Julemanden tager sig af Maria og den lille Jesus-baby. De er nemlig også kede af det, fordi de savner deres far rigtig meget."

"Det er jo dig, Josef," sagde hun videre på hebræisk til husbehov.

Hun kunne virkelig lidt af hvert, den Tvitte, også selvom hun var helt lille.

"Hvordan er du dog havnet her?"

"Joh, ser du," sagde Josef, "Jeg tog jo herned til Wall Street for at tjene nogle hurtige penge. Min idé var at spekulere i julen. Når nu jeg ikke længere var sammen med min kære familie, så gik det mindre godt med julen i New York, og når der er mangel på noget, går prisen jo op. Så jeg tænkte, at hvis jeg nu satte mine penge på julen og derpå skabte tvivl om den, så var der lidt penge at tjene. Lige nok til et lille nydeligt hus i mellemklassen til en familie som os."

"Selvfølgelig," fortsatte han, "Du må forstå, at det var aldrig min hensigt at bringe julen sådan virkelig i fare. Det er klart. Der står alt for meget på spil. Børnenes strålende øjne, fædrenes muntre fløjten, mødrenes glade kvidren og alt det der. Jeg ville bare lige trække den lidt, forstår du. Jeg har jo også min lille families trivsel at tænke på, og vi kan jo ikke blive boende inde i Radio City Hall efter jul."

Ja, det vidste Tvitte ikke, om hun helt kunne forstå. Men nu havde de jo i hvert fald fundet Josef og de havde også reddet rensdyrungen ind i sikkerhed og lovet, at de nok skulle finde dens mor, så den kunne få sig en raindeer latte to go i stedet for.

Alle var sådan set glade og tilfredse, men så trådte New York Børsens direktør og brandmændenes brandmajor ind af døren på 20. etage.

21. december

Der var fuld aktivitet foran New Yorks børs - Stock Exchange eller bare NYSE - som den hedder på amerikansk - da vores fire venner ankom, anført og for nogles vedkommende båret af frelserpigen Hosiannah.

De kunne se det flotte hus på lang afstand. Det lignede et græsk tempel med doriske søjler udenfor, der var pakket pænt ind i Stars and Stribes. Sådan hedder det amerikanske flag, ligesom det danske flag hedder Dannebrog og det franske flag hedder Tricoloren.

Ja, ja, flot så det ud med en stjerne for hver af USAs 53 stater og striber, der passede til.

Man hvad var nu det?

Gaderne ved New Yorks børs var fuld af brandbiler. De kom fra FDNY - Fire Department New York, og de brandmænd var skam helte i hele verden.

Brandbilerne kørte rundt med flag på, og det var svært ikke at tænke på, at disse mænd på en eller anden måde var meget større end de uniformer, som nogle af dem skam ellers fyldte godt ud.

Fordi det er rigtig rart for folk, der bor eller arbejder i meget høje huse, at føle sig sikre på, at dygtige brandmænd og redningsfolk vil komme og hente dem ned, hvis der skulle udbryde brand. Det gjorde det på en eller anden måde meget lettere og mindre bekymrende at opholde sig i New Yorks høje bygninger.

Familierne i det røde hus havde også besøg af en brandbil en nat, og den var fyldt med brandmænd, og ham, der kom helt op på femte sal, var skam også en rigtig helt.

Eller... Han var i hvert fald en mand, man omgående fik tillid til, når man havde allermest brug for det, og allerhelst bare ville sove videre, men ikke var helt sikker på, at det var nogen god idé.

Men at sove videre var lige præcis det bedste, man kunne gøre, sagde brandmanden.

Således fik han stort set alle til at tage det roligt igen, og det var i virkeligheden nok hans allerstørste kunst.

Tilbage i Wall Street lagde nissebørnene mærke til nogle vejspærringer, der var anbragt ved vejene omkring Wall Street. De fungerede som små mure, man kunne hejse op og ned, og det var helt umuligt for biler at køre igennem gaderne, hvis ikke ham med nøglen var klar til at trykke på den knap, der hejser muren ned, sådan at der blev fri passage. Det mindede lidt om forsvarsværker ved borge i Middelalderen, men det her var skam topmoderne og bygget i selveste det 21. århundrede.

Det var rigtig smart, for hvis der nu var nogen, der fik lyst til at røve NYSE, kunne politiet bare skynde sig at rejse spærringen, og så kunne røverne ikke komme forbi med pengene.

Lige netop nu var der et farligt postyr. Brandbiler holdt med roterende lys foran børsbygningen, politi talte i megafoner, så man kunne høre deres mærkeligt forvrængede metalstemmer give genlyd mellem skyskraberne, og de store brandmænd - nogle af dem var skam også tykke - holdt springlagner.

De kiggede op. Det var ikke til at lade være.

Et mærkeligt syn mødte dem.

Højt oppe - mindst på 10. sal eller måske endda 20. sal i huset bag børsbygningen - stod en lille rensdyrkalv og rystede. For der var meget langt ned. Bagved stod en mand i noget mærkeligt tøj. Det så ud som om han talte med det skræmte dyr.

Lige lidt hjalp det. Kalven blev, hvor den var.

Nissebørnenes øjne stod på stilke og deres ører ligeså. De slugte hele det store new yorker brandmands- og politishow, der rullede sig ud omkring dem.

Så fik Bom en idé.

"Ved du hvad, Tvitte," sagde han, "Det må da lige være en opgave for sådan et par nisser som os at snakke med rensdyrungen. Vi kender jo en del til hans slags. Skal vi ikke prøve at gå op og overtale ham til at komme ned?

Det syntes alle var en mægtig god idé, og så havde de jo pludselig et ærinde inde i New Yorks børsbygning. Hallen var mægtig fin. Den blev også bevogtet af mænd i smarte uniformer med kasketter, der passede til. De gjorde honnør for vores nisser, der jo nu havde god grund til at kigge ind. Nisserne, der stadig sad i Hosiannahs lomme, styrede direkte mod elevatoren.

De var lynhurtigt på 20. etage.