Julekalender 2010

6. januar

2011-01-05T13:33:00.000-08:00

Se, nu er da julen straks forbi;
det er Helligtrekongers aften.
Så ender den rare jul; men vi
er glade, at vi har haft den.
Tre lys har vi tændte - tænk engang -
for kongerne, de, som bragte
Jesusbarnet en julepresent;
vi ved det, for far har sagt det.
Her sidder vi ved vort lille bord
og ser, hvordan lysene brænde;
når de er slukkede, siger mor,
at så er julen til ende.

Noget af det allerbedste vi foretager os i januar måned her i Frankrig er at spise Galette des Rois. Hellig 3 Kongers-kagen.

Her spiser vi den for allerførste gang i selskab med de danske-franske familier fra Paris, der besøgte os i Soulieres lige efter årsskiftet 2003/2004.

De piger og især Julie var jo min mødregruppe i Paris, faktisk de eneste jeg oplevede jeg kunne tale med i Frankrig i de første par år udover Alain. Jeg blev hurtigt klar over, at ingen nok ville komme til Soulieres uden deres mænd og biler, så jeg inviterede dem en søndag. Til dessert skulle vi have Galette des Rois, hvilket alle fandt sjovt. De fleste kendte som danskere ikke traditionen. Det gjorde jeg heller ikke.

Men min svigermor stak mig ugen inden opskriften med ét: Her, den kan du lave på søndag, og så tog hun ellers ud at rejse. Derfor stod Alain og jeg med håret ned af nakken til sent aftenen før med dette bageprojekt.

I virkeligheden er det ganske enkelt, og smager 100 gange bedre end bagerens model, og I kan nemt lave den selv.

I kan begynde med at skaffe en lille porcelæns-overraskelse. Det er kagens indbyggede konkurrence. Den kan udskiftes med en bønne, som det også oprindeligt har været. Den gælder det om at finde i sit stykke, og så bliver man roi eller reine. Altså en slags pendant til juleaftens mandel i ris a l'amanden.

Hos Finn og Isabelle har jeg lært, at man placerer et barn under bordet, og så skærer moren kagen for i otte stykker, som barnet fordeler på de tilstedeværende.

Porcelænsfiguren - fêve'n - kan se sådan her ud:

Her er den fra et samlermarked i Vertus, hvert år sine serier, og det er selvfølgelig et samlerobjekt for nogle.

Denne kage er som nævnt meget dejlig og den kan sagtens laves i Danmark også.

Køb to færdige tærtebunde,

Dem jeg køber her er en mellemting mellem butterdej og mørdej. De skal gerne løfte sig i lag som wienerbrød men helst ikke så tungt og fedt som butterdej. Men hvis det er nødvendigt, så er butterdej bedre end mørdej, vil jeg mene.

Næste skridt går ud på at lave to forskellige cremer, der blandes til sidst.

Creme 1:
10 cl mælk
20 g sukker
2 tsk vanillesukker (jeg bruger god vanillesukker m ægte vanille)
1 æggeblomme
10 g Maizena

Denne creme mislykkes, hvis man ikke respekterer rækkefølge og hvillken blanding, der kan hældes i en anden.

Varm mælken i en kasserolle.
Rør æg og sukker i en skål, tilsæt Maizena og derefter mælk
Hæld tilbage i kasserollen og varm op, lad den tykne gennem to minutters konstant omrøring. Hæld den ud på tallerken og lad den afkøle

Creme 2:
80 g smør
80 g florsukker
80 g mandelmel (det må man lave selv, hvis man ikke kan købe det som i Frankrig)
2 æg
1 tsk gylden rom (jeg bruger den farve rom, jeg har)

Blødgjort smør røres med æg, et ad gangen, tilsæt mandelmel og florsukker og rom, og rør cremen ensartet

Anbring den første tærtedej på et stykke bagepapir på bageplade. Prik den med gaffel.

Blandt de to cremer godt, hvilket giver en masse, som hedder frangipane på fransk. Den er marcipansagtig. Spred den på tærtepladen men stop 3 cm fra kanten hele vejen rundt. Anbring bønnen eller figuren et sted i creme-massen.

Man kan pensle kanten med vand.

Den anden plade lægges ovenpå den første og kanterne presses sammen.

Øverste plade pensles med æggeblomme.

Kagen tilbringer 30 min i køleskabet

Tænd ovnen på 210 grader.

Pensl en gang til med æggeblomme og rids et mønster med kniv. Prik kagen i midten for at undgå at den puster sig op i ovnen.

Bag 10 min og skru så ned til 180 grader, hvorpå kagen bager yderligere cirka 25 minutter.

Nu venter nydelsen forude.

Kagen skæres i otte stykker, hvis man er flere, må man lave flere kager. Det gælder om at have en krone klar. Som vi havde til Flemming i det herrens år 2004. Nu er det 2011, et uden tvivl glimrende år at spise en hel masse Galette det Rois. Ligesom de andre år.

Her i regionen serverer man altid champagne til kagen. Jeg vil i så fald anbefale demi-sec.

Lego styrer

2011-01-02T01:48:00.000-08:00

Sådan her kan man også bygge med Duplo. Det er måske ikke lige til at se, men dette er en guitarfødselsdag, og der er guitarer på både skal-vi-sige 4 år, en storebror på 8 år og så en meget stor, der fylder 15 år. Clement har simpelthen haft så utrolig meget glæde af Lego, og det fortsætter foreløbig. Han har jo haft en fantastisk lærer i Alain, der har elsket at bygge igen, men det har også altdi været stort at se Mads' store Lego-konstruktioner og siden at dele det med jævnaldrende Lego-entusiaster som Robert, August og Jakob.

Percussion

2011-01-01T01:40:00.000-08:00

Billede fra endnu en djembé-koncert, hvor læreren Christian havde inviteret en af sine musiker-venner med. Han sidder i baggrunden og spiller tabla, som er et percussion-instrument, der bruges i Afghanistan, Pakistan og sikkert også andre steder.

Jeg husker, at jeg blev enig med en af de tilstedeværende - og det var hverken mor eller Nathalie eller kusinerne, der også var med - at det jo ikke skader musikken, at de optrædende også ser godt ud.

Christian ser uforskammet godt ud, og det var da også det første, Evas lærer sagde sidste år, da han havde aflagt besøg i Clements klasse halvanden time forinden. Rygterne løber hurtigt i lilleputland: Hun ville godt have været inviteret, og så havde hun forresten hørt, at læreren så godt ud. Det kunne jeg kun bekræfte.

31. december

2010-12-31T01:24:00.000-08:00

I aften ender det gamle år,
og derfor vi æbleskiver får.
Jo, vi kan lugte, at Karen bager,
mens vi spiller Gnav om peberkager.

Nå, hvor det buldrer derude! Hør!
Der kom en potte på Karens dør.
Det var vist Anders, for Karen siger,
at han gør løjer med alle piger.

På gaden knalder det skud på skud,
nu skyder drengene året ud.
Jeg hørte det før, da ned vi rendte
for bedsteor fra vognen at hente.

Hun bliver altid, til tolv den slår,
for så begynder det nye år.
Først vil hun "Glædeligt nytår" sige,
så kommer vognen og hendes pige.

Nytårsaften har vi holdt sammen med mange af jer i årenes løb, men der er ikke mange af de aftener, der findes på billeder. Der er lige en undtagelse fra Pandrup, hvor vi var sammen med Marianne og Allan og nogle af deres naboer for nogle år siden. Vi fandt blandt andet ud af, at Clement ikke bryder sig om knaldperler, hvorimod Eva er stor fan. Ingen stor overraskelse.

Det var da forresten denne nytårsaften, vi drak de første flasker med syvstjerne på maven. Den lavede Alain og Marianne til os, og vi har været glade for den lige siden. Muligvis vil blive trukket lidt i spidserne i løbet af 2011 efter Peters banebrydende opdagelse i efteråret 2010: Syvstjernen er i virkeligheden to sammensatte femstjerner, sagde Peter, og konstruerede en model for at underbygge tesen.

Syvstjerne eller dobbelt femstjerne. Hvis I blander for hårdt i nat, så gør det ondt i håret i morgen, med mindre I holder jer til vores champagne.

Både det ene og det andet er et afprøvet koncept.

Ellers kan man jo træde ud i nytårsmorgenkulden og se om det får tågerne til at lette.

Frisk nytårsmorgen på naturlegepladsen i Hune tæt ved Løkken. Frysende koldt, sådan som nytårsmorgener har det med at være.

I år holder vi nytårsaften, formentlig i Verzy, formentlig med diverse venner.

Vi ønsker jer et dejligt og lykkebringende nytår.

Husk at kigge om fem dage. Man har lov at strække jule- og nytårstiden helt til Hellig 3 Konger.

Jason

2010-12-30T01:16:00.000-08:00

Clement med sin ven fra det første skoleår, Jason, der nu bor 120 kilometer længere sydpå. De ses stadig i ny og næ, og deler interessen for fodbold.

Jason og hans storesøster Amandine var de første børn, jeg rigtig kunne øve børnefransk med. Jeg var naturligvis nervøs, men børn er jo ikke så komplicerede: De skal enten spise, drikke eller tisse, så jeg holdt hurtigt op med at bekymre mig.

Ferme Vertuelle

2010-12-29T01:02:00.000-08:00

Ferme Vertuelle er en herlig besøgsbondegård midt inde i vores store skov.

Indehaveren er lidt af en særling. Han fortæller historier, og samler på alt.

Ethvert besøg starter med at man får en masse stenhårdt baguette at fodre dyrene med, ellers tager gedebukkene, hvad de rive løs, hvilket far fik at mærke, da vi besøgte dem sommeren 2009.

Børn slutter altid et besøg med et diplom, men først skal de sige som en hane. Den siger som bekendt coqerico med forbehold for stavefejl.

Kugletrillere

2010-12-28T01:37:00.000-08:00

Har I lavet havregrynskugler for nylig. Det er læk-kert, som Eva siger.

Lego-land- filial

2010-12-27T01:23:00.000-08:00

Vi har en underafdeling af Lego-land på vores loft, der hedder Lego City. Osvald, vores yngste grandfætter, syntes, det var ret ok, da han besøgte os sammen med sin familie i den danske efterårsferie i 2010.

Svømning

2010-12-26T01:00:00.000-08:00

Clement går til svømning på andet år.

Det går fint. Det er nemt for ham, forlyder det hver tirsdag aften, når han er færdig kl. 18. Jeg synes, det er fint, at det er nemt for ham. Jeg vil gerne have at han føler sig sikker på at han kan og ikke nervøs i vandet for det, han ikke kan endnu.

Gruppebilledet er han ikke på, det er hans klasselærer fra sidste år, som også tog børnene med i svømmehallen en gang om ugen det meste af året. Jeg var med for at hjælpe med især påklædning efter badet, og fandt det interessant at iagttage dynamikken mellem hende og børnene.

Hun tog sig af en fjerdedel, en anden lærer tog en anden fjerdedel og to svømmelærere tog sig af den sidste halvdel. Det var en super oplevelse at se hende med børnene. Clement taler stadig om hende, han mener, at Sylvie, mme Gorguet, er verdensmester i at lære børnene at læse, eller i hvert fald Frankrig, eller la Marne (vores departement).

Sidste skoledag holdt vi en lille fest, hvor vi inviterede hele klassen, deres forældre, søskende og læreren fra Maternelle, Brigitte, hendes pædagogmedhjælper, Pascale, og så Sylvie Gorguet. Helt fantastisk forærede Clement hende sin Bateau a l'eau. Et ret flot træskib, han selv har limet og banket sammen, og det var jeg faktisk ret imponeret over. At han helt selv fandt på at give et rigtigt fint projekt, han selv har ordnet, og på 100% eget initiativ.

Bat-Eva med egen tulipan

2010-12-25T01:12:00.000-08:00

Her ser I bat-Eva med is og bat-tulipan på mormors terrasse.

24. december

2010-12-24T01:21:00.000-08:00

Hanne og jeg og min lille bror,
vi sidder her ved det store bord
og leger så dejligt på dugen.
Da far og mor i kirke gik,
alt juletøjet frem vi fik;
vi er ganske ene i stuen.

Knud har en æske med dyr og træer,
mine soldater marcherer her
og Hanne sit køkken har hentet.
Jeg sender hende en tinsoldat,
som spørger, om maden er parat,
hun siger, at den har ventet.

I morges, da jeg vågnede, far
herind i dagligstuen mig bar,
han tog mig i tæppet på armen
for julemorgen altid vi må
herind og høre klokkerne gå
og blive klædt på i varmen.

I Peters Jul er det 1. juledag, hvor børnene får lov at blive klædt på i varmen, altså i stuen, hvor der allerede er fyret op. Men det ved jeg kun, fordi min far har fortalt om den store nydelse ved at blive klædt på i varmen modsat at måtte klæde sig på på værelse ved den kolde kakkelovn.

I virkeligheden, her i julekalenderen, når du læser dette, er det først juleaften i aften. Jesus' fødselsdag, juletræ, julegaver, julemad, måske endda julesne. Julepynt:

Ovenpå vores skab i stuen ser der i år - 2010 - sådan her ud i et af hjørnerne.

Jeg er meget glad for "den døende snemand og juletræet", som er Clement første værk var skolen her i Verzy. Evas ditto står i det andet hjørne i det rene syltetøjsglas: Confiture de Noël laver man af tørrede grankviste, grankogler med guldstøv, små stykker bagt ler, tørrede appelsinskiver og lignende. Er det ikke poetisk og fint? Den slags er de rene mestre i i Verzy, hvor en kunsthåndværker laver formning med børnene.

De andre dimser er også fine, dem må jeg fortælle om en anden gang. Jeg kan måske lige nævne at keramiknissen og -englen er mandelgaver fra diverse år.

Julekrybbe er et begreb, der er kommet ind i min jul i Frankrig, hvor man jo sætter sin julekrybbe - det vil sige sin model over stalden i Bethlehem op for foden af juletræet, og først den 24. sætter man babyen hen til resten af holdet.

Den idé kommer fra Provence, og her kan man købe fine håndmalede, hånddrejede og uden tvivl både velsignede og velsignende prisen taget i betragtning, og det har vi gjort i foreløbig et par udgaver. Den første var til mor for nogle år siden.

Selv har vi en i plastic fra Cora. Det er en meget veludstyret butik, som mange af jer ved. Men vi har også en anden. Jeg kan ikke huske om det er en julekrybbe, men jeg har fået den af Karen, til jul, og for mig er det blevet min abstrakte julekrybbe. Hvert år står den, så lyset kan falde igennem det kulørte glanspapir.

I kan nok forstå, at jeg er meget glad for den.

Jeg er i det hele taget meget glad for Karen, som jeg jo sammen med hendes lillebror og mor har fået tilbage i mit liv på en måde, som har været meget dejlig for os alle, men helt særlig for mig. Det er jeg taknemlig for, og det vil jeg blandt andet tænke på, når jeg sidder i Thomas Kingos Kirke i aften som hvert år.

Dagen begynder i Zoologisk Have, som holder åben have hver den 24. december om formiddagen.

Vi og det halve Odense benytter lejligheden til at besøge dyrene og forkorte dagen for utålmodige børn.

Jeg plejer også at køre til kirkegården i Sanderum. Sidste år var det med Fie, det kan også være med mor og med Hanne eller os alle. Det skifter.

Vi har røde tulipaner med til mormor og morfar og et gravlys, som meget tit er svært at tænde. Imens vi kæmper hører vi ofte Sanderums kirkeklokker kime. Det er meget stemningsfuldt. Der er altid mange lygter på kirkegården - om de brænder eller ej, afhænger af vindstyrken - men det er tydeligt, at mange tænker på deres døde.

Sidst på eftermiddagen går vi i kirke. Det er der mange, der gør, man skal komme i god tid for at få plads. Vi kommer nu altid til at sidde ned og sidde sammen. Hvad vi kan se, er ikke så vigtigt, for det foregår altid på samme måde.

Jeg kan godt lide at gå i kirke juleaften. Jeg holder af at synge salmerne, nyder orglet og den kornet, der ofte ledsager, velsignelsen gør mig godt. Som barn tog gudstjenesten evigheder, nu er den hurtigt færdig. Hele den 24. december går hurtigt med alle dens gøremål.

Når vi kommer ud af kirken, ønsker vi hinanden glædelig jul, og så går vi tilbage til Engvej og drikker champagne. Et nyt element, der kom til for - rigtig gættet - nu otte år siden.

Det kan også forekomme, at jeg spiller julesange på klaveret. Og at Clement og Eva får lov at åbne en julegave før tid.

Vi spiser flæskesteg med almindelige og brune kartofler og diverse tilbehør og til dessert ris a l'amande med mandelgave, som jeg ofte vandt som barn. Men det er gået tilbage med heldet.

Men i 2008 var det min tur endnu engang, og som I kan se, bliver jeg stadig glad. Efter en ærlig spurt er det stadig godt at vinde. Eva har det store problem at hun ikke bryder sig ret meget om søde sager og heller ikke desserter. Clement elsker risengrød, så mon ikke også à l'amanden glider ned.

Bagefter rydder nogle af os op, mens andre snakker, for alle kan alligevel ikke være i køkkenet på én gang.

Vi tænder træet, vi hjælpes ad. Som barn var det sådan en stor oplevelse at se det tændte træ. Nu tænder jeg det selv, men jeg glæder mig stadig over decembers duft af gran og juleaftens af "brunt og brændt". Det er som dufte, betyder mere med alderen. Jeg lægger i hvert fald mere mærke til duft, og placerer dem i tid - fra min barndom, fra København eller hvad det nu kan være - hvilket jeg ikke gjorde før.

Vi danser om træet, mens vi synger. Ikke nødvendigvis med deltagelse af alle hele tiden, men så vidt muligt.

Hver vælger mindst én sang efter alder. Den ældste starter eller også er det den yngste. Bagefter er der andre sange, der skal synges.

"Dejlig er jorden", "Dejlig er den himmel blå", "Det kimer nu til julefest", som vi også synger et vers af, før vi spiser, "Et barn er født i Bethlehem", "Julen har bragt velsignet bud", "Velkommen igen Guds engle små".

De senere år er jeg også blevet glad for "barn Jesus i en krybbe lå" og "Hjerte løft din glædes vinger".

Hanne har jo altid været sindssygt stærk i salmevers - Grundtvig-Cold'sk friskole - jeg kan stadig huske, hvor sindssygt irriterende det var i Bellinge, når hun sad på gulvet i sit værelse og deklamerede "blomstre i en rosengård", men det er altså forklaringen på, at jeg kender den salme i dag. Jeg lærte nemlig ikke den slags i min folkeskole, og i dag synes jeg, at det er en smuk tekst.

Den bedste sang af dem alle er dog "Højt fra træets grønne top", og vi udskifter frit og frejdigt navne, så de passer med de tilstedeværende. Dog ikke Alain, men det må være en fejl, og nu hvor han lærer dansk hos Marlene, må han også hellere få sit eget vers.

Jeg kan også godt lide at spille "Altid frejdig når du går", fordi mormor altid gerne ville høre den sang. Hun tænkte tilbage på besættelsestiden og alt, hvad den rummede for hende, og jeg tænker tilbage på hende.

Når der er sunget af, åbner vi endelig julegaver. Der er mange, for alle giver hinanden noget. Sådan har det altid været.

Til sidst trakterer mor med småkager, konfekt og frugt, the og kaffe, en øl eller vand. Det er ret forskelligt, hvad folk har lyst til at drikke. Typisk er det ikke den store sult, der plager.

Juleaften var det magiske øjeblik, da jeg var barn. Siden ændrede det sig -eller udvidede sig er måske mere korrekt - til resten af december måned, som jeg gennem mange år har nydt som den tid, hvor jeg har set mange venner og familiemedlemmer til diverse arrangementer.

Med børn får den lige en tand til. Når man kommer hjem fra udlandet, og vælger at gennemføre sine ferier som vi gør, får den yderligere en tand. Det gør vores juleferie til en meget travl periode, men også en utrolig festlig tid, hvor vi altid har mange gode stunder sammen med alle jer, som vi gerne vil være sammen med.

Vi har af og til set Mette, Maja og Stine i Odense.

Vi har være i Juletivoli med Jakob og Ellen og deres forældre

Juletivoli var sindssygt meget koldere end når vi sædvanligvis mødes et sted i Danmark. Det er nemlig om sommeren. Men den lyserøde champagne var stadig ok under disse forhold, og også i papbægre og sammen med pølser.

Besøgt Sløk'erne i Svanninge Bakker på Fyn, hvor det har været fascinerende nu flere gange at se Clement og Flemming genoptage den leg, de legede sammen sidst, også selvom der var gået et år i mellemtiden.

Vi har haft masser af gode oplevelser med jer allesammen i juletiden i årenes løb. De er imidlertid ikke ret godt billeddækket, vi har åbenbart brugt tiden på at snakke i stedet for at fotografere. Så dem, der ikke er billeder af lige her: This is why.

Glædelig jul i stuen til både den ene og den anden og jer alle, nu har I sikkert travlt med alt muligt, og det har vi også, men jeg sender jer som nævnt en tanke i løbet af den lille times tid, jeg efter planen tilbringer på en bænk i Thomas Kingos kirke.

Knus Solveig

PS Kig igen nytårsaftensdag. Julen må godt strækkes lidt.

23. december

2010-12-23T01:17:00.000-08:00

Og gåsen kom på marken, da kornet blev kørt væk;
det kunde han nu lide, og derfor sa'e han "Gæk!"
Ved Mortensdag kom pigen ud med den blanke kniv,
da gøs han, for han tænkte, det gjaldt hans glade liv.

Hun sleb den på sin tøffel, han fik en grusom skræk;
højt fløj han over gærdet, mens han hvinede "Gæk!"
Men pigen tog ham ikke, hun greb en anden en;
da dansed han på marken på sine lave ben.

De drev ham hjem fra marken, på vejen fik han smæk;
han virrede med halen, og han hvæsede: "Gæk!"
Da satte ham på sti, og de propped maden ned,
de holdt ham fast om halsen, skønt han kneb, og han bed.

Til julen blev han slagtet, da fik hans hals et knæk;
dengang de vred den, skreg han sit allersidste "Gæk!"
Så lå han ganske stille, han mærked kniven knap,
som tog hans hvide vinge og røde gåselab.

Til torvs ham pigen bragte; der roste man hans vægt.
Han æbler fik i maven og blev så dejlig stegt.
En julegås, det blev han, og det er ikke lidt,
og mor har skummet af ham en vældig krukke fedt.

Nu er gåsen i Peter jul jo ret død for det meste, når vi hører om den, men lige i disse vers hører vi om det kække gåseliv på marken den grønne.

Vi har også af og til en gås her i Verzy. Dvs det er ikke os, der har den, men et ægtepar et par stenkast fra os - her er alt stort set højst et par stenkast borte - og især da børnene var lidt mindre, gik vi ofte på besøg.

Der lærte jeg at sige om en gås til alles store fornøjelse. Den slags lærer man jo ikke sådan som bybarn eller forstadsbarn, men det er jeg så kommet efter.

Denne aflukkede gård rummer en forrygende køkkenhave, og så bure med kaniner, der i begyndelsen bliver større og større og så bliver de siden færre og færre. Desuden diverse fugle, herunder altså gåsen.

Clement er nu ikke så vild med dyr. JEg havde en idé om en kattekilling til ham, når vi fik en baby. Den blev så kørt ned - vennerne Anne og Patrice er leverandører fra deres mange gårdkattekuld - og vi måtte vente på et senere kuld året efter. Hvor det passede dårligt med vinhøsten, og året efter passede det også dårligt, så vi tog den alligevel. Ja, det vil sige, vi tog to, for de var venner, og det kan man jo ikke sådan skille ad.

Desværre var den ene ikke så renlig, og desværre var det den anden, der blev kørt ned. Men siden vi fik den ene kastreret, har den været så god som dagen er lang, og selvom jeg synes, vi passer godt på hans - Milkas - linje, blev han grinet ud til juleadvendtshalløjet. Meget tyder på, at han skal på kur efter jul. Når naboen giver mad, kan det alligevel ikke lade sig gøre. Hun tror, han skal have mad, hver gang han siger miav. Nå, men skidt.

Eva var nok lidt hård ved killingerne i begyndelsen, Hanne fra Åbenrå gjorde ellers, hvad hun kunne for pædagogisk at give lidt kattetække videre. Killingerne fandt sig i det, og det er faktisk først nu, at Milka river, hvis Eva ikke stopper, når han ikke gider lege mere. Normalt er de dog perlevenner. Der er ingen tvivl om, at Milka er hendes kat, i den udstrækning en kat er nogens. Han vælger hendes seng i de kolde nætter, hvor han sove inde, og sætter sig til rette bag hende altid.

Det er ikke kun katte, hun kan lide. Eva er bare glad for dyr, og meget kropslig, så jeg fik den idé, at hun skulle prøve ponyridning. Med stor succes.

Den dag, vi var på besøg på hestegården nedenfor landsbyen hos Marie og hendes hest, havde Eva dog trods alt respekt for højden.

Der skal ellers noget til, det var rigtig rart at opleve, at hun trods alt har grænser.

22. december

2010-12-22T01:13:00.000-08:00

Men se, klaveret op er lukt,
og hør, hvor mor nu spiller smukt!
Med foldede hænder vi synge må
den julesang, vi har øvet os på.

Du grønne, dejlige træ, god dag!
Velkommen, du, som vi ser så gerne
med julelys og med danske flag
og højt i toppen den gyldne stjerne!
Ja, den må skinne;
thi den skal minde
os om vor Gud.

Den første jul i et fremmed land
Vorherre den store stjerne tændte;
den skulde vise vor jord, at han
den lille Jesus herned nu sendte.
I Stjerneglansen
gik engledansen
om Bethlehem.

Om Jesus-barnet fortæller mor
så mangen en aften, vi sad herhjemme;
vi kan hans bud og hans milde ord,
vi ved, at aldrig vi dem må glemme.
Når stjernen skinner,
om ham os minder
vort juletræ.

Den første jul i et fremmed land.

Ja, det har jeg jo faktisk aldrig prøvet rigtigt, hvert år er vi rejst til Danmark, et enkelt år var Josette og Alains ældste søster, Dominique endda med i Odense.

Siden har vi fejret jul i Frankrig weekenden før afgang til Danmark, og jeg har holdt dansk julestue som regel første søndag i advent.

Vores franske jul består mest i at familien spiser sammen, og generationers juletræ er sat op i hjørnet med krybben under, og børnene får deres julegaver af den franske familie og af os for at undgå transport, der de første år foregik i fly.

Den første jul med Clement i Soulieres var i 2003, hvor han omkring et halvt år gammel. På det tidspunkt boede vi hos Josette på gården, hvilket gik fint i et år, og siden har givet den meget store fordel, at jeg føler mig hjemme i huset, næsten lige så meget som Alain.

Året efter havde julemanden et teater med til Clement.

Men han var nu til familiens store morskab meget mere interesseret i plasticflasker, som han stillede op i gangen, væltede, rejste op igen osv i månedsvis.

Et par år efter havde vi også Eva med.

Halvandet år gammel og konstant i hælene på storebror, der viser vej til gaverne.

De voksne får også gaver - og som I kan se, blev jeg meget overrasket og meget glad for en ægte champagne sabel for nogle år siden. Og som I også kan se, så har de store drenge også stor glæde af de små drenges gaver.

David, Alains nevø - og de to har et nært forhold - har altid været meget opmærksom og sød overfor Clement og Eva, og det er i høj grad gengældt. Det skader jo heller ikke, at han nu er brandmand og redder på fuld tid, og dermed har spændende uniform og adgang til kasernen i Vertus med mulighed for at fremvise store røde biler i ny og næ.

David havde det meget skidt for cirka et år siden, men han har nu, så vidt vi kan se, fået det meget bedre. Vi støder ind i ham til familiemåltiderne, og så når vi arbejder i Soulieres i perioder, hvor han bor der. Det er meget dejligt at se ham deltage på en måde, der demonstrerer overskud, hvilket er noget, vi er meget glade for.

Julen i Soulieres foregår stort set ellers kun ved bordet. Måltidet varer til gengæld det meste af eftermiddagen. Det består af forret med fisk eller skaldyr, hovedret (kylling eller roastbeef), ost og grøn salat og fransk julekage. Det kunne godt være mere omfattende, men ingen har rigtig lyst til at spise mere. Til gengæld tager alle sig god tid til at snakke, og det er hyggeligt.

Jeg skulle plage Marcel - Josettes yderst diskrete ven og ledsager til dit og dat -
i flere år, før han endelig gav sig, og tog sin harmonika med et år til jul.

Han har spillet på baller i årevis, og det var sjovt at høre, selvom fingrene var blevet lidt rustne. Hvilket Josette kommenterede, så jeg tror ikke, at jeg nogensinde får det at høre igen.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg have svært ved at undvære dansk jul den 24. december, som altid har været en god aften i min familie, fyldt med ritualer og traditioner, som bidrager helt uundværligt til stemningen.

Jeg sætter virkelig stor pris på, at jeg aldrig har været nødt til at foretage valget, som de fleste af mine venner, der deler mellem de to familier eller har skilsmisseproblemstillinger eller ikke føler sig godt tilpas i deres families jul.

Men der er jo dog også visse franske traditioner, som man skal kende, når man er halvt fransk, og tilflytter i Frankrig. Julekrybben nedenfor træet for eksempel, og la bûche, en tung konditor-ting, som kan se sådan her ud.

21. december

2010-12-21T01:07:00.000-08:00

Åh, hvor det stråler! Nej, se dog blot,
hvor alle lysene skinne!
Og se, hvor træet er fuldt af godt!
En kat kan nu først jeg finde.
Og der er et horn og en svane - åh!
Og der er Pjerrot af sukker;
ham skal jeg rigtignok passe på,
når siden vi træet plukker.

Her hænger en hest under denne gren,
og der er en kurv med pærer.
Og der er en mand, nej, sikken en!
En tøffel på ryggen, han bærer;
hvoraf han er lavet, jeg ikke ved.
Men se blot storken deroppe!

Og kagedukker, som hænderne ned
i bukselommerne proppe!
Og æbler, hvis stilk er fint forgyldt,
og et par strømper af kage
og kræmmerhuse, som helt er fyldt
med ting, som jeg nok gad smage!

Og svøbelsesbørn Og se blot der
to frøer af chokolade!
Nej kom! Der sidder en ugle her.
Åh, hvor vi alle er glade!
Og store figner i røde bånd
og grise og sukkerkranse! -
Bedstemor, kom, tag fat i min hånd!
Nu skal vi om træet danse.

At danse om juletræet med hinanden i hånden er en oplevelse, vi deler sammen. Alle os, der danser om juletræet. Helt umiddelbart, og alle er med på lige fod.

Det er egentlig ikke ret meget, vi deler så ligeligt, på tværs af alder, køn, sprog, men i løbet af vors år er der enkelte lejligheder.

Juletræsdansen er én af dem.

Vinhøsten er på mange måder en anden.

Den handler om at plukke, bære eller køre vindruer og ikke andet. Man kan komme som man er, og hvis man kan holde ud at være tæt sammen med de andre i en uge, er der en plads til alle.

Derfor ser vi i løbet af denne uge akademikere arbejde side om side med førtidspensionister, velhavende håndværkere sammen med utilpassede unge, hvis eneste aktivitet er at hente sårede fodboldspillere ind fra banen i sæsonen.

Clement og Eva har også fundet sig en plads, og den er ikke længere ved siden af os. Hvis de på nogen måde, kan knibe sig ind mellem de unge på 20, så er det nu her, de foretrækker at sidde under måltiderne.

Foroven bordets unge ende, forneden den gamle, hvor vi sidder

Jeg kan efterhånden godt mærke, at jeg er et helt andet sted end de unge i 20'erne, og det generer mig ikke længere. Jeg har ligesom gennemlevet den periode, og er nu i gang med en anden.

Men bare lige for at I ikke skal tro, at jeg er faldet helt af på den, så kommer her et billede fra sidste års gadefest i Verzy. Taget af Hanne fra Åbenrå, der må have været den eneste ædru person udover børnene.

Foto: Hanne Høier.

Så vidt jeg husker, er naboerne i gang med at tjekke, om jeg er i stand til at bunde et glas. Det kan jeg stadig. Men trods alt ikke uden at holde, sådan som vores nabo Wladis og sidemanden Gilles kan.

Disse billeder skyldes Hanne, der tilfældigvis var på besøg hos os nogle dage, dengang vi holdt gadefest. Gadens første, på mit initiativ og med vores nabo Wladis som postbud (invitationsuddeling). EFter seks år ved jeg stadig ikke, hvem der hører til gaden. Det er nemlig ikke så enkelt, at det kun drejer sig om dem, der bor i gaden. Andre hører til, fra andre gader, men ikke alle fra andre gader osv.

Hanne var der også, og hende VILLE naboerne absolut også møde, og de var meget fortørnede over, at hun ikke skulle have så meget champagne. Det var nu også helt usædvanligt fordi hun skulle tilbage til Danmark senere samme dag, og meget praktisk hentede hun Clement hjem fra hans første fodboldturnering sidst på eftermiddagen, hvilket hverken Alain og slet ikke undertegnede var i stand til.

Det kan nemlig godt være, at et flertal af naboerne er på den gamle side af de 50, men det mærker man overhovedet ikke, når de drikker champagne. Det er virkelig en disciplin, der mestres i vores gade, hvilket jeg er overbevist om, at Hanne skriver under på til hver en tid.

De gjorde i øvrigt også, hvad de kunne for at lokke mig til at synge højt og på fransk, men SÅ overrislet var jeg trods alt ikke, selvom det muligvis ser sådan ud. Jeg har kun - så vidt vides - danset på bordene og sunget højt, klart og uforglemmeligtfor på fransk en enkelt gang, og var den senere så berømte aften før Evas 1 års fødselsdag til Bastille-fest. Den slags husker til evigheders evighed, så man skal vælge sine lejlighed med stor omhu.

Jeg har nu omsider efter syv år mødt en fransk kvinde, til hvem jeg med total sindsro og uden frygt for at blive misforstået kan sige, at jeg til hver en tid snupper den trou - sorbet der typisk serveres mellem to hovedretter - der vasker sig i Marc de Champagne, og ALDRIG den uden, som kvinder, børn og andre umælende dyr normalt vælger. Jeg sætter i sagens natur stor pris på at have mødt hende.

Foto: Hanne Høier

Skål - Santé - Nazdrovyie

Her er lidt flere indtryk fra vores vinhøster:

Årgang 2010

Årgang 2009 og holdet

Årgang 2008

Årgang 2007

Årgang 2006

Årgang 2005

Årgang 2004

20. december

2010-12-20T01:06:00.000-08:00

Se, der, hvor julen ej gik ind,
hvor ej han vilde tænde,
har lysene et dårligt skin
og vil slet ikke brænde;
men, der, hvor julen har dem tændt,
de stråle, og de skinne.
Og derpå har nu let man kendt,
om julen var derinde.

Peter Jul forhøjer helt klart min julekvalitet.

En dejlig overraskelse - på en eller anden måde næsten selvfølgeligt for vi er godt nok tit på samme bølgelængde, Marlene - at der også stod Peter Jul på papiret til en af Clements dansktimer med Marlene.

Det kan nogen gange se sådan her ud:

Dansk handler ikke så meget om at stave eller lære om n- eller t-ord - det er heller ikke fordi at det er forbudt - men denne ugentlige halve time er det moment, hvor Clements fortællinger får lov at flyve på deres helt egne vinger, og de kan godt bære, også på dansk.

Derfor kan det nyeste Lego, kranbilen og meget andet sagtens blive hentet ned undervejs. Nu er han dog så stærk, at han ikke behøver den fysiske ting for at fortælle historien.

Det er en skøn mulighed, som det franske system ikke rigtig indeholder, og så meget vigtigere er det at gøre det på et andet tidspunkt, hvis man som Clement har det i sig. Han kan endda finde på at spørge, om vi ikke lige skal ringe til Marlene, så de kan fortælle nogle historier sammen.

Men det skal vi normalt ikke, for Marlene har nok at gøre med sine andre elever. Heriblandt nu også Alain.

Dansk derude

19. december

2010-12-19T01:04:00.000-08:00

Men, hører han, at far og mor
er glad for deres drenge,
imens de pynte julebord
og lys i træet hænge,
da ler den gamle julefar
og ind i stuen smutter.
Sit lys fra hatten ned han ta'er,
det funkler, og det futter;
med det han hen til træet går
og nikker i det samme,
straks fra hvert lille lys der står
en klar og dejlig flamme.

Noget, der får et barneliv til at lyse med en klar og dejlig flamme, det er endelig at lære noget, man har været nødt til at kæmpe for.

Endelig at svømme eller endelig at cykle uden støttehjul.

Vi nåede faktisk så vidt her i Verzy, at Clement og Eva cyklede i skole næsten alle dage i et helt år, sidste år, og det var takket været de danske rødder og lidt inspiration fra nogle af jer.

Jeg ville selvfølgelig gerne som god dansker at mine børn skulle cykle i skole, men det gør man jo ikke her, og det forekom mig vanskeligt. En gang fulgtes vi med Annette hen i August og Roberts børnehave for at hente dem, og ved at høre hende give Robert instrukser, blev savnet alligevel for stort for mig.

I kombination med to af Peters gode cykler fra den gamle cykelbutik på Sønder Boulevard i Odense, som nogle af jer nåede at opleve, lykkkedes projektet.

Verzy er en bjergby, og det kræver faktisk ret gode muskler og gode cykler, hvis man skal fremad på det rigtige tidspunkt og bremse. De franske børnecykler har kun håndbremser, og børnene har ikke kræfter nok i fingrene til at bremse hurtigt og godt nok, hvilket er nødvendigt med vores stigninger og den trafik, her er.

Nå, men et år i april besøgte vi Bjørg og boede i hendes campingvogn - det må have været i 2009. Bjørg havde lige lært at cykle på en særlig god begyndercykel, Peter havde klunset, hvor tyngdepunktet lå anderledes end i en almindelig cykel.

Hold da op, hvor Clement blev motiveret af at se Bjørg cykle uden støtteben.

Man kunne næsten se skrevet på hans pande: Når hun kan, vil jeg også kunne. Han øvede sig konstant i tre dage, og så kunne han også.

Peter fandt en cykel til ham, og en anden til Eva med stang, så hun også kunne køre som en stor og uden støttehjul. Stor succes.

Vi jollede rundt med de cykler lige siden. Hver dag i Verzy.

Men de har skam også været med os på ferie: For første gang i flere år gjorde cyklerne det muligt for os at bevæge os ud på nogen ture. F.eks. ind til Kongeegen, Danmarks ældste træ, dybt - overraskende dybt - inde i Nordskoven i Hornsherred.

Men så så vi også et træ, der har vokset på netop denne plet, formentlig siden dengang der var vikinger i Roskilde og omegn, og det var vel en tur værd.

Bagefter gik skolen i gang: 1. klasse for Clement og Petit Section i Maternelle for Eva, og de cyklede troligt hele året.

Evas cykel kørte jeg op og ned fire gange om dagen, indtil hun begyndte at spise frokost i kantinen. Clements cykel passede pedellen troligt på hele året, trillede den frem og tilbage ved skolestart og skoleslut. Der er jo nemlig ingen cykelstativer.

Nu er det ikke længere muligt så meget som at overveje cyklerne. Det er et tab, men man kan jo ikke få alt her i livet, og jeg er svært tilfreds med, at det lykkedes i hvert fald i et år at cykle i skole ganske som i Danmark.

18. december

2010-12-18T01:02:00.000-08:00

Ved husets dør han stille står
og lytter meget længe;
han vide må, før ind han går,
om der er slemme drenge.
Og hører han, at far er vred,
imens han træet tænder,
han rokker straks ad trappen ned
og ud på gaden render.

Slemme drenge, slemme piger, det lyder som noget fra gamle dage, og det er det jo også. Ligesom begrebet artig, der stadig er i kurs i Frankrig: Det betragtes som godt at være sage. Det vil sige:

- stille i klassen
- gøre hvad der bliver sagt
- ikke lave ballade
- ikke tale i timen, fortsæt selv listen...

Jeg bryder mig ikke umiddelbart om det, men jeg anerkender, at lærerinden ikke kan lære børnene det store i et miljø med uro, larm, snak og pjat.

Jeg kan se Clement læse, skrive og regne, og det er færdigheder, han har fået, fordi det har interesseret ham, og det har interesseret hans lærere - han er nu på den fjerde - at han skulle lære det. Det er et af skolens vigtigste formål, så jeg lever med, at man skal være sage, og at man bliver puni, hvis man ikke er sage. Ingen rykker pigerne i fletningerne eller drengene i ørerne, men de bliver f.eks bedt om at skrive 20 sætninger, hvilket om ikke andet giver dem ekstra skrivetræning.

Jeg har forlængst forklaret Clement og snart bliver det Eva, at jeg ikke altid er enig i lærerens straffe, men at det er sådan i skolen, så hvis man er smart gør man, hvad der bliver sagt, og så har man ikke det problem.

Til gengæld har det været en fantastisk mulighed, at Clement har kunne komme i skole med flere venner, og på den måde opleve, hvordan man gør i Danmark. Jeg håber inderligt, at Eva kan få samme oplevelse, når hun er stor nok.

Clement har været med Jakob i skole i Pandrup og med Bjørg i Kastrup. Dagen i Pandrup deltog Alain også i, og det var således en rigtig dejlig mulighed for at også han kunne se, hvordan det foregår i en dansk skole.

Han var blandt andet imponeret over de fysiske forhold, der jo slet ikke er tilsvarende i Frankrig. Her hænger der børns arbejde på væggen, ikke kunst, det er vist kun i Clements skole, at der står en del flygler (af gode grunde), legetøj er det småt med, skolefritidsordningen rummer vist kun få brætspil. Fortsæt selv opremsningen. Der er heller ingen legeplads, men dog en fodboldbane. Men børnene leger alligevel, og de har det godt sammen, er mit foreløbige indtryk.

Jakobs klasse ligner Clements. Der er blot mere legetøj og bedre plads. Dette billede er fra 0. klasse.

Da Clement var på besøg sidst i oktober i 2009 var der morgensamling, hvilket ikke er kendt i Frankrig (mig bekendt).

Gymnastik, hvor det var ret interessant at følge med i, om Clement forstod anvisningerne: Gør sådan og sådan med bolden, klatr derop, løb derhen.

Den slags er han jo væsentlig mindre øvet i, fordi han primært hører mig sige sådan noget, og man får også den slags trænet ved at høre mange forskellige voksne give anvisninger. Men jeg kunne ikke se forskel på hans forståelse og de andre børns, og efter få timer sammen med Jakob og hans klasse var det såmænd ikke til at se, at Clement ikke også hørte til der.

Madpakke ved skolebordet ved siden af Jakob. I Frankrig skifter man til kantinen, og frokosten varer 45 minutter, og Clement får påtale (af mor eller papa), hvis han hævder at han ikke havde tid til at spise æblet (eller anden frugt).

Til Clements kantine udfylder man et skema: Spiser man kosher, sætter man blot kryds hist, er man muslim sætter man blot kryds pist, har man gluten-allergi et tredje sted, og vupti: Frokost i fire tempi med et varmt hovedmåltid, delvis øko og afbalanceret med godt varieret miks mellem kød, fisk, forskellige grøntsager, oste og desserter. Der er slet ingen, der overhovedet overvejer at gøre de andres madtraditioner til et problem, og børnene får et godt, nærende og afbalanceret måltid hver dag. Er det ikke fantastisk? Det er oven i købet billigt, hvis man bor i Reims, afhængigt af husstandsindkomst.

Man har brug for at spise godt, det er jo hårdt at gå i skole, ikke mindst de voksne kan have svært ved at klare mosten.

Nu har Clement så også haft lejlighed til at have fætter Adrian med i skole, hvilket var en stor oplevelse for os allesammen og for Clements klasse, hvor flere forældre har fortalt, at det var spændende for deres børn at møde en jævnaldrende dansk dreng og se billeder fra hans skole.

Det har blot bestyrket min oplevelse af, at den nye skole er åben, interesseret, på trods af at den for så vidt ikke er priviligeret.

De to har også udvekslet skoleskema, og Clement er således blevet klar over, at Adrian ikke er i skole lige så længe, som han selv er. Nu vil Clement derfor hellere gå i skole i Danmark. De har dog næppe udvekslet fri-onsdagen og de længere ferier, for jeg er ret sikker på, at der er samme antal lektioner, når det kommer til stykket.

Skolen Danube ligger i et såkaldt populært - skridt før zone, og det er ikke positivt i Frankrig - og etnisk meget blandet kvarter har samme indstilling. Der er altså mange tosprogede børn og en meget blandet forældregruppe. Den er priviligeret i kraft af musikken, der giver en særlig ånd, flere interesserede og en anden lærergruppe og midler til musikundervisningen. Der er ingen tvivl om, at det påvirker resten, og at der også går børn i disse klasser, der aldrig ville se et musikinstrument, hvis ikke det var lokalt muligt.

En rar stemning har noget med mennesker og deres indstilling at gøre, ikke nødvendigvis med mange midler, hvilket jeg gang på gang har bemærket her i Frankrig. De institutioner, vi har frekventeret, har bestemt ikke haft meget at gøre med, og det er ikke småting, de har fået ud af det. Der har næsten altid været en god stemning omkring børnene, og det har været tydeligt, at lærerne og før det pædagogerne i vuggestuen godt kunne lide at tage sig af børn. Jeg har aldrig - når først vi var i gang - savnet det danske system.

Nu er det mig, der begejstret fortæller andre forældre, at de endelig ikke må tøve med at lade deres børn komme til kvarteret Europe, skolen Danube, den er en lille juvel, endda selvom børnene skal være sage.

17. december

2010-12-17T01:00:00.000-08:00

Hans skæg når lige til hans knæer;
og på hans hat foroven
et lille julelys, der står;
det stråler, og det skinner
på næsen og de hvide hår
og på hans røde kinder.
Og gade op og gade ned
sit træ han om vil bære;
hvor alle bor, bestemt han ved,
derpå kan vis man være."

Noget, der får julelyset til at stråle i mit hus er musik, og det begynder lige før den 1. Søndag i Advent med "Messias".

Men vi har så mange andre muligheder for musik efterhånden. Det er vidunderligt.

Alt godt begynder et sted, og Clements musikliv fik fart og form i selskab hver onsdag morgen gennem to år med Lucie Kralovcova, klassisk, tjekkisk sangerinde, som kan noget med børn og musik, der holder.

Pigen med det flotte år er vores veninde, og derfor ved vi, at det tager mange timer for en prof frisør at flette håret i de flotte mønstre. Hun spiller i øvrigt trombone nu.

Nu går Eva hos Lucie, og elsker det så højt, at den ellers ret fåmælte lærerinde har kommenteret på glæden. Noget, hun aldrig gjorde i løbet af Clements to år.

Lucie ledte os videre til Christian, der underviste Clement i at spille djembé i to år. To gange optrådte det lille ensemble, der voksede undervejs, til Telethon, der er en stor velgørenhedsbegivenhed i Frankrig, hvor man tjener penge til forskning i sygdom. Christian har en sjælden evne til at gøre alt magisk gennem de ord, han vælger til at iscenesætte musikken.

Da alain også var på holdet i to år, ved vi jo, at børnene aldrig spillede et stykke på samme måde to gange. Alt var dermed rimelig improviseret, også foran et publikum på 100, og det var ikke nemt før børnene at følge med, men nok endnu sværere for Alain at yde så høj en grad af fleksibilitet.

En af vores drømme er at tage med Christian på en uges ferie til et land i Afrika - det skifter hvert år - på en uges tromme- og dansekursus.

Her er så musikken fra Chalons, Clement allerførste yndlingsband, som vi lyttede til en hel sommer, og som han med stor succes introducerede til PErnilles sommerfest. Mine damer og herrer: Ziveli Orkestar.

Sådan ser Clement nye verden ud. Dette er Percussion-afdelingen, der optræder på scenen på Konservatoriet i Reims. Familie og venner er indbudt på tilskuerpladserne. De unge mennesker også de yngste på 8-9 år er således blandt venner her, men mange venner. Der sidder mange 100 og lytter. Det er i øvrigt Clements trommelærer, Jean, der betjener paukerne her.

Så fik han endelig sit trommesæt. Et rigtigt et med det hele til en begynder. Clement gik straks i gang med at indøve en Phil Collins-trommesolo, han har hørt og set meget på DVD.

Det begyndte her: En børnetromme fra moster Hanne, der troede, hun var en værre én med den tromme. Hun skulle bare tage og komme og høre, hvordan Yamaha lyder.
En lille xylofon fra Suna, Karen og Mads i dåbsgave, som nu er mest et minde om det allerførste instrument. Nu har Clement fået en anden, der klarer alle dur- og mol-skalaer. Nu får han nemlig undervisning på marimba, som er et instrument, man køber hus efter, ikke omvendt.

Det lille trommesæt eksisterer stadig, og det må være nogle af de bedste penge, vi har investeret i legetøj. Det fik Clement, da Eva blev født. Han var lykkelig, selvom han hurtigt blev klar over, at der manglede en charley, også kaldet hi-hat.

Så begyndte vi at komme på musikkons til den årlige åbent hus-dag. Clement var ikke fyldt fire første gang, og nogle af lærerne spurgte godt nok, hvor gammel den lille var. Men han fik lov at prøve en lille violin ligesom dem på seks og syv år, og trommeland var jo slaraffenland.

Desværre var det bevogtet af en meget farlig gammel professor, der bestemt ikke syntes, at små drenge skulle have lov at røre trommerne. Han var bestemt heller ikke en type, moderen kunne forestille sig at overlade sit lille englebarn til. Vi blev ved med at komme alligevel, og vupti, en dag ligesom i et eventyr, var den sure, gamle mand væk, og i stedet mødte vi Jean, som lod Clement spille et par minutter alt, hvad han havde lyst til, på pauker, rørklokke, marimba og det hele ligesom i Sigurd (& Symfoniorkesteret). Det betød, at Clement allerede kendte Jean og stedet en smule, da han sidste år var til audition. Det tog fem minutter, og vi valgte - nervøse - at tolke det som et godt tegn.

Den unge fyr her mødte vi til et åbent hus, hvor han lod Clement få lov at prøve den marchtromme, han ellers sad og øvede trommehvirvler på.

Sådan har vi indtil videre oplevet percussion-lokalerne: Som et åbent og rart sted, hvor de store gerne viser de små wanne be's til rette, og sådan forventer vi, det vil være nogen tid, indtil vi skal finde ud af, om vi kan finde os og Clement til rette i den øve-disciplin, de forventninger og det pres, som vi også vil møde fra konservatoriet på et tidspunkt.

Lige nu går det fint, og vi finder de fleste dage 10-15 minutter at røre trommesættet og/eller xylofonen i. Der er ingen tvivl om, at det var og er rigtigt at bruge alle disse kræfter på den nye skole.

16. december

2010-12-16T01:08:00.000-08:00

Bedstemor fortæller:

"Hver juleaften, netop nu,
når julegrøden koger,
da vandrer - Peter, hører du? -
igennem aftenens tåger
med store kanestøvler på
den gamle Jul til staden;
fra vindvet kan man se ham gå
på sneen gennem gaden.
Et dejligt juletræ han bær',
det største vist i skoven."

Se, det er jo en af mine yndlingspassager i Peters Jul.

Den med den gamle Julefar, der går rundt i staden med lys i luen, og store kanestøvler på.

Jeg kan faktisk godt blive helt rørt over ordene, og sådan har jeg det med mange ord i især julesangene.

Jeg har hørt dem så mange gange og i selskab med folk, jeg holder af, at de blotte ord nu rummer den gode stemning, der er, når man opholder sig sammen med de mennesker, man holder af.

Jeg har det ikke sådan med de franske julesange, og det er selvfølgelig fordi de ikke rummer den samme mængde levede år og julefest, som de danske, og så fordi, at der er en hel verden til forskel på ens modersmål og ethvert siden tillært sprog. De ligger heller ikke samme sted i hjernen, men det går jeg da stærkt ud fra, at de kommer til for Clement og Eva, så de kan have adgang til dette særlige at have hjemme i sit sprog eller i begge sine sprog.

Det betyder selvfølgelig ikke at jeg lader stå til. Jeg gør, hvad jeg kan, for at flytte ind i fransk på en måde, der passer mig.

I år tog jeg virkelig sammen og introducerede for første gang fællessang til vores julearrangement.

Her synger man jo ikke.

Efter skolen - maternelle, vil jeg tror. Det er udelukkende anderledes for Clement, fordi korsang er en del af hans musikrepertoire - synger man ikke, aldrig mere her. Derfor er det naturligvis meget grænseoverskridende at synge højt sammen med andre, man ikke engang nødvendigvis kender.

For Alain var konceptet så grænseoverskridende at han ikke engang ville lave 10 kopier af mine to udvalgte franske sange. Men kun 5.

Heldigvis var gæsterne friske, og heldigvis var der en musikærer iblandt, der kunne istemme "Petit papa noël" højt og klart, da dens melodi var sværere, end jeg havde forudset.

Næste har jeg tænkt mig at stå for kopierne selv, og det er da muligt, at jeg vil udvide til tre. Når vi så har gjort dette 10-15 år, begynder ritualet nok at give en mere følelsesmæssig mening. Præcis som Peter Jul og alle de andre.

15. december

2010-12-15T06:56:00.000-08:00

Vi sov af glæde kun lidt i nat,
og dagen har været så lang;
nu har vi os her på skamlerne sat,
fortæl en historie engang!

Vi ved, du over hundrede kan.
Mens far og mor gør træet i stand,
fortæl lille bedstemor! Gør det! Åh!
Men en, som er lang, at tiden kan gå.

Dagen før jul er så lang, når man er barn.

Som børn SKULLE vi hvile os om eftermiddagen, og vi var overhovedet ikke trætte. Imens pyntede de voksne juletræ i stuen, og det var en dejlig oplevelse at komme ind og se det pyntet færdigt. "Som af en usynlig hånd", som det hedder i en af julesangene.

I ventetiden kunne man jo også være så heldig at få en historie, og i min familie har Selma Lagerlöf altid haft en høj stjerne. Fordi, tror jeg, at mormor elskede dem og læste dem, "Kristuslegender", højt, og det har mor så ladet gå videre.

Sjovt var det derfor for nogle år siden at få en anden Lagerlöf-julefortælling foræret af Suna. Den handler om, hvordan julerosen kom fra Paradisets have til en klostergård i Sverige. Det er ren ordmagi fra det kolde nord.

En smuk fortælling - den ligger lige
her - og imens bedste eller en anden fortæller, kan børnene jo lave de fineste guirlander af disse modeller.

Guirlande-1

Guirlande-2

Guirlande-3

De kommer fra en blog, jeg af og til skimmer, mest for at se skabeloner til dit og af og til dat. Jeg kan godt lide at klippe og klistre med saks og papir, og jeg gør det ikke kun til jul.

Clements musikbøger var et projekt, jeg begyndte, da han var knapt tre: En musikscrapbog med billeder af instrumenter og af de børn og af og til voksne, vi mødte, der spillede instrumenter. senere overtog han selv, og han nåede da op på 5-6 musikbøger, før han indstillede produktionen.

Disse jule-flag klistrer jeg på ikke alt for tykt karton og limer dem rundt om et stykke sejlgarn, og får de fineste guirlander ud af det. De skal være min julegave til dem, jeg gerne vil sende noget til her i Frankrig, men egentlig ikke er på julegave med. Jeg forærede den første væk den anden søndag i advent til Michelle, som nogle af jer har mødt, og som selv laver mange ting i hånden.

14. december

2010-12-14T01:26:00.000-08:00

Far vel! For nu vil Karen gå.
Men jeg dig ikke sige må,
hvad vi skal hen og hente. -
Og kom nu rigtig tidligt, hva'?
Du kan jo køre hjemmefra,
før lygterne er tændte.

Vi har fået mange besøg i de år, vi har boet i Verzy.

Forhåbentlig bliver I ved med at komme, for vi nyder jeres besøg meget.

Det er den måde, jeg kan have lidt af Danmark i mit hus, og det kan jeg godt lide. Det er den måde, børnene lærer nytten af at tale dansk. Det har heldigvis ikke været noget stort problem her, men det er os, der er undtagelsen.

Jeg er godt klar over, at jeg strammer den, når jeg fortsat holder fast i at tale dansk, selv helt ind på gangen i Evas skole. Her er det ikke noget særsyn at have to sprog, to lande og to verdener at operere i. Men skolens verden er 100% fransk, og når jeg holder fast i at tale dansk, rokker jeg faktisk lidt ved den struktur.

Tilbage til besøgene fra Danmark.

Vi har holdt to store fester hernede: Clements og Evas barnedåb, og så holder vi de to's fødselsdage, hvor vi normalt også er mange mennesker. Mor og far er de fleste år kommet tre gange, og mor af og til også alene. Mange af jer er dukket op til en eller flere af de lejligheder, og det håber vi bestemt, at I bliver ved med.

Men I kommer også i skoleferierne, og det håber vi også, at I bliver ved med.

Et vilkår ved at bo i udlandet er at man er sammen på en anden måde: Sjældnere men mere intenst i den tid, det foregår. Det er selvfølgelig travlt, men det er også rigtig rart, fordi vi typisk gør noget sammen i stedet for kun at spise et måltid og så tage hver til sit.

Her kommer en kavalkade, fødselsdage og barnedåb undtaget og med forbehold for at jeg kan have glemt nogen:

Den første, der dukkede op var Mette, og vi holdt bl.a. en middag i høsthuset, hvor Alains fætre, Dider og Jean-Michel, og vennerne Patrice og Thierry med familier også var med.

På det her billede morede vi os over højdeforskellen på Josette og Mette.

I februar 2004 kom mor, hun var med i Troyes og kigge på tøj, og resten af tiden lærte hun det gode franske ord gastro eller roskildesyge. Det meste af ugen lå hun faktisk på langs, rigtig afkræftet.

I april 2004 kom Hanne med klatreholdet fra Odense Klatreklub for at prøve klipperne - Les Falaises - ved Vertus. Det slap hendes ankel ikke alt for godt fra.

Klatrerne havde en æbleskivepande med til Josette, og to af mændene viste også hvordan man laver dem.

I juli kom Suna med Karen og Mads, og vi lavede mange ting sammen. Suna gav Clement det sidste, der skulle til, og så kunne han omsider gå. Skattejagt til Mads 5 års fødselsdag. Didiers ungkøer på marken bagved gården er vel det, der mest minder om en gammeldags bondegård. Nu er det ikke længere Didiers køer. Han har dem ikke længere. Nu er der en anden i landsbyen, der sætter sin køer ud, så køer er der i det mindste stadig.

Dem, der var med til denne Bastille-fest i Soulières glemmer den vist ikke. Far taler i hvert fald stadig om Valeries lille Renault, der kørte forrest i processionen gennem landsbyen med bagsmæk åben, så højttalerudsendt Marseillaise kunne få lov at gjalde frit over land og by.

De flotte uniformerede fyre er det frivillige brandværn i paradeuniform - sådan noget elsker franskmænd jo - og der er såmænd både fætter Didier og David iblandt.

I august flyttede vi så ind i huset i Verzy, der var nok at tage fat på. Hver gang vi rodede i et hjørne, dukkede der 10 nye ting op på to-do-listen.

Nogle af de første danske gæster må have været Torsten og Julie og Flemming.

I det nye år kom Hanne for første gang. Vi var i Vertus, på kooperativet og se, hvordan de degorgerer på samlebånd. Det vil sige fjerner en prop af døde gærrester og fylder champagneflasken op med et par milliliter dosage.

Jeg tror faktisk også det var denne - første - gang, at Hanne efter flere dage udbrød, at nu havde hun været i Champagne i tre dage - eller var det fire - og ikke smagt så meget som en dråbe. Vi har siden været ret omhyggelige med at undgå en gentagelse.

Jeg syntes det var svært - trist - at holde Clements fødselsdag uden mor og far. Til hans to års fødselsdag kom de fra Danmark, og vi havde også en særlig gave til dem

Vi har ikke selv prøvet sådan en tur endnu, men efter sigende er det sjovt.

I sommerferien fik vi besøg af Anette og tvillingerne Nanna og Trine, som besøgte Alain og jeg på Fanø flere gange, siden de var ret små. Vi var i Disney-land sammen og til Bastille-fest.

Hvert år sin vinhøst, og Suna og Karen og Mads var med de sidste dage.

En af høstfolkene rejste med sin guitar, og det var meget interessant at få lov at prøve sådan en stor, ung mands guitar for Mads. Clement er nu tilsvarende meget interesseret i at hænge ud med de unge mænd under vinhøsten. Spille fodbold, spille kort, høre hvordan de taler, lure et udtryk eller to af.

EFter vinhøsten kom mor og far i efterårsferien, og far satte bord og bænk op, specielt designet til vores terrassehul bag garagen.

I den danske efterårsferie er det stadig lunt nok til at man kan drikke sin eftermiddagskaffe - med kage til fars søde tand selvfølgelig - udenfor, og hvorfor ikke ved det nye bord? Som vi stadig har.

Året efter ventede vi så Eva.

Onkel Sven og tante Annette var faktisk de allerførste, der sov i det nyindrettede loftskammer, og de rejste såmænd den dag, der næsten blev Evas fødselsdag. Inden de var ude af Frankrig, kunne jeg sende en sms om, at "det blev en pige".

Jeg ringede til mor, der jo ventede spændt i Danmark, og mens vi talte i telefon kom de første små veer. Vi kørte til Soulières som sædvanlig for at holde Bastille-fest der, men det blev ret hurtigt tydeligt, at den vist skulle holdes på hospitalet. Vi satte Clement af, kørte tilbage til Verzy og hentede tasken og kørte på sygehuset, og fem timer senere kom Eva så, og lige siden har alle i Soulières kunnet huske hendes fødselsdag.

Et år måneder efter skulle Clement begynde i skole. den franske Maternelle og jeg var noget bekymret over det. Mor kom igen og var med de første skoledage. På sidelinjen altså, vi var kun inviteret med de første 20 minutters tid.

Bagefter var vi i vuggestuen og præsentere Eva. Godt nok fik hun først plads året efter, men vi har altid følt os så godt tilpas der, at det var naturligt at komme forbi med vores nye baby hurtigt.

Her hilser Armelle på Eva. Armelle, som altid rapporterede om Clement og hans meriter i vuggeren. Han var altid glad for at komme, og det meste af tiden har det været lige sådan i de fires års skole i Verzy.

Hvert forår dukker Børge og Jette op, Mettes mor og stedfar, på vej til eller tilbage fra Sydfrankrig. I begyndelsen overnattede de på B&B i Verzy, men jeg syntes efterhånden, vi kendte hinanden så godt, at de lige så godt kunne overnatte her.

De kommer i kassevogn, med plads til champagne, og til en Harley, som Clement og nu også Eva synes, er spændende.

Mor var med til Alains storesøster, Martines, 50 års fødselsdag. Jeg er imponeret over så godt hun har lært fransk. Det er muligvis mest til husbehov, men det rækker til at kommunikere med den franske del af familien, og det gør et besøg så meget rigere. Også selvom det er meget meget trættende, fordi man skal anstrenge sig meget, når man lige akkurat kan holde sig fast med neglene, rent sprogligt. Det ved jeg selv af erfaring: At lære fransk har været en hel anden historie end at lære engelsk, der bare nærmest smuttede ind af sig selv.

Juni 2007 kom onkel Erik og familien fra Ribe forbi på vej til den årlige sommerferie i Sydfrankrig, og var det mon ikke her, at vi holdt Eriks fødselsdag?

Året efter var de tilbage. Dejligt.

Nogle uger senere dukkede Hanne og Klaus op - dem kender jeg fra tiden på Philips - med alle deres piger: Josefine, Isabella og Pauline - på vej tilbage fra Sydfrankrig. Clement og Isabella hyggede sig rigtig godt sammen, og vi så dem igen senere på sommeren i Tisvilde.

Til Bastilledagen havde vi mange gæster: Mor og far, men også moster Hanne og Mette var med til at fejre Evas første fødselsdag. Den hvor jeg fik en lille fjer på - eller også var det en hel hønsegård, jeg husker ikke selv ret meget. Men jeg kan vel nogenlunde måle orkanstyrken på de kommentarer, jeg stadig modtager fra snart sagt hele landsbyen hver 13. juli-fest.

Til årets vinhøst 2007 kom Hanne (fra Aabenraa) tilbage, tog en masse skønne billeder, her er det dog Hanne selv, der smager et glas nypresset druemost.

Bagefter vinhøsten var hun og jeg på en smuttur på en tre dage i Normandiet. Vi så D-dag, Houlgate, Bayeux-tapet og drak Calva, fadøl, spiste croissanter og andre god ting. En skøn tur.

Sommeren efter havde flere lejlighed til at prøve vores loft af.

JC og Fie besøgte os på vej til Normandiet, og som det ses, forsvarede ridder Clement sig tappert.

Peter og Anne-Mette og Bjørg trak deres camping-vogn forbi og var med til Evas anden fødselsdag. Aftenen før faldt Clement og slog en tand ud under stor ståhej, hvilket gav festen en noget anderledes start end normalt. Heldigvis vendte han og Papa og Dominique tilbage og nåede med til festen. Værst var det, at den stod på flydende kost dagen efter, nul kage, nul slik, Smarties inklusive.

Det lille hvide plaster over hans mund og lim var alt hvad der skulle til for at holde sammen på såret. Det faldt selvfølgelig af konstant, men alt i alt helede det nu hurtigt. Tilbage sidder et heldigvis nydeligt stjernear lige over overlæben.

Lige før årets sommerferie i Danmark kom Søren og Annette med fire drenge: Lasse, Bjørg, Robert og August, og det var en stor oplevelse for Clement at have alle på besøg i sit hus.

Clement og nu også Eva synes det er dejligt også at kunne vise deres hus og legetøj og dagligdag frem for vennerne og familien fra Danmark.

Lars og Genevieve kom forbi på vej med sønnen Niels og en kammerat tilbage til Danmark efter sommerferie i Pyrenæerne. Lars kender jeg fra TV 2, og han var faktik den allerførste, der fortalte mig - mens Clement endnu lå inde i maven - at hvis vi ønskede os et rigtig tosproget barn, så skulle vi bare hver tale vores eget sprog, og gerne begynde med det samme.

Det har jeg altid husket, og Alain ditto, vi har altid gjort det, og først da jeg kunne fransk nok, er jeg begyndt at oversætte til fransk, således at jeg nu siger min danske sætning først og dernæst på fransk.

Jeg og vi er derfor i den dejlige situation, at begge vores børn taler godt fransk og godt dansk. Det er nemlig ikke noget, der kommer med ens gener. Det kommer kun, hvis man virkelig vil, og bliver ved med at tale sit eget sprog uanset omgivelsernes reaktion. De ved nemlig typisk ikke, hvordan det foregår, og hvor umenneskeligt meget, der skal til at det "lille" sprog for at det trænger ind.

Heldigvis er jeg altid - først i Verzy og nu i Reims - blevet mødt af nysgerrighed og interesse og ingen fordømmelse à la "nu bor hun i Frankrig, hvorfor taler hun ikke fransk?". JEg kan selvfølgelig ikke vide, om nogen har tænkt det. Men mange har spurgt mig, og jævnligt giver folk også udtryk for deres sorg over aldrig at have lært deres eget andet sprog. I Frankrig har jo hver fjerde en anden rod end fransk. Tænk engang. Hver fjerde franskmand. Og vi bidrager til statistikken med yderligere tre ud af fire.

Jeg synes i øvrigt, at det er enormt interessant at høre Lars og Genevieves og deres næsten voksne børns historier fra Danmark. Lige modsat vores. Deres datter Marie-Yvonne har f.eks. tippet mig om de mange mange gode franske tegneserier, og det er jo god paratvide, når man har det første barn i gang med at læse. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad der er spændende nok for ham, til at han læser selv.

Året efter kom Lars forbi på cykel hele vejen fra Kerteminde. Hos os hvilede han ud en enkelt dag, før han fortsatte til Pyrenæerne. Ja, I læste rigtigt, og alt i alt en tur på lige under to uger. Ikke dårligt?

Jeg kan i hvert fald fortælle, at de af naboerne her i Verzy, der ligede nåede at høre om eller skimte Lars var temmelig imponerede.

Seneste besøg var i den danske efterårsferie 2010.

Fætter Adrian og fætter Osvald, som vel egentlig er grandfætre til Clement og Eva, men det tager vi nu ikke så tungt, kom forbi i nogle dage, og de hyggede sig supergodt sammen, som vi allerede har oplevet i København og på landet.

Vi tog dem selvfølgelig med i vinen. Jeg har endnu til gode at se det barn, der ikke synes, det er fantastisk at plukke druer og løbe op og ned gennem rækkerne.

Men der blev også leget Lego, spillet DS og Uno. Bagt chokoladekage for at fejre Osvalds fem år, og så var Adrian jo med Clement i skole, hvilket var en stor oplevelse for os alle. Clements kammerater fandt det meget spændende med en jævnaldrende fra et andet land. Adrian syntes, at han næsten var for meget i centrum. Jeg var bare imponeret over, at det kunne lade sig gøre. Tre timer med Clement som eneste mulige tolk var trods alt noget, men det var altså en stor succes. Clements effektive klasselærer udnyttede straks muligheden til klassens første skriftlige arbejde: At skrive et brev til Adrian.

Til dem, der kom helt herned, vil jeg bare sige: Godt klaret.

Hvis jeg har glemt nogen/noget er det ikke bevidst. Unskyld. Jeg har gjort mit bedste.

Kom endelig igen. Vi er glade for at se jer.

13. december

2010-12-13T02:13:00.000-08:00

Og, når til sidst vi klinket har,
sin søndagspibe henter far,
og Hanne hun må stoppe.
Med julelys hun tænder den;
så leger far med os igen,
og vi bli'er længe oppe!

Det er nemlig skønt at lege, og i en travl hverdag svært at nå.

Heldigvis har vi vores onsdag til at lære andre ting, men også til at lege med vores venner.

Det har vi nu gjort på mere eller mindre samme måde i fire år.

Onsdag morgen hos Lucie og i piscine med bolde. Det er her:

Her har Eva leget siden hun var 0 år, og dette er stedet, hvor jeg er blevet opmærksom på, at hun har en rigtig god kropsfornemmelse.

Hun er i det hele taget meget opmærksom på sin krop. Taler meget om, at det gør ondt her og der, og jeg er ret sikker på, at det ikke gør ondt så ofte. Hun mærker blot mange ting, og sætter ord på det.

Dette er også stedet, vi finder venner. Måske fordi det er stedet, hvor ligesindede dukker op. Det er i hvert fald her, jeg har fundet flere af mine nu nære veninder. F.eks. Anne, der er børnelæge, og mor til Solo og Khady-Marie, som vi har leget med mange onsdag morgener i piscinen - svømmebassinet - og siden fulgtes med på konservatoriet, af og til efterfulgt af eftermiddage på legepladser i Reims. Denne her med karrusel.

12. december

2010-12-12T06:53:00.000-08:00

Så får vi vin i vore glas,
og mor hun henter juleknas
og godter til at spise.
Og gåsens skål vi drikke vil,
og far han synger nok dertil
en morsom julevise

Så er det tid til at fortælle sjove historier. Her er en historie om noget, I aldrig er med til.

Det er årets skoleafslutning, som vi har gennemført fire af allerede.

Det er sådan, at lederen af Maternelle-skolen, hvor Clement har tilbragt tre år og Eva et enkelt, er nærmest genial til at sætte små stykker eller tableauer op, som får børn ned til 3 års alderen til at brillere.

Uanset hvem hun iscenesætter, bliver de altid stjernerne, fordi hun har et virkelig godt blik for, hvad hun kan bede dem om, hvad de synes er sjovt.

Måske skal jeg lige fortælle, at børnene optræder på en scene foran et par 100 forældre og bedsteforældre. Det er altså ikke ingenting, man beder dem om, og det er heller ikke alle, der tør, når det kommer til stykket. Men næsten alle.

Her kommer årene, der er gået:

Clements 1. kermesse (skoleafslutning), hvor mindste klasse - iført primærfarver - skulle hoppe rundt fra ring til ring, og siden blive siddende, mens næste klassetrin dansede rundt om dem.

Til Clements 2. kermesse var alle klædt ud som klovn, og læreren Brigitte havde sat et cirkus-tema i scene. Meget fint set lod hun Clement mime musikklovn med en kontrabas-attrap i pap lige så stor som ham selv. Han var lykkelig. Hans ven Eliot lavede et lille tryllenummer. De var fire år gamle.

I sidste år af Maternelle havde Clement egentlig skiftet lærer, men Brigitte ville gerne prøve noget af med ældste klasse, som hun havde været på fem dages lejrskole med (jeps 12 5-årige), hvor det ene tema var musik. På det tidspunkt havde Clement allerede næsten to års musik bag sig, og det kunne de heldigvis godt høre på lejrskolen. Til kermesse lavede hans klasse et percussion-nummer, og det var faktisk Clements ansvar at holde takten for alle med sin guiro, der gik tydeligt igennem i hele salen. Jeg var naturligvis ved at revne at stolthed, og rigtig glad for at takke Brigitte for at hun havde givet ham muligheden for at prøve dette. Clement tog det oppe fra og ned, for ham var der ikke den store forskel på alle mulige andre musiktimer, tror jeg.

Så kom Eva også i skole og gennemførte første skoleår, og det blev hendes tur til at optræde i Brigittes yngste klasse. Som sædvanlig stjernerne. I år klædt ud som matroser til et hav- og hvaltema, inspireret af et teaterstykke om hvalen Madeleine.
Eva sidder ved siden af sin hjerteven, Paul.

Clement skiftede skole og nu i første klasse er kermesse mere seriøst og ikke helt så sjovt. Ham og vennerne Giovanni og Corentin lærte et digt udenad og deklamerede det foran forsamlingen.

På Clements nye skole er der en årlig forestilling på musikkonservatoriets scene, hvor samtlige skolens godt 200 børn medvirker. Desuden skoleafslutning, som børnene elsker, fordi der bagefter er lege, hvor man kan vinde ting, og så kan forældre købe kager, som de selv har doneret for at støtte skolens arbejde. Et klassisk koncept, der gennem årene har udbredt banankagen her i Verzy. Nu må de klare sig uden.

Sådan her så vores unger ud lige før afgang til første skoledag i deres nye skoler i Reims. Eva iført ny tøjstil og frisure efter eget valg.

11. december

2010-12-11T06:52:00.000-08:00

Når far skær hul på gåsen så,
han løfter mig, jeg kigge må
til sveskerne derinde.
Vi trækker "gåsekrog" for spøg,
og tænk, en stor klat syltetøj
jeg får, hvis jeg kan vinde.

En rigtig dejlig oplevelse havde vi alle onsdag den 8. december. Jeg vil faktisk betegne det som en af decembers rigtig gode julegaver.

Clement og Eva havde ved min mellemkomst inviteret deres venner fra sidste års skoler til julekager.

Clement er omgivet af venner, relationer, bekendte i sit liv, og dem fra sidste år hænger også stadig på. Han er en flink dreng, åben og vellidt, det er der vist ingen tvivl om. Eliot, Corentin, Maxence, Marie og Julie var med.

Vi ved godt fra fødselsdagene, at ungerne ikke kommer for at spilde deres tid med at spise. De kommmer for at lege igennem, så det gjorde de. Oven i købet faldt der de vildeste mængder sne i løbet af eftermiddagen.

Mødrene benyttede lejligheden til at skulle på indkøb, og dem, der kom afsted, kom ikke tilbage igen, men måtte sende bedsteforældre i byen for at hente børn. Snefaldet var det voldsomste i 23 år, og ungerne var selvfølgelig ude at lege i sne, og måtte bagefter låne bukser. Ingen var jo forberedt på al den sne.

Den dejligste oplevelse var at have besøg af Evas veninde fra det første skoleår. Clementine, som hun ikke havde set i et halvt år, men nu, hvor Eva er velintegreret i sin nye kæmpeklasse, turde vi endelig gøre forsøget med at lade dem mødes igen.

Det var meget vellykket. De to piger var så glade for at se hinanden igen. Hoppede rundt med dukkevogne, hvilket jo ellers ikke er Eva first choice indenfor legetøj. Hun er mere til farlige riddere, Spiderman-udstyr, jernhånd og den slags, men da Clementine også har en storebror, mestrer hun også det felt, og de to småpiger klarede sig også fint blandt fire syvårs drenge, der legede russere og amerikanere i krig (overraskende leg, fandt jeg, spor fra James Bond monstro?). Begge piger er store fans af fjollede gags.

Nå, men Eva og Clementine nåede undervejs at aftale, at de skal sove sammen og besøge hinanden, og jeg ved ikke hvad. Eva har jo set Clement have det sådan med især Eliot, og der er ingen tvivl om at hun har savnet det samme. Selv om Eva er vældig rock n roll, så er hun nok ikke helt klar til sleep-over uden mor og far. Men mindre kan jo også gøre det. Et besøg i ny og næ en onsdag eftermiddag f.eks.

I dag slog det pludselig ned i mig - efter et års tid - hvorfor der formentlig aldrig kom noget ud af mit forsøg på kontakt til Clementines mor: Vi kommunikerer ikke på samme måde.

Hun hentede aldrig selv sin datter, så jeg kunne ikke tale med hende, da man ikke sådan kan bede om telefonnummer uden at kende folk først. I stedet foreslog jeg hende i et lille brev, at pigerne skulle mødes og lege sammen efter skole og fik aldrig svar. Først nu forleden gik det op for mig, at hun formentlig ikke har forstået, at jeg ventede på et tilsagn.

Det er historien om mine relationer i Verzy i en nøddeskal: Da jeg endelig udstedte den konkrete og korrekte invitation, kom Clementine straks, men jeg gik altså og ventede i et år på grønt lys fra moderen om, at relation overhovedet var velset eller ønsket. I mellemtiden fandt jeg hende ualmindelig uhøflig og ubehagelig, siden hun aldrig svarede på min venlige forespørgsel.

Det er præcis derfor, vi ikke skal blive boende her. Relationer er komplicerede. Men jeg kommer nok til at arbejde lidt på denne her alligevel, for de to småpiger var sørme godt nok glade for at være sammen igen, og jeg er nu fuldt opdateret på kattesituationen hos Clementines bedstemor (en er død, en flyttet i skoven og den sidste bor stadig hjemme). Hun fortalte mig om sine killinger en gang sidste skoleår. Det kunne hun altså stadig huske.

Det kunne jeg også, da hun tog emnet op. Det er derfor, det er så vigtigt at passe godt på sine rigtige venner.

10. december

2010-12-10T02:16:00.000-08:00

Med risengrød begynder vi -
husk på, der er en mandel i! -
Og så skal gås vi have.
I gåsens ryg et flag skal stå,
og den har små manchetter på
og grankrans om sin mave.

Når det er jul, kan man ikke undslå sig for risengrød. Sådan er det jo. Jeg er ikke nogen speciel stor fan af denne spise, slet ikke med smørklat. Det er dog ikke fordi jeg ligefrem nægter at tilberede den, men nu er andre kommet mig i forkøbet.

Hos os plejer det jo at være min mor, der lavet pakkekalender til børnene. Det kunne ikke lade sig gøre i år, og inden jeg overhovedet var begyndt at overveje, hvad man kan putte ind i alle de pakker, havde hun indkøbt en Lego til hver. Fint nok: Mission aacomplished.

Bortset fra, at Eva ikke forstod konceptet med en låge per dag.

Eller forstod hun netop alt for godt? Man kan ikke være helt sikker med den pige.

Den 1. december lykkedes det i hvert fald bege møgunger at åbne alle låger og bygge hele Lego-sættet, inden dagen var blevet ret gammel.

Eva tillod sig oven i købet undren over, at der ikke var noget i sokken dagen efter.

Jeg var hård. Ærgerligt, lille ven.

Men hendes far blev blød som smørklatten på risengrøden, og da alligevel er for koldt til at arbejde i vinen om morgenen, drog han på indkøb. Vendte tilbage med 18 små pakker, som han selv pakkede ind enkeltvis, og nu forestår afleveringen af hver morgen.

Det er også ham, der mener, at der skal laves risengrød til nissen - på risotto-ris men det ved franske nisser ikke noget om. Den bliver sat op på loftet alligevel. Det er Alain, der tilbyder vores åbenbart nu tykke kat Milka mulighed for et ekstra måltid, og endda undrer sig over, hvorfor Milka pludselig er blevet hans ven. Tallerkenen er set vandre op iført 11 teskeer, da Eva mener, der bor 11 nisser på loftet.

Den nye Pyrus-DVD-kalender, som begge elsker, giver masser af inspiration i den henseende.

Troligt sørger den gode Alain for at fragte den let renslikkede tallerkene op igen, så det er synligt for enhver, at nissen har været det.

Gaverne: Selvom de to rødder har hver sin sok - fra New York - tillader Eva sig at klatre op i Clements seng og åbne hans pakke, når hun har kigget på sin egen.

Det er svært at skælde ud. Hun er udspekuleret på en meget charmerende måde.

Og Alain, han har virkelig taget det bedste af alt nisseriet til sig.

Så kan jeg næsten tilgive risengrøden. Hvis jeg i det mindste slippe for nisseøl. Det klarer Eva i øvrigt også med største fornøjelse. Men det er der vel ingen, der tvivler på.

Et år havde nisserne anbragt alle Clements tøjdyr med instrumenter. Et andet af alains påfund, der har gjort så stort indtryk, at Clement stadig husker det, og han kan højst have været 2-3 år gammel. Det så også skægt ud.

9. december

2010-12-09T06:50:00.000-08:00

Du gamle, rare bedstemor,
hvor det var dejligt, at du tror,
at nok du ud tør køre.
Og juletræet er så stort;
jeg så det stå i vores port. -
Nu skal du bare høre!

Juletræet er stort. Det skal helst røre loftet. Hvis det til gengæld rører loftet, er det nødvendigt at kappe af for at have plads til topstjernen. Og så har jeg endda slet ikke berørt, at det også helst skal stå nogenlunde lige.

Det har min far taget sig af hver eneste jul lige så længe, jeg kan huske.

Hvert år skal træet hentes i "Musik i skoven", vælges efter alle kunstens regler og saves over.

Da far fyldte 70 år, bad vi søstre alle gæster fortælle en historie, som de synes, siger noget om far. Alain skrev sin på fransk - min opfordring, far forstår og taler jo fransk, også selvom han helst ikke indrømmer det, jeg tjekkede med fransklærerinden, som jeg sad til bords med - og den handlede om dette årlige ritual: At hente juletræ.

Apropos den 70 års fest.

Hvor var det en dejlig oplevelse at se far så glad, glad for at se de mennesker, der betyder mest i hans liv samlet alle sammen og sige det og vise det højt og tydeligt, klart og rigtig fint.

Jeg har sjældent været til så glædelig en familiefest. Det kunne være værd at huske på: At være lidt gladere bare fordi. En milepæl er jo altid et godt sted at starte, og man kan jo heller ikke være taknemmelig hele tiden, men måske bare en gang imellem. Jeg tror, jeg vil prøve. Til næste år.

Tilbage til juletræet.

I Alains familie henter han også juletræ. Det står oppe på loftet, og derfra har han hentet det ned de sidste 25 år mindst, vil jeg gætte på. Det er kunstigt, og fra en tid, hvor det sikkert har været en god efterligning. Men efter de mange fremvisninger er det en anelse derangeret efter min mening. Jeg er mest til Nordmansgran, og sådan et installerer vi nu også efter fransk skik først i december med julepynt og alt hvad der hører til.

Det er dejligt.

8. december

2010-12-08T06:49:00.000-08:00

Gid det var jul! hvor det var rart,
Men nu må den da komme snart,
det varer ikke længe,
for - fra min stol ved vindvet her
på køkkenmuren jeg jo ser
alt julegåsen hænge.

Når man er barn, er der så længe som hele livet til jul. Når man er voksen, er der ingen måneder, der flyver hurtigere afsted end december med alle dens gøremål, foreberedelser, fester, møder. Alt det, der hører til for mig i hvert fald, fordi december er måneden, hvor jeg gerne vil tilbringe tid sammen med dem, der betyder noget for mig. Sådan har det altid været.

På en måde har vores mange ferier i Danmark udviklet sig lidt i samme retning. Enten fordi vi kører Danmark rundt, og det gør vi i de fleste ferier, eller fordi I kører derhen, hvor vi er.

Det er der kommet mange dejlige timer ud af. Jeg synes, vi er gode til at få noget ud af den tid, der er, men jeg synes også, at I er utroligt velvillige. Det lykkes næsten altid at finde huller til os i ellers travle kalendere. Tak til jer alle.

Her er f.eks. Majas og Stines første tur på stranden, Stevns 2010.

Clement og nu også Eva er meget glade for at bygge sandslotte. Det har han lært af Mads, her på stranden i Vedersø 2008.

I Pernilles sommerhus har vi nu fået lov at lade værktøj ligge fra gang til gang. I det rige Rågeleje koster selv det argeste skidt betragtelige summer.

Men så bliver der også bygget igennem lige fra det tidlige forår hos Pernille og Jørgen på stranden i Rågeleje.

Vi har sørme også udforsket mange legepladser efterhånden. Både den klassiske Gule Legeplads i Odense, som vi har besøgt med både moster Hanne, moster Fie og mormor og bedstefar.

Den ultramoderne Ama'r Ark med Bjørg, Pippi og Anne-Mette

Og så denne her med improviseret murbrokbyggeri med Marianne og Allan og Jakob og Ellen ved Rubjerg.

Det er os, de der små tændstikmænd ovenpå sandet. Jeg har et frønnet bræt stående på en solbænk fra skrottet fra den gamle og nu nedrevne fyrmesterbolig. Den minder mig om alting forgængelighed eller sådan noget. Det år, Marianne og Allan blev gift - den gode årgang 2004 - stod den firlængede gård stadig.

Eva har altid været glad for vand. Det så vi i Tisvilde tilbage i 2007, og det er hun fortsat. Clement var derimod noget mere betænkelig. Jeg allierede mig - det var også i Tisvilde - med tvillingerne Isabella og Pauline og deres storesøster Josefine og spurgte, om de ikke kunne vise Clement, at det er sjovt at bade. Det lykkedes at få ham op på et badedyr, hvor han pjaskede rundt i en af de laguner, der var dannet bag kystsikring.

Tre år efter er han mere målrettet, vil gerne svømme.

På Stevns havde vi en redningsvest til ham, som han også kunne svømme med, og med den ville han i vandet flere gange om dagen, og der blev svømmetrænet flittigt.

Nu fortsætter vi en gang om ugen efter skole. Det er hans anden svømmesæson, og senere på skoleåret kommer der også noget svømning. Nu svømmer han, og vigtigst af alt: Han er ikke bange for vand, og hygger sig i de 45 minutter, lektionen varer.

Clement er i det hele taget ret god til at hygge sig med de mennesker, han er sammen med. Drenge eller piger, store eller små.

Stort for ham var det at være med til sit livs allerførste fest. Det var i august 2009. I en hel måned havde vi konstant hørt denne Balkan-suppe. I familiesprog kendt under navnet "musik i Chalons". DEt var nemlig der vi hørte bandet, det var der mor absolut skule have CD'en - "billig," og "det er da meget sjovt at have", efter den 1.000. gennemspilning fortrød jeg måske en anelse.

Nå, men til Pernilles garden-party mente Clement absolut at vi skulle høre "musik i Chalons" og Pernille var nok en anelse skeptisk, men har jo altid været god ved dyr og børn, og gav Clement, 6 år, hans livs første chance som DJ.

Hans unge lykke var gjort, da festfolket rent faktisk syntes musikken var god, og dansede til den, den ene gang efter den anden.

Da han næste besøg hos Pernille, prøvede at gentage kunststykket med nyfundne Jamiroquai satte hun dog grænsen efter 1. skæring.

Så er der besøgene i Vindeby på Tåsinge, som der efterhånden har været nogle stykker af. Fra Roberts og August baghave kan man følge med i, hvornår Ærø-færgen sejler. Man kan se vandmænd. Pjaske rundt i vandkanten. Det er en ren svir. Men intet var dog bedre end en ægte sejltur på Svendborgsund.

Vi har efterhånden også mødt Marianne, Allan, Jakob og Ellen mange forskellige mere eller mindre mærkværdige steder i det danske sommerland.

I denne have i Ruds Vedby:

På en mildt sagt trashet campingplads på Als: Der var en god gynge,

og så viste det sig minsandten at rumme selveste Als Husholdningsskole, som er et sted, jeg har hørt om altid.

Min mormors veninde grundlagde dette sted, og hvor har hun dog fortalt om det og om Johanne Hansen under krigen og den stribede fangedragt på Sønderborg Slot mange mange mange gange. Dragten har jeg endnu til gode.
Her har min mor været køkkenpige som ganske ung.

Kanoner udenfor Sønderborg Slot.

Jeg kan blive ved. Der er så mange gode minder. Men nu er den 8. december vist gennemført.

7. december

2010-12-07T06:48:00.000-08:00

Da før jeg ud med Karen gik,
var hun i bagerens butik;
dér stod den tykke bager,
og han skrev op, hvad Karen sa'e:
Til juleaften skal vi ha'e
to store julekager.

Hjemme i min familie har vi ingen Karen til at sørge for julekage. Vi har min mor. Hun bruger hele december og vist en god del af november med på at pynte op overalt, på at købe små ting, på at formidle julekalendre, finde på gaver, bestille flæskestej og leverpostej og sønderjysk spegepølse og kålpølser - for det ka' Sol så godt li' efter Sønderjylland, og det er rigtigt, med grønlangkål - og meget meget mere. Samt julekage.

I 2010 må det blive anderledes, det var det også i 2009. Men der er alligevel en verden til forskel.

Det kan godt være, at der er problemer på Odense Sygehus. Men vi har nu grund til at være glade allesammen for at mors operation er gået så godt.

Her er billederne vi tog i sommerferien til at tage med på sygehuset. Det var i august, operationen fandt sted to dage senere, og mor var nervøs.

For i julen 2009 havde vi en uønsket gæst til bords, nemlig frygten for en ny hofteoperation. I julen 2010 vil det sikkert stadig stå krykker, men vi ved, at hoften er klaret, godkendt og så god som næsten ny, og at det nu er et spørgsmål om genoptræning.

Jeg fandt faktisk ingen billeder fra julen 2009. Jeg måtte tilbage til julen 2008 for at finde billeder, hvor vi alle gør noget sammen.

Henter juletræ udenfor Odense ledsaget af den mest skrattende højttaler Bjældeklang, nogen kan forestille sig.

Er der egentlig ikke lidt Tim Burton over det sted? I vores familie har det altid hedder "Musik i Skoven", og det kan da godt være, at det ikke er det mest kryk-egnede sted, man kan forestille sig. Men så må mor jo spare på kræfterne og overlade juletræsvalget til kyndige kræfter fra familien.

I mellemtiden har vi siden august fulgt med i fremgangen, som forekommer imponerende set fra Champagne. Men for mor går det slet ikke hurtigt nok. Det er vel ikke så mærkeligt.

Krykkerne står stadig i nærheden. Også til fars 70 års fødselsdag i midten af november.

Men mor, så er det også snart slut, og vi glæder os meget til at få dig tilbage i fuld fysisk form.

Det må være en af de bedste gaver, vi har fået i 2009.

6. december

2010-12-05T11:47:00.000-08:00

Jeg vil nok også noget få;
jeg må jo ud i gangen gå,
når hun skal til at strikke.
Derude er der rigt'nok koldt;
men når jeg spiller med min bold,
så mærker jeg det ikke.

For når man spiller med sin bold og med de andre kommer man åbenbart sporenstrengs i den syvende himmel.

Se, det er jo noget, jeg aldrig har kunnet tage del i. Jeg siger ikke forstå, for jeg kan jo se, hvad fodbold kan. Hver gang børn er sammen, i hvert fald hver gang vores børn er sammen med andre, er det blevet naturligt for dem at sparke bold.

I sommerferien med Robert og August og Bjørn, hvis storebror Lasse også er meget glad for bold, og derfor ikke var med i Stevns-sommerhusets have i år.

Efter sommerferien begyndte Clement så til foot som fodbold hedder på daglig fransk sammen med sin bedste ven fra sidste år, Eliot.

Planen var at de så fortsat kunne ses en gang om ugen. Det viste sig at en hel stribe drenge fra Verzy går i samme klub, så at Clement på den måde ser en større del af sit gamle miljø onsdag eftermiddag til træning og lørdag eftermiddag til kamp.

For både ham og Eliot er fodboldverdenen fantastisk dejlig og spændende.

I skolen er fodbold også Clement foretrukne aktivitet i frikvartererne, og det er derigennem at han har lært en del især drenge at kende fra andre klasser og niveauer.

Også Eva er glad for bold, og går nu til fodboldtræning sammen med en flok kammerater fra sidste år. Når der er kamp om lørdagen må hun dog stadig nøjes med at spille på sidelinjen med papa. Dog iført korrekt udstyr naturligvis.

Når børn mødes her i huset, er fodbold også en naturlig aktivitet.

Da vi den første søndag i advent havde besøg af blandt andre vores venner fra den sydlige ende af Champagne: Marlene med Anna, Christophe, Antoni og Zachary bestod en god del af dagen også i at sparke bold i vores godt nok ret lille gård.

Jeg kan med andre ord godt se det: Fodbold samler på en måde ikke mange andre aktiviteter formår. Det er blot ikke min foretrukne aktivitet. Min datters indstilling er helt modsat.

Hendes lykke blev simpelthen gjort, da vi arvede tre sæt fodboldtøj fra Oscar i Taissy: Vist var det egentlig til Clement, men det er Eva, der har sovet i det lige siden.

Nu er det store aftenshow at vælge mellem Olympique Lyon, dansk landshold eller Taissy og hun rådede i forvejen over Brasilien, Olympique Marseille og fransk landshold. Eva har med andre ord bestemt sine kvindelige sider, de kommer bare til udtryk på en lidt anden måde end hos de fleste andre.

5. december

2010-12-05T06:46:00.000-08:00

Og søster Hanne syr og syr.
Hun siger, julen er så dyr,
hver gang hun grisen ryster.
Til far har hun en pibesnor
af perler, og til bedstemor
hun hækler på en trøster.

Det kan være svært at holde styr på kronerne: Men her får Alain kvalificeret forklaring på, hvordan han kan mærke sig frem til forskellene på de gule, de hullede og de kobrede mønter. På Naturhistorisk Museum i Århus.

Vores Hanne går mere op i interkulturel kapital og nymalede køkkenlåger end i hækleri og pibesnore.

Men vores lillesøster og moster, Fie, er flittig med symaskinen. Munkekutter til Børglum Kloster og burgunderkjoler efter historisk mønster, nu med finish efter et halvt år på design-skolen Teko på heden i Herning.

Selv siger Fie, at hun har syet det samme hele tiden. Det tager blot 10 gange så lang tid på Tekos måde. Forskellen på Haute Couture og H&M?

4. december

2010-12-04T06:45:00.000-08:00

Og mor hun har så mange bud,
hvert øjeblik skal Anders ud,
og mor og Anders hvisker.
Men jeg kan dog nok høre - tys!
I morges var det julelys
og røde bånd og svesker.

Jeg har også været på udkik efter røde bånd til at hænge julepynt op med, men jeg har ikke fundet den rigtige, brede silke-agtige kvalitet, og nu står juletræet i vores stue, og så har jeg ikke brug for dem mere.

Julelys køber jeg i Danmark, julenisser ligeså, dette år også æbleskiver og juleøl. Jeg hører dermed til det segment, der elsker, når julepynten dukker op allerede først i november. Så kan jeg nemlig nå at købe lidt med hjem til vores jul.

Hvert år køber jeg nyt til træet, der på den måde fortæller sin historie om årene, der går. I år har jeg købt en perlestukket - ikke silkebredt - ridder i Warwick, by og borg i det elizabethanske England, og vi besøgte den på Clement syv års fødselsdag i maj 2010. Anledning var moster Hannes forskningsophold på universitetet der.

Konceptet universitet har siden været en fast bestanddel af Lego City, der har til huse på et efterhånden ret stort hjørne af vores loft. Jeg gjorde godt nok et stort nummer ud af at fortælle Clement og Eva om at dette sted - campus på Warwick University - var lige så stort som en middelstor by, og at man her kan lære alt, hvad hjertet begærer. Hvilket jeg sådan cirka gik ud fra.

Nu er ridderen så også blevet en del af jule-udstyret sammen med englen, som jeg fik af Mette for sikkert over 20 år siden nu.

Hvert år finder jeg den frem, og den op, og hvert år tænker jeg på, at den har jeg fået af Mette. I år har den fået lov at hænge i den mest franske afdeling af vores hus: Foran Æreslegionen, som Alains oldefar fik efter at have mistet sit ene ben under Første Verdenskrig, La Grande Guerre, som den hedder i Frankrig.

Her i Frankrig er mit juleudstyr blevet beriget med to typer: Korsstingsbroderi og små træfigurer.

De kommer fra det årlige loppemarked i Vertus, som jo er nærmeste storby i forhold til Soulières, så langt ude på landet, som man kommer. Og smukt.

Hvert år glæder jeg mig over, hvor fine de er. Hvert år skal de limes sammen et eller andet sted.

Hvad korstingen angår, så er det normalt ikke lige min stil, kitch og retro eller ej, men disse her er helt særlige.

Verzy har jo været en prøvelse, der kun vanskeligt lader sig fastholde i ord, og guderne skal vide, jeg har prøvet. Det er I vist mange, der ved.
Men Verzy er også stedet, hvor jeg mødte Isabelle - endnu en, jeg har mødt mange i Frankrig - hende her hadede Verzy mere end mig, og det var ikke så lidt. Hun er mor til to smukke søstre fra Guatemala, og hun flyttede tilbage til sine elskede bjerge i Savoyen for et par år siden efter at have udholdt to år i Verzy.

Engang i december spurgte hun mig, hvad "Joyeux noël" egentlig hedder på dansk. og "bienvenue", og det fortalte jeg hende, og nogle uger senere forærede hun mig så et par stykker af sin specialitet: Små puder med korstingsmotiver, og lige siden har de hængt på mit juletræ.

Den dag, hun flyttede, var en af de sværeste, jeg har oplevet i Verzy. Og en af de hurtigste afskeder, jeg har foretaget i mit liv. Den kunne næsten måle sig med Alains og min i 1994, hvor vi tilbragte en måned sammen først i Danmark og siden i Reims. Dengang overvejede jeg faktisk, at vi kunne blive sammen. Men jeg tog alligevel afsted. Jeg har aldrig rigtig stolet på tanken om at flytte til Frankrig, og med god grund. Det er meget dejligt i dag - syv år senere - at kunne sige, at nu tror jeg faktisk, at jeg har fundet ud af at være her på en måde, jeg kan vokse med i stedet for at gå i stykker af.

3. december

2010-12-03T00:24:00.000-08:00

Og mor har peberkager bagt;
jeg ved det, jeg har selv dem smagt
da de var ganske varme.
Sit sølvskab mor nu åbnet har,
og stadsestagen frem hun ta'er,
den med de mange arme.

Kære venner, ved I, hvor godt peberkager smager? Det er helt vildt!

Jeg ved det. Takket være Anne-Mette, der et år til jul forærede mig en Camilla Plum-kogebog, så jeg kunne finde ud af at lave ordentlig juleand og meget mere godt til jul.

Anne-Mette forærede mig mange gode bøger undervejs, jeg læser virkelig meget, og har også læst de fleste - dog ikke den franske grammatik, men den står fint i reolen, og får mig til at se seriøs og meget fransktalende ud, så den virker efter hensigten - men jeg er sikker på at denne her smager bedst.

Der er alle mulige gode grunde til at ikke at gide bage småkager. Men de her er I nødt til at prøve. De har et fantastisk knæk.

Efter et jeg fik denne bog og øjnene op for denne opskrift, har vi for alvor fået brug for bøtten med 30 forskellige småkageforme fra vores skønne Thanksgiving tur til New York for flere år siden. Vi boede hos Julie og Torsten på Manhatten, og det år - 2007 - begyndte vores jul lige der.

Nu er formene ude hvert år til disse peberkager. Jeg kan kun sige: Lav dem! Spis dem.

1/2 kg sukker
250 gram smør, stuevarmt
2 dl piskefløde (jeg tog nu mælk)
2 sl sirup
2 spsk bagepulver
4 tsk st ingefær
4 tks st kanel
4 tsk st kardemomme
2 spsk kakao
1/2 kg mel eller mer

Rør sukker og smør sammen, tilsæt først fløde, derpå resten. Lad dejklumpen ligge i køleskab mindst natten over før udrulning (eller to nætter eller tre, det er jo ikke altid man lige er i form til at bage 200 småkager, min tilføjelse). Rul dejen ud, tyndt, og udstik figurer.
Bagkagerne på bagepapir ved 180 grader til de er gyldne, ikke mørke.
Dekorer med glasur, skriver hun, man kan også lade være, de smager dejligt som de er.

Gode til gløgg, gode uden gløgg, god dej til børn, god mad til mor. Så hvad venter I på?

2. december

2010-12-02T06:42:00.000-08:00

Og på hans bord forleden dag
jeg så et yndigt lille flag,
og det jeg ikke glemmer.
Papir han klipper med en saks;
men, når jeg kommer ind, han straks
sin stads i skuffen gemmer.

Vores far klipper ikke julestads. Det gør man ikke rigtig i Frankrig, når man først har forladt Ecole Maternelle, som er den forskole, hvor Eva i øjeblikket slår sine folder. Men af og til når der er tid, laver han masser af andre ting med Eva og Clement. Denne idé er fra Alains fødselsdag, den 13. juni 2010.

Vi gik en tur i den grønne skov for at finde noget ler.

På det tidspunkt var den helt store dille i Clements skole at spille kugler. Men ikke glaskugler. Det var nogen særlige plasticdimser med sjove ansigter og former, som naturligvis kostede det blege. Hvis man da kunne finde dem nogen steder. Det var nemlig en dille, ingen nedenfor bjerget nogensinde havde hørt om. Man kunne imidlertid kun være med i den leg, hvis man selv havde nogen, og det havde Clement ikke. Hans mor gad ikke lede med lys og lygte efter dem på nettet eller i en eller anden obskur butik i Chalons-en-Champagne, hvor rygterne gik i skolegården om, at man vistnok kunne få dem. Købe. Tre for to euro.

Når en eller anden ven forbarmede sig over den stakkels dreng og gav ham en at spille med, tabte han den samme dag. Det var svært - ikke mindst for de voksne - at finde ud af de indviklede regler for udveksling og tab og vind. Andre end os opgav med et: Det må I selv finde ud af.

Vores plan var så at finde ler i den grønne skov og bage skidtet selv.

Vi fandt en stor og spændende rævegrav. Der var også ler, som vi bragte hjem i en gammel kakaodåse, og så gik Alain og børnene i gang med at forme kugler og sjove ansigter og bage dem i ovnen.

Så somt så gjort. Fine Jojosh'er fik vi ud af det. Men desværre ikke helt acceptable som gangbare spillejetoner. Måske pga en lille produktionsfejl: Vi kan ikke bage skovens ler hårdt nok, så kuglerne går i stykker, når man spiller med dem.

Nu er vi helt ude over problemet, for i den nye skole har ingen hørt om dimserne, og indtil videre samler ingen af børnene på de kort - Pokemon, fodbold og hvad der nu ellers er - der vistnok er objekt for bytterier på den nye skole.

1. december

2010-12-01T04:21:00.000-08:00

Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg, julen kommer.
Min far hver dag i byen går,
og, når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store lommer.

Mandag den 29. november vågnede vi op til et snedækket Champagne.

Eva og Clement var SÅ glade, og selvom vi kører i skole tidligt om morgenen - kl. 7.45 med retur kl. 17 eller 18 - nåede de ud i vores gård i fem minutter for at lave snebolde. Kammeraterne var ligeså glade, da vi nåede skolen.

Jeg var mindre glad, for jeg kører jo fem-10 minutters bjergkørsel af små veje med mange skarpe sving hver morgen. Vinteren er absolut den tid af året, hvor jeg er bedsteven med firehjulstrækkeren. Der var nu ingen grund til panik. Ros til vores lille bykommune: Jeg kan skrive en bog om alt det, de ikke kan finde ud af, men borgmesteren selv iført sine tre grønne mænd skal i hvert fald nok sørge for at ryddet sne og spredt sand, inden folk skal afsted. Samme billede i de andre landsbyer, der jo alle er selvstændige kommuner.

Den første søndag i advent fyldte vi vores hus med venner - store og små - og vi havde sat juletræ op på fod i gården med elektriske lys. Det står nu med fem centimeter sne på alle grene i en ret dybfrossen tilstand, der giver anledning til at overveje, hvordan vi får det tøet op, så det kan komme ind i vores stue om en uge.

Hvad har Alain så i lommerne? Selvfølgelig den bilnøgle, der åbner billåsen uden at man behøver have fingrene op ad lommen. Han spiser nærmest ingen søde sager, og ikke engang otte julefejringer i mit selskab har ændret på den sag. Men jeg prøver stadig.

Hundevenner

2010-01-05T07:17:00.000-08:00

Clement med sin hundeven, Airy, Davids søde labrador, som han havde tre år.

At rejse er at leve

2010-01-04T01:50:00.000-08:00

Vores tur til NYC var fantastisk. Clement taler stadig om ting, han så, og jeg undres af og til over, om han virkelig kan huske så meget nu tre år efter. Men det bekræfter mig under alle omstændigheder i, hvor vigtigt det er at rejse sammen. Opleve noget, der er nyt og fantastisk for alle. Vise sine børn, at det er muligt at udforske ukendt territorium sammen.

Siden er det kun blevet til et par småture til Tyskland og England. I øjeblikket har vi hverken råd eller tid, jeg foretager mine rejser mentalt i selskab med de efterhånden mange blandede familier, vi kender, som deler deres land, deres oplevelser og indgange til tilværelsen med mig. Meget berigende.

Men rejseriet kommer forhåbentlig tilbage igen engang. Vi håber meget på at kunne rejse til Afrika et år i selskab med Clements og Alains tidligere djembé-lærer til en uges musik og dans.

Vores allesammens nisse

2010-01-03T13:28:00.000-08:00

24. december

2009-12-24T08:00:00.000-08:00

Josef var helt begejstret, da børsdirektøren var færdig med at præsentere sin idé for ham.

"Ja, det er lige os," udbrød han begejstret, mens han lavede store fejende bevægelser med armene.

"Nu skal I høre, mine venner," sagde han og så forklarede han planen.

"Oppe i Central Park er der en masse små huse og hytter, og det er sådan at børsen ejer et af dem, og de kan godt bruge et par som os som opsynsmænd. Det er ganske vist ikke 300 kvadratmeter stort som et ordentligt mellemklasse hus, men vi er jo også kun os tre og så vores hjord."

Der var nu heller ikke ret mange indbyggere på Manhattan, der rådede over 300 kvadratmeter, så det passede meget godt.

"Lad os nu komme afsted til Radio City Hall, folkens."

Det var brandmajoren, der meldte sig.

Og så skyndte de sig alle sammen ned til de flotte brandbiler nede på gaden. De steg alle sammen ind og satte sig godt til rette. Først tog de afsked med isbjørnen Gus, der var vel stor, og derfor fik sin egen ladbil, der satte kursen direkte mod Zoo i Central Park.

De andre satte med hylende sirener afsted mod Radio City Hall i Rockefeller centeret, hvor Maria og Julemanden og en urolig rensdyrmor ventede på dem.

De var hurtigt fremme.

Udenfor bygningen holdt julemandens kane, og de fandt hurtigt frem til en sørgmodigt udseende rensdyrko. Det måtte være kalvens mor. Og ganske rigtigt. Den lille sprang glædestrålende ud af den store brandbil, da den fik øje på sin personlige leverandør af rensdyr latte to go. Den måtte simpelthen have et bap, og det kunne kun gå for langsomt. Så dejligt, så skønt var det at komme hjem til mor til jul. Og lige så dejligt, lige så skønt var det at få sin unge tilbage til jul. De var glade, de to, og de så frem til at dele en dejlig aften sammen med resten af julemandens rensdyr.

Bom og Tvitte tog kærlig afsked med den lille rensdyrkalv.

Nu skulle alle rensdyrene blot lige på en lille gavetur jorden rundt med julemanden ved tøjlerne.

Julemanden befandt sig jo imidlertid stadig inde i koncertsalen hos den ulykkelige Maria.

Men det kan nok være, at hun fik tørret øjnene, da hendes livs Josef sprang op på scenen, tørrede hendes øjne med snipperne af sin brunstribede kjortel og satte hende ind i børsdirektørens generøse tilbud.

"Åh, min Josef," henåndede hun, "så bliver det alligevel jul i det lille hjem, og vi skal ikke længere blive boende dette - hmm - noget offentlige sted."

Så gennemførte de dagens allersidste forestilling med the Living Nativity, og da den sidste gæst havde klappet af, sluttede de sig til Frelsens Hærs julefest.

Her mødte de både Hosiannah og hendes frelservenner men også muldvarpefolkene, der var så grå, at man glemte, hvordan de så ud i samme sekund som man så væk fra dem, havde vovet sig op fra deres glemte metro-stationer.

Nøddeknækkeren, ja, han valgte at blive sammen med de andre soldater i Radio City Hall, for der følte han sig nu godt tilpas. Når der nu ikke var flere farefulde sitationer tilbage, hvor han kunne udøve sin maskuline side.

Og nisserne, hvad med Bom og Tvitte, spørger du nok?

Det er jo pærelet, i virkeligheden.

De rystede bare deres tryllesnevejr.

Og en-to-tre-vupti-hurtigere-end-du-kan-nå-at-sige-risengrød-med-smørklat var de to nissebørn tilbage i deres lune redde, foret med dejligt gult hø under det største træ i den store skov, hvor deres nissemor og nissefar ventede dem.

"Hvor har I dog været, børn?" spurgte nissemor.

"Jo, nu skal du bare høre," begyndte de to at fortælle, og jeg skal love for, at det blev noget af en historie helt fra New York.

Og så blev det da endelig jul.

Gus var tilbage i Zoo i Central Park.

Bjørnene drømte om de skønneste nordlys,

og fortalte hinanden røverhistorier fra Nordpolen hele julenat.

Vores familier holdt jul i Danmark. I Odense. Men den franske familie tænkte tit på, hvor hyggeligt det havde været at besøge New York, og hvor morsomt det havde været at bidrage til den skrantende amerikanske økonomi. De skulle vist have bidraget lidt mere. Meenn, der kommer jo også andre gæster i New York, som kan slipppe en skærv eller to til alles bedste. Familien ville så gerne sige:

Glædelig jul, fra alle os til alle jer.

Så det gjorde de så.

Og de havde skam stadig ikke lagt mærke til, at et par smånisser rejste med dem hele vejen, og havde haft supertravlt med at redde julen for alle folk i New York. Men det er jo også lige præcis sådan det er med nisser. De opererer bedst i det skjulte, menneskene når aldrig at se dem, kun det de har gjort. Sådan har det altid været, og sådan er det vist bedst.

Snip-snap-snude... og godt nytår.

23. december

2009-12-23T08:00:00.000-08:00

Nissebørnene Bom og Tvitte befandt sig sammen med den oprindeligt tyske, nu amerikanske Nøddeknækker og frelserpigen Hosiannah på 20. etage i huset bag børsen i Wall Street i New York. De havde netop fået overtalt
det sødeste lille rensdyrkid til at bevæge sig ind fra det åbne vindue og ind i sikkerhed på kontoret på 20. sal, da brandmandsmajoren og børsdirektøren trådte ind.

"Hvad foregår der her?" sagde de med så dybe og alvorlige stemmer, at kiddet var lige ved at springe direkte ud af vinduet, så skræmt blev det.

Nisserne blev også helt urolig, og Hosiannah kom til at tage en hel masse høje C'er af bar befippelse.

Nøddeknækkeren følte, at her måtte han hellere træde til som rigtig mand. Så han hoppede frem og åbnede og lukkede munden nogle gange for ligesom at træde lidt mere i karakter.

Den manøvre gav ham et ekstra minut, som direktøren og majoren brugte på at tabe både hoved og mund og tage dem på igen.

"Hør her, venner" sagde han jovialt.

"Disse smånisser har uegennyttigt pløjet hele New York igennem for at redde denne rensdyrkalv, hente Josef hjem til konen og sikre julen for os alle sammen her i New York. Vi skylder dem både salutter og fanfarer og honnør og i hvert fald alt andet end det, jeg fornemmer, I lægger en anelse op til ved sådan at stå og tårne jer betydningsfuldt op dér i døråbningen."

Direktøren og brandmajoren, der jo slet ikke havde nået at sige noget endnu, kunne ikke finde hverken grimasse, passende ord eller hvilket ben de skulle stå på, så de lyttede i stedet bare videre til Nøddeknækkeren.

"Vi har brug for assistance nu, og der kunne I brandmænd virkelig gøre nytte," fortsatte han. "Vi har en isbjørn stående nede i receptionen, der skal hjem i Zoo. Vi har en tømrer, der skal over i Radio City Hall til sin kone - der skal jeg også selv hen - vi har to nisser, der skal tilbage til det røde hus. Og så er der Hosiannah. Min ven, hvor skal du hen til jul?"

Hosiannah svarede: "Jeg skal holde jul sammen med Frelserhæren og de hjemløse og de ensomme, og hvem ved, måske er der også nogle af Muldvarperne med."

"Men," fortsatte hun, "Hvis vi er ved at være færdige her, kan jeg godt lide nå ud en tur med klokken en dag mere, og så er der endnu flere, der kan få en dejlig jul, fordi vi kan nå at købe gaver til børn, der ellers ingen ville få, julemad til dem, der ellers ikke ville have råd, og meget mere.

"Hos os synes jo, at det bedste ved jul er at give til dem, der har mindre end os, og det behøver altså ikke at være penge eller ting. Vi synes, at det allerbedste julesind opstår, fordi rigtig mange mennesker netop i julen husker bedre på hinanden, og mennesker blomstrer smukkest i relationer til andre mennesker."

"Så jeg skal ikke køres nogen steder hen. Jeg stiller mig tilbage til min røde keddel til penge, ringer med min klokke og samler penge ind."

Så manglede de sådan set kun at få styr på en enkelt ting. Josefs penge. Hvordan var det mon gået, var det gået efter planen, havde han virkelig nået sit mål og tjent nok til et pænt lille amerikansk hus i mellemklassen på 300 kvadratmeter.

Det var lige noget, børsdirektøren kunne hjælpe med.

"Ved du hvad Josef," sagde han, "Jeg har et forslag til dig, sådan at du og din familie får tag over hovedet, ordentligt tag over hovedet, og til gengæld lover du så ikke at lave uorden i julen og julesindet en anden gang."

Og så tog han Josef under armen, trak ham med over i et hjørne og satte ham ind i tingene.

22. december

2009-12-22T08:00:00.000-08:00

Nissebørnene havde stadig propper i ørerne, da de trådte ud af elevatoren på 20. etage i den bygning, hvor New Yorks pengemarked bor. De puttede sig endnu så dejligt i frelserpigen Hosiannahs dybe og bløde lomme. Nu var det imidlertid tid til action.

En lille rensdyrunge var havnet på gesimsen uden for et af vinduerne på 20. etage - og det er altså meget højt oppe - og sad og hylede og hvinede, mens en mand med sort skæg og brune øjne prøvede at tale den til rette.

Det gik ikke ret godt. Det var som om de slet ikke talte samme sprog. De talte ikke samme sprog.

For det var jo Josef, der prøvede alt det bedste han havde lært for at prøve om han dog ikke kunne lokke det lille dyr tilbage i sikkerhed igen. Men han talte hebræisk og kun en smule engelsk, og rensdyrungen talte rensdyrsprog og kun en lille smule engelsk, og det lykkedes ham ikke at overbevise den lille, der var skræmt fra vid og sans af højden.

Men også af postyret nedenfor med skrattende megafoner, hylende sirener og mennesker, der gloede op på den.

Bom og Tvitte hoppede resolut ud af lommen og pilede hen til det vidåbne vindue. Op af den barbenede Josefs kjortel og videre derfra over på vindueskarmen og ud på gesimsen til det lille rensdyr.

"Hej du," sagde de i munden på hinanden på rensdyrsprog.

Nisser var nemlig meget dygtige til at tale alle mulige dyresprog og selvfølgelig især de sprog, der tilhørte dyr fra kølige eller ligefrem kolde lande som de selv. Desuden havde de den indstilling, at hvis man ikke kunne sprog, måtte man prøve at lære.

Det var der også andre, der mente i Amerika, og derfor havde amerikanerne fundet på tegnefilmen med eventyrersken Dora. Hun skulle lære de spanske børn lidt engelsk og de engelske børn lidt spansk. Altså i Amerika. I Frankrig kunne de også godt lide Dora, men der taler hun fransk og så lidt engelsk, og man kunne købe alt muligt Dora-dims. For alle forældre i Frankrig sagde, at de meget gerne ville have, at deres børn lærte engelsk.

Men lige meget om Dora talte fransk eller engelsk eller spansk lignede hendes eventyr altid noget i retning af denne film, og når man havde set et minut havde man sådan lissom lidt set det hele. Men populært var det.

Nå, men især rensdyrsprog volder ingen nisser problemer, da rensdyrene jo ligesom nisserne selv er tæt forbundet med julemanden, og de er jo nødt til at kunne snakke sammen allesammen for at at trække i samme retning, når de skal rundt til alle børn juleaften.

"Hvorfor sidder du herude og kukkelurer?" spurgte de den lille rensdyrkalv.

"Jeg kan ikke finde min mor, og jeg savner hende rigtig meget," sagde dyret, der virkelig var så lille, at den nok stadig var en lille patte-ren.

"Nåh, stakkels lille dig," sagde Tvitte moderligt, og så fik hun en idé.

"Var du og din mor også med foran Julemandens kane i det store Thanksgiving optog?" spurgte hun.

"Ja," sagde det lille rensdyr, "og jeg har ikke set hende siden. Jeg blev taget og proppet ned i en taske, der faldt jeg i søvn efter at have hylet rigtig meget, og da jeg vågnede igen var jeg havnet hernede, hvor man kun spiser donuts og drikker latte-to-go, men jeg savner sådan noget rigtig rensdyrmælk. Og så besluttede jeg mig for at sætte mig herud og hyle lige til min mor kom og fandt mig igen."

"Nåh," sagde Tvitte medfølende, "Men nu skal du høre, vi ved godt, hvor din mor er. Hun er sammen med alle de andre rensdyr oppe ved Radio City Hall, hvor Julemanden tager sig af Maria og den lille Jesus-baby. De er nemlig også kede af det, fordi de savner deres far rigtig meget."

"Det er jo dig, Josef," sagde hun videre på hebræisk til husbehov.

Hun kunne virkelig lidt af hvert, den Tvitte, også selvom hun var helt lille.

"Hvordan er du dog havnet her?"

"Joh, ser du," sagde Josef, "Jeg tog jo herned til Wall Street for at tjene nogle hurtige penge. Min idé var at spekulere i julen. Når nu jeg ikke længere var sammen med min kære familie, så gik det mindre godt med julen i New York, og når der er mangel på noget, går prisen jo op. Så jeg tænkte, at hvis jeg nu satte mine penge på julen og derpå skabte tvivl om den, så var der lidt penge at tjene. Lige nok til et lille nydeligt hus i mellemklassen til en familie som os."

"Selvfølgelig," fortsatte han, "Du må forstå, at det var aldrig min hensigt at bringe julen sådan virkelig i fare. Det er klart. Der står alt for meget på spil. Børnenes strålende øjne, fædrenes muntre fløjten, mødrenes glade kvidren og alt det der. Jeg ville bare lige trække den lidt, forstår du. Jeg har jo også min lille families trivsel at tænke på, og vi kan jo ikke blive boende inde i Radio City Hall efter jul."

Ja, det vidste Tvitte ikke, om hun helt kunne forstå. Men nu havde de jo i hvert fald fundet Josef og de havde også reddet rensdyrungen ind i sikkerhed og lovet, at de nok skulle finde dens mor, så den kunne få sig en raindeer latte to go i stedet for.

Alle var sådan set glade og tilfredse, men så trådte New York Børsens direktør og brandmændenes brandmajor ind af døren på 20. etage.

21. december

2009-12-21T08:00:00.000-08:00

Der var fuld aktivitet foran New Yorks børs - Stock Exchange eller bare NYSE - som den hedder på amerikansk - da vores fire venner ankom, anført og for nogles vedkommende båret af frelserpigen Hosiannah.

De kunne se det flotte hus på lang afstand. Det lignede et græsk tempel med doriske søjler udenfor, der var pakket pænt ind i Stars and Stribes. Sådan hedder det amerikanske flag, ligesom det danske flag hedder Dannebrog og det franske flag hedder Tricoloren.

Ja, ja, flot så det ud med en stjerne for hver af USAs 53 stater og striber, der passede til.

Man hvad var nu det?

Gaderne ved New Yorks børs var fuld af brandbiler. De kom fra FDNY - Fire Department New York, og de brandmænd var skam helte i hele verden.

Brandbilerne kørte rundt med flag på, og det var svært ikke at tænke på, at disse mænd på en eller anden måde var meget større end de uniformer, som nogle af dem skam ellers fyldte godt ud.

Fordi det er rigtig rart for folk, der bor eller arbejder i meget høje huse, at føle sig sikre på, at dygtige brandmænd og redningsfolk vil komme og hente dem ned, hvis der skulle udbryde brand. Det gjorde det på en eller anden måde meget lettere og mindre bekymrende at opholde sig i New Yorks høje bygninger.

Familierne i det røde hus havde også besøg af en brandbil en nat, og den var fyldt med brandmænd, og ham, der kom helt op på femte sal, var skam også en rigtig helt.

Eller... Han var i hvert fald en mand, man omgående fik tillid til, når man havde allermest brug for det, og allerhelst bare ville sove videre, men ikke var helt sikker på, at det var nogen god idé.

Men at sove videre var lige præcis det bedste, man kunne gøre, sagde brandmanden.

Således fik han stort set alle til at tage det roligt igen, og det var i virkeligheden nok hans allerstørste kunst.

Tilbage i Wall Street lagde nissebørnene mærke til nogle vejspærringer, der var anbragt ved vejene omkring Wall Street. De fungerede som små mure, man kunne hejse op og ned, og det var helt umuligt for biler at køre igennem gaderne, hvis ikke ham med nøglen var klar til at trykke på den knap, der hejser muren ned, sådan at der blev fri passage. Det mindede lidt om forsvarsværker ved borge i Middelalderen, men det her var skam topmoderne og bygget i selveste det 21. århundrede.

Det var rigtig smart, for hvis der nu var nogen, der fik lyst til at røve NYSE, kunne politiet bare skynde sig at rejse spærringen, og så kunne røverne ikke komme forbi med pengene.

Lige netop nu var der et farligt postyr. Brandbiler holdt med roterende lys foran børsbygningen, politi talte i megafoner, så man kunne høre deres mærkeligt forvrængede metalstemmer give genlyd mellem skyskraberne, og de store brandmænd - nogle af dem var skam også tykke - holdt springlagner.

De kiggede op. Det var ikke til at lade være.

Et mærkeligt syn mødte dem.

Højt oppe - mindst på 10. sal eller måske endda 20. sal i huset bag børsbygningen - stod en lille rensdyrkalv og rystede. For der var meget langt ned. Bagved stod en mand i noget mærkeligt tøj. Det så ud som om han talte med det skræmte dyr.

Lige lidt hjalp det. Kalven blev, hvor den var.

Nissebørnenes øjne stod på stilke og deres ører ligeså. De slugte hele det store new yorker brandmands- og politishow, der rullede sig ud omkring dem.

Så fik Bom en idé.

"Ved du hvad, Tvitte," sagde han, "Det må da lige være en opgave for sådan et par nisser som os at snakke med rensdyrungen. Vi kender jo en del til hans slags. Skal vi ikke prøve at gå op og overtale ham til at komme ned?

Det syntes alle var en mægtig god idé, og så havde de jo pludselig et ærinde inde i New Yorks børsbygning. Hallen var mægtig fin. Den blev også bevogtet af mænd i smarte uniformer med kasketter, der passede til. De gjorde honnør for vores nisser, der jo nu havde god grund til at kigge ind. Nisserne, der stadig sad i Hosiannahs lomme, styrede direkte mod elevatoren.

De var lynhurtigt på 20. etage.

20. december

2009-12-20T08:00:00.000-08:00

Vores fire venner, nisserne Bom og Tvitte, Nøddeknækkeren og isbjørnen Gus, havde heldet med sig, da de mødte Frelserpigen Hosiannah. Hun kendte nemlig vejen over på New Yorks børs, og der troede de, at de måske kunne finde den forsvundne Josef, sådan at alle kunne få sig en ordentlig jul i New York.

De begav sig da afsted, mens de talte om det allerdejligste ved juletiden.

"Julen," begyndte da Gus som den første, "Det er det eneste tidspunkt om vinteren, hvor vi isbjørne vågner af vores lange vintersøvn. Nordlyset er ekstra flot julenat, så vi slår os sammen om et ordentligt bjørnegilde, hvor vi lunter rundt under de klare stjerner. Det er skønt."

"For os nisser," fortsatte Bom, "er noget af det bedste ved julen jo al den risengrød, menneskene laver. De fleste husker stadig, at vi også skal have vores del i et lerfad med en dejlig smørklat og drysset med kanelsukker."

"Det er jo sådan, at når vi nisser er glade, så er alle andre også glade. For så bliver mælken ikke sur. Så bliver skoene ikke væk."

"Og dyrene laver ikke musikbazar på en vis storebrors værelse," grinede Tvitte, der kom i tanke om en nat, hvor de to nissebørn rigtig havde hygget sig. De havde fået alle Clements tøjdyr til at spille musik, og da han jo har ret mange instrumenter, var det noget af et orkester, de fik opbygget.

Alle morede sig vældigt.

Nøddeknækkeren fortsatte.

"Vi nøddeknækkere har en særlig spas. Vores job er jo at knække nødder. Vi åbner og lukker munden sådan her," og så åbnede og lukkede han sin store mund, så de kunne se, hvad han mente.

De blev lidt forskrækkede, for han kunne godt se lidt uhyggelig ud, når han spærrede gabet op. Heldigvis vidste de jo, at han var en flink og hjælpsom soldat.

Til sidst fortalte Hosiannah.

"Det bedste er at synge de kendte salmer og sange."

"Jeg har sunget de samme ord så mange gange i så mange år, at de har fået en særlig betydning, der er mig både nær og kær. Det er som om, at ordene er blevet gamle venner. Det er skønt at genhøre og gensynge dem, og for hvert år får linjerne dybere betydning, efterhånden som jeg har lært livet bedre at kende."

"Hvor smukt," henåndede Tvitte, "Men hvad for en sang kan du så bedst lide, Hosiannah?"

"Der er så mange," sagde Hosiannah, "Men hvis jeg virkelig skal vælge en, så holder jeg nu rigig meget af den, der hedder Glade Jul. Måske fordi den findes på alle sprog. Eller i hvert fald på mange sprog. Gus, jeg ved for eksempel ikke, om den er oversat til grønlandsk."

Og så sang hun for dem. (Akkompagnement her)

"Silent night, holy night
All is calm, all is bright
Round yon Virgin Mother and Child
Holy Infant so tender and mild
Sleep in heavenly peace
Sleep in heavenly peace"

De danske ord i første vers lyder sådan her:

"Glade jul, dejlige jul,
engle daler ned i skjul!
Hid de flyver med paradisgrønt,
hvor de ser, hvad for Gud er kønt,
lønlig iblandt os de går,
- lønlig iblandt os de går!"

Men rent faktisk så er "Glade Jul" eller "Silent Night" oprindeligt komposkrevet på tysk af hjælpepræsten Joseph Mohr i 1818. Melodien er altid den samme selvfølgelig, og den er komponeret af Franz Gruber, der var organist i en lille østrigsk landsby, Oberndorf. (Wiki her).

"Stille Nacht! Heilige Nacht!
Alles schläft; einsam wacht
Nur das traute hochheilige Paar.
Holder Knabe im lockigen Haar,
Schlaf in himmlischer Ruh!
Schlaf in himmlischer Ruh!"

Her kommer den på fransk.

Douce nuit! Sainte nuit!
Tout se tait, l'heure fuit.
Seuls Joseph et Marie humblement,
sont penches au berceau de l'Enfant.
Dors, Jesus radieux!
Dors, Jesus radieux!

Hosiannah klarede "Glade jul" på både dansk, engelsk, tysk og fransk. Hun var en internationalt indstillet frelserpige. Frelsens Hær findes trods alt også overalt.

Mens de sådan gik og snakkede, var de nået frem til New Yorks børs.

19. december

2009-12-18T14:27:00.000-08:00

Bom og Tvitte og Nøddeknækkeren og isbjørnen Gus fik ikke noget ud af at tale med kastanjemanden i Wall Street. Han havde ikke set Josef. De gik videre, og snart hørte de den fineste lyd.

Der er så mange spinkle lyde, fint spændt ud under sirenerne, båthornene, menneskene.

der var en springvandvægs fine rislen

Der var hestenes prusten i Central Park. På deres ture rundt og rundt og rundt.

Og så var der en skøn, klingrende lyd.

Det var en klokke.

En lille klokkes klingrende, fine klemten efterfulgt af et "Happppppy holidays" til hvem som helst, der kom forbi.

To smilende damer stod på fortorvet med et skilt, hvor der stod Salvation Army. Det betyder Frelsens Hær, og de var sådan set på sin vis velkendte nok for vores nisser, for også i Danmark dukker kristenhæren op ved juletid.

Der stiller de sig op i gågaderne og spiller julesalmer på deres messinghorn, - trompeter og tubaer, og kønt lyder det sjældent, men det er vel heller ikke derfor, man giver penge, når en af de fromme damer samler ind. De ser noget stramme ud i Danmark. Måske er det fordi, at der ikke er så mange, der kan undvære en halvtredser til nogen, der trænger mere til den end en selv?

I New York blæser de en helt anden musik ud af deres horn.

Måske er det derfor, damerne slet ikke ser skrappe ud her. Se bare, hvor de smilede.

Men de stod der nu af samme grund. For at samle penge ind, så andre også kunne få en dejlig jul. Hvem ved, måske skød en og anden blandt Muldvarpene op af dybet for at få en andel af en gåsesteg fra et eller andet Frelserkøkken. Eller en, der ellers ikke havde haft nogen seng, fik ly for natten og den næste med.

Der var god grund til at stå på fortovet. Desværre. I New York og i alle andre storbyer. Selv i så lille en by som Bom og Tvittes gik folk rundt og samlede ind til de trængende. Visse i byen var meget rige, andre var meget fattige. Ligesom i gamle dage, men på sin vis var gamle dage også meget levende på det sted.

Den lille klokken klimtede sin særlige musik, og den var også en del af julen i New York. Ligesom basunenglene udenfor Rockefeller centeret, hvor der forresten også står Frelserfolk.

Frelserpigerne var vel det tætteste man kom på engle på jordisk mission. De kunne jo bare have ladet være, men det gjorde de ikke.

Tvitte gik lige hen og spurgte om de havde hørt noget til Josef, der var gået hen og blevet væk lige før julen.

De uniformerede damer kunne godt se problemet, og de lovede ligesom kastanjemanden at holde godt udkig.

"Hey, har I kigget ovre på the Stock Exchange," sagde den ene, "Hvis man er ude for at tjene de virkeligt store penge, så foregår det altså der."

"Kan man bare gå ind der," spurge nisserne i kor.

"Vi kan gå ind overalt," sagde damerne, "Hop I bare op i min lomme, så går vi og ser efter. Gus, du venter her udenfor. Nøddeknækker, du kan sidde i min taske.

Det gjorde de så. To nissebørn i en frelserlomme og en nøddeknækker i tasken på vej ind på New Yorks børs.

18. december

2009-12-18T14:26:00.000-08:00

I Wall Street vokser skyskraberne så højt og tæt som i en jungle.

Men det er en byjungle af sten, beton og glas.

En slags moderne borge, hvor ikke riddere men i stedet nydelige mænd i fine uniformer og kasketter med brede skygger bevogter stueetagernes enorme haller.

Man kommer kun op i de sjove elevatorer, der kører så hurtigt, at man får propper i ørerne, hvis man kender nogen ovenpå. Der er kontorer, hvor mænd og damer sidder for at tjene penge. Nogle gange mister de dem også. Det er ikke så godt. Med mindre de kan finde ud af at tjene endnu flere bagefter eller i hvert fald kan finde på en klog forklaring på, hvor pengene er blevet af.

Vores fire venner

- og det var jo isbjørnen Gus,

Nøddeknækkeren

og så vores nissebørn Bom og Tvitte - kunne ikke finde ud af, hvordan de skulle komme ind i husene. Eller hvilket hus de skulle gå ind i for den sags skyld, så de gjorde noget helt andet. For at øge koncentrationen og for at genvinde varmen på en kold, kold dag.

Der var lang kø for de kom lige til frokosttid, og på Starbucks'en i Wall Street kan man købe sandwich, og alt går superstærkt, så man kan hurtigt komme tilbage til pengetransaktionerne igen.

Nu kender du måske ikke Starbucks. Men det er et kaffetempel fra Amerika, som efterhånden findes overalt, hvor folk tjener penge. Efterhånden som de tjener penge nye steder, kommer der en ny Starbucks til.

Der kan man købe kaffe og også andre varme drikke, men det er kaffen, der trækker. I USA er der meget dårlig kaffe, så Starbucks er lidt af en frelsende engel for ægte kaffesøstre. Her smager kaffen nemlig godt, og der er borde, hvor man kan sætte sig nogle minutter for at drikke den.

Først skal man dog igennem skærsilden af valg.

Amerika er et frit land, og man er også fri til at vælge selv, og det betyder, at man skal vælge rigtig meget før man kan få sin kaffe: Stor, mellem eller lille. Den ene, den anden eller den tredje slags kaffe med eller uden koffein, med eller uden komælk eller sojamælk, og med eller uden diverse former for smagstilsætning. Der er nok at beslutte, og det er helt anderledes end i Frankrig, hvor klogere mennesker end en selv på forhånd har besluttet, hvad der smager godt, café au lait eller ej.

Vores familie fra Frankrig havde også søgt tilflugt i Starbucks, men de vidste ikke det om alle valgene eller at man spiser frokost på fem minutter, så de stillede sig bare op i køen og kunne hverken sige buh eller bæh, da det blev deres tur. De var også lang tid om at spise deres frokost, for det er man i Frankrig, hvor folk - og især da dem fra landet - tager deres maver helt utrolig alvorligt, og den slags varer længe. Mindst en time og gerne to.

Men det er jo altsammen et spørgsmål om, hvad man er vant til, og det finder man ud af, når man flytter langt væk, eller når man tager ud at rejse. Prøver noget andet. Ser noget nyt. Får en god idé måske. Hvem ved?

Og det var da også lige præcis, hvad der hændte Nøddeknækkeren, mens han skvulpede nogle dråber Eggnogg Latte ned, som han fandt i et julepapbæger i Starbucks skraldespanden, der var ved at svømme over at brugte bægre fra frokost ryk-ind'et.

"Hey venner, " sagde han helt begejstret.

"Så I også den lille sandwichvogn udenfor?"

Næh, det gjorde de ikke, de havde helt travlt med at komme ind i varmen. Ja, undtagen Gus, han foretrak at holde sig lidt til siden for ikke at skabe panik i New Yorks bankende men også hurtigt bævende pengehjerte.

Men der holdt ganske rigtigt en lille mobil vogn for dem, der havde så travlt, at de ikke kunne afse fem minutter til at gå ind i Starbucks, og der gik vores venner ud.

De tog sig snak med den fyr, der stod og varmede kastanjer. Det så lidt usselt ud - og meget koldt - men man skulle nu ikke tage fejl. Disse fyre med deres små vogne sælger masser af mad og drikke, og det koster rigtig mange penge at få lov til at parkere sin madvogn og sælge mad fra den. Lidt lige som de gode pølsevogne i København. Bare endnu mere, fordi alt jo virkelig er større i Amerika.

Kastanjemanden havde nu ikke solgt Josef nogen kastanjer, men han lovede at holde skarpt udkig. Vores venner takkede, og så smuttede de videre med dejlige dufte, der stadig kildrede næseborene: Den varme kaffe, den gode kakao, som nissebørnene havde slugt nogle dråber af, de varme kastanjer og såmænd også duften af gran, der måtte stamme fra en juletræssælger lige i nærheden.

Alle fire gik hen ad det brede fortov med øjne på stilke og blafrende ører, både for den kolde vind og fordi de lyttede efter livstegn fra Josef. Og så hørte de faktisk lyd.

17. december

2009-12-17T20:00:00.000-08:00

Vores umage venner nærmede sig Wall Street, som er den allerældste bebyggelse på øen Manhattan. New Yorks bankende pengehjerte.

Isbjørnen Gus, nissebørnene Bom og Tvitte og Nøddeknækkeren fra de tyske bjerge på vej for at finde den forsvundne Josef og redde julen samt et pænt lille - det vil sige stort - middelklassehus til Maria og den førstefødte søn.

Wall Street betyder egentlig Mur-gaden, fordi de allerførste hvide, der slog sig ned her - det var hollændere - rejste en mur af palisader for at beskytte sig mod alt vildt. Ligesom små børn tit føler sig tryggere med en natlampe tændt, følte disse mennesker, der havde sejlet mange måneder på skibe fra Europa for at lande her, sig mere sikre og mindre bange, når de sov bag en høj mur.

Selv i dag kan Wall Street og kvarteret omkring minde om en gade omkranset af mure. Jo tættere vores firmandsbande kom på bankerne og børserne og investeringsfondene - det er de steder, hvor man kan blive meget rig eller meget fattig meget hurtigt - jo tættere syntes også bygningerne at rykke sammen, jo højere skød de i vejret. Som om de dannede nye mure af mursten, beton og stål.

Skyskraberne. Sådan hedder de højeste bygninger i verden. Så høje, at de syntes at røre ved skyerne. Pirke til dem med deres toptårne og spir. De blev bygget så høje, fordi jorden var dyr, men også for at vise verden, at man kunne bygge noget så overlegent som en bygning på 100 etager. Mænd skruede de skruer i, der holder jernkonstruktionerne sammen. Spiste deres madpakker i 100 meters højde. Overbalance var den sikre død.

De allerkendteste er bygger i 1930'erne art déco-stil. Det er bygninger som Empire State og Chrysler.

Det kan nok være, at nissebørnene Bom og Tvitte hoppede op, da de så dem.

For Tvitte var det næsten som om Champagnes hovedby, Reims, og New York var tvillingebyer pga udseendet. Selvom Reims er en ældgammel hovedstad og New York blot en opkomling ved siden af. Deres huse deler byggestil.

Reims var Romerrigets nordlige hovedstad. Men den forsvandt nærmest under 1. Verdenskrig. Kun en lille ubetydelig del (to procent) overlevede krigen.

Bagefter forærede Rockefeller, der havde så mange penge, at hans navn en overgang betød det samme som at være enormt rig, penge til byen Reims, så den kunne blive ordentlig genopbygget.

Da jeg var barn kunne man sige om nogen, at de var rige som Rockefeller, og jeg vidste, at det betød mange mange penge. Men jeg vidste ikke, at Rockefeller hørte New York til, og at han f.eks. byggede den kompleks af bygninger, hvor New Yorks store juletræ står hvert år. Også i år takket være Bom og Tvitte. Men det er der nok ikke så mange, der ved. Undtagen jer.

Men Bom så noget helt andet. Empire State-bygningen:

"Se, Tvitte," sagde han ivrigt. "Det er jo præcis den kæmpebygning, som er inde i vores magiske snevejr sammen med kæmpeaben."

102 etager høj tog det 3400 arbejdere lidt mere end et år at bygge den. De fleste af dem immigranter fra Europa. I 41 år var den verdens højeste bygning.

"Kæmpeaben, men det er jo King Kong," indskød Gus "Det er en af verdens første monsterfilm, og den foregår lige præcis i New York, blandt andet ved Empire State. Hvor har du dit snevejr fra, Bom?"

"Det er vores fars og mors," sagde Bom, "Vi kiggede lidt på den, og 1-2-3 før vi kunne nå at sige risengrød, sad vi her i New York."

"Well," sagde Gus, der talte amerikansk ligesom alle de andre new yorkere, men også kunne klare andre sprog sådan til husbehov, man var vel kosmopolit, "It's magical, ryst den lige en gang igen."

Det gjorde de så.

Og tænk bare, Empire State bygningen fik som med et trylleslag de fineste julelys, der dækkede hele toppen i rødt og grønt.

Meget smagfuldt, meget nydeligt, syntes Tvitte.

De moderne kæmpebygninger var vel nok ikke så fine som de gamle, til gengæld havde de tit spejlvinduer på alle siderne, så man kunne se de fineste spejlinger af de gamle bygninger i dem, og det så til gengæld meget flot ud.

"Men", tænkte Tvitte, "det var ikke noget for mig at være vinduespudser her."

"Til gengæld," tænkte Bom, "var det måske spændende at bygge huse."

Og det var der flere andre, der også syntes. Her er f.eks. to storebrødre, der er i gang med at bygge Paris. Lige midt på Manhattan i New York.

16. december

2009-12-16T08:00:00.000-08:00

Bom og Tvitte havde lært en dejlig sang på engelsk, der handlede om nattens klare små stjerner, der lyser vej for os allesammen.

Det var ikke en julesang, men det kunne det næsten godt have været, for den lysende stjerne, der viste de hellige 3 konger og markens hyrder vej til Bethlehem, hvor de fandt den lille nyfødte Jesus, optrådte i mange julesange.

De nynnede såmænd stadig, da de atter satter sig op på ryggen af isbjørnen Gus for at trave videre mod Wall Street. Selv Gus brummede med. Han ejede en solid bjørnbas.

"Åh ja," sagde han, "Der er rart nok her i storbyen, men ved I hvad, nogen gange savner jeg altså min gode gamle nordpol."

"Det er der vi isbjørne hænger ud og holder fest i julen. Resten af vinteren sover vi i vores lune hi dybt under sneen. Juleaften titter vi op, og så ser vi den forunderligste lysfest over vore hvide hoveder: Nordlyset."

"De kilometerlange, grønne gardiner, der blafrer hen over himmelhvælvet, viser sammen med stjernerne os isbjørne om vores egne og vores slægtninges liv. Vinden hyler og vandet pisker den samme sang om, hvordan vi siden tidernes morgen har sovet os tynde, små og meget sultne gennem den lange, sorte polarnat, der varer hele vinteren. Når livet atter vågner sejler vi om foråret ned langs Grønlands østkyst, på isflager så store som øer. Det kalder grønlænderne for storisen. Vi jager fra isen. Fisk, sæler, mennesker, alt spiseligt, for vi er glubende sultne, når vi har sovet den lange polarsøvn. Derefter handler det om at være stærkest. Mennesket vil slå os ihjel for selv at leve, og vi vil det samme. Sådan har det været siden tidernes morgen, hvem ved hvor længe endnu, det står altsammen skrevet i stjernerne og nordlyset, og i vindens hylende sang."

"Tjah, mig fik de med en sovepil, og nu er jeg her."

Gus sluttede sin historie, men han ville gerne lytte med på den næste.

"Hvad med dig, Nøddeknækker."

"Min historie begynder i Tyskland for mange hundrede år siden. 300 sådan cirka. Vi Nøddeknækkere er en virkelig kunst, og vi kommer fra bjergene i vest. Rige på store skvoe og dybe miner.".

"Når minearbejderne i gamle dage kom hjem efter en lang dag i minen greb de et stykke træ og deres værktøj, og tog fat på at snitte os. Mig og min store familie, spredt over hele verden, og så kendt, at endog en russisk ballet med den skønneste musik er opkaldt efter os: Nøddeknækkeren af Tjajkovskij."

"Det er et magisk eventyr, som foregår præcis en juleaften, hvor pigen Klara i en drøm kommer til et magisk sukkerland, og det er nok ikke tilfældigt, for lige præcis jeg og min store familie var meget brugte som julegaver."

"Tyske folk, der forlod deres miner og store skove, og kom i stedet til New York for 100 år siden, slog sig ned i new yorker bydelen Yorkville, og der kan man skam stadig finde Beerstuben ligesom i Tyskland med dejligt skummende fadøl og vores kringler køber man overalt i New York. De hedder Bretzel. Behøver jeg sige, at vi nøddeknækkere i dag hører julen i New York til?"

"I øvrigt står der et stort og flot medlem af min familie i det røde hus, jeg er selv en hel del mindre, og skal med i kufferten tilbage til Champagne, når vi er færdige med vores mission."

"Åh, det var en fin historie," Tvitte var helt optaget af Nøddeknækkersoldatens historie fra de tyske skove for meget længe siden.

"Ja," sagde Gus, "Sådan er det her i New York. Folk kommer alle steder fra, har alle sprog og mange forskellige historier med i taskerne.

"Og ved du hvad, Nøddeknækker," sagde Bom, "Det betyder vel, at vi så skal med samme kuffert?"

"Ja, det kan være," sagde Nøddeknækkeren, "Familien rejser vel med mere end en kuffert med al den shopping, moren drømmer om. Der er også noget med overvægt. Amerikanerne går utrolig højt op i vægt, og lige lidt hjælper det en, at man kun har to kufferter fordelt på tre billetter. Kufferterne må stadig ikke veje for meget. Man skal bare tage en ekstra kuffert med. Det ved man så til næste gang."

15. december

2009-12-15T08:00:00.000-08:00

Nissebørnene Bom og Tvitte og Nøddeknækkeren red på ryggen af isbjørnen Gus. De var på vej ned over Manhatten for at finde tømreren Josef et eller andet sted i nærheden af Wall Street.

De slumrede lidt, snakkede lidt, sang også lidt.

"Twinkle, twinkle, little star,
"How I wonder what you are!"

Det var Tvitte. Hun sang en sang, som hun havde hørt den ene mor i det røde hus prøve at lære den anden mor, som blev ved med at glemme ordene.

Storebroren, der ellers kunne både dansk og fransk, var jo lidt træt af, at det ikke hjalp ham ret meget, når han stod blandt børn i New York. Deres fælles sprog var nemlig engelsk: "Jeg lærer aldrig aldrig aldrig engelsk," sagde han fortvivlet.

Men det troede moren nu ikke på, og hun tænkte, at nogle ord og sang var en meget god begyndelse. Så han lærte at sige "Jumping in the bed", fordi det var en meget stor interesse for lillesøsteren i det røde hus. Man måtte ikke hoppe på gulvet, men gerne i sofaen eller sengen. Den sætning kunne storebroen stadig huske - med samme intonering men ikke ordvalg som moren i det røde hus - flere uger efter hjemkomsten fra New York.

Det var lykkedes Tvitte at lære verset, hun havde hørt det så mange gange.

Meget passende, for som de luntede ned af en næsten mennesketom 5th avenue kunne de måske lige akkurat anede stjernehimlen, der hang nok så fint over øen Manhattens mange blinkende lys, og sangen handlede lige præcis om nattens stjerner, der får os til at undres og viser os vej.

"Up above the world so high,
Like a diamond in the sky!" Sang hun videre ligesom hende her.

Melodien var rigtig nem at lære, hun kendte den nemlig godt. Det gør du sikkert også, for i Danmark hedder den "A, B, C, D...", i Frankrig hedder den "Ah vous dirai-je Maman" og på engelsk altså "twinkle, twinkle little star". Mange tror, at komponisten Mozart har skrevet den, men den er skam ældre endnu. Han har fundet på at spille melodien på en masse forskellige måder. Du kan jo prøve, om du kan finde melodien under alt det andet musik, han har broderet ovenpå her.

De kom nu ikke ret langt ned af 5th avenue. Det var blevet daggry, og solen var så småt ved at stå op. Tegn til at søge skjul. Gemme sig.

Om natten overtog andre underlige væsner det travle, velordnede liv om dagen. De var mest optaget af deres egne mærkelige forhavender. Men dagens væsner tænkte anderledes klart, og ville undre sig, hvis de så den mystiske kvartet. Måske ringe til politiet, eller endnu værre Zoo, og hvis Gus blev hentet tilbage i isbjørnevognen, hvordan skulle de så nogensinde finde helt ned til spidsen af øen? Der hvor Josef var.

Næh, nej. I stedet smuttede de ned i undergrunden, i subway'en. Isbjørnen Gus var jo hjemmevant new yorker bjørn, så han kendte et par gode gemmesteder eller tre, hvor de kunne være til det igen blev mørkt nok.

Sådan mødte Bom og Tvitte muldvarpemenneskene igen, for hos dem var det, og det var heldigt nok, for der var både senge og mad og flinke folk, så det var alletiders sted for de fire rejsekammerater.

Imens de lå der i deres køjesenge - Gus på den allermest solide underkøje, da han var mindst en king king size, men det er han nu ikke den eneste amerikaner, der er, selv om new yorkerne vist ikke er helt så fede, som de andre - lå de og hyggesnakkede, og Gus foreslog, at han kunne lære dem resten af sangen.

"When the blazing sun is gone,
When he nothing shines upon,
Then you show your little light,
Twinkle, twinkle, all the night."

"Then the traveler in the dark,
Thanks you for your tiny spark,
He could not see which way to go,
If you did not twinkle so."

"In the dark blue sky you keep,
And often through my curtains peep,
For you never shut your eye,
Till the sun is in the sky."

"As your bright and tiny spark,
Lights the traveller in the dark,—
Though I know not what you are,
Twinkle, twinkle, little star."

Se, det var da en fin sang.

Og se bare, da de havde sagt farvel og tak til muldvarpefolkene for at tilbagelægge endnu en strækning af den lange tur til Wall Street, havde stjernerne spredt sig over alt.

De pyntede butikkernes vinduer.

De lyste op over vejene.

Og de fik mere end en enkelt barnlig sjæl til at nynne en ellers længst glemt melodi.

14. december

2009-12-13T13:16:00.000-08:00

Nøddeknækkersoldaten og Bom og Tvitte var på vej til Wall Street på det sydlige Manhattan for at finde den forsvundne Josef, så det kunne blive ordentlig jul ikke kun hos den lille familie i Radio City Hall, men også hos resten af new yorkerne.

Manhattan er imidlertid en ret stor ø, hvis man kun har små korte ben. Det er derfor, børnene bliver så hurtigt trætte i New York - og så måske også lidt fordi de får for få is og kager og slik, der jo giver god gåenergi - og det er ikke kun menneskebørn, der mister energien. Det gør nissebørn også.

Og soldaten, ja han havde stive ben, så han kunne heller ikke marchere de 15 kilometer sydpå. Til gengæld havde han en god idé.

"Nu skal I høre, små venner," sagde han, "Vi smutter lige en tur forbi zoo og finder os et ridedyr, så skal I se, hvor det hele går som en leg."

Og det gjorde de så.

New York har to zoologiske haver. En meget stor og en meget lille.

De valgte den lille, fordi den var tættest på. Det er den fine lille have, der ligger i Central Park, New Yorks grønne lunge.

Den er bygget op udenom et centrum, hvor søløverne har et stort bassin at boltre sig i.

Hvis man kommer om dagen, kan man se både pingviner og søløver få mad.

Det er sjovt, pingvinerne er meget søde i deres antarktiske element, når de luffer sig afsted oppe på isen eller glider rundt gennem deres dejlige vandbassin. De elsker fisk.

Det gør søløverne også, og de vil også gerne lege. De danser nærmest rundt i vandet, mens børnene klapper af alle deres kunster.

Nisser vil hellere have risengrød, men det er ikke så nemt at skaffe i New York. De ville også gerne have set dyrene lege, men de kom efter lukketid, så det kunnne der ikke blive noget af. Der var ingen mennesker.

Nå, men Nøddeknækkeren var tydeligvis godt kendt i den fine zoo. Han styrede dem direkte hen mod et rigtig stort indelukke. Der var det skønneste polarblå vandbassin, og klipper til at sove på, og lege på.

Nogle skilte oplyste, at beboerne elsker at lege, og at de ikke var så gode til at rydde op efter sig.

Nå, men soldaten bad nissebørnene vente udenfor, mens han smuttede ind og fik sig en snak med havens store hvide bamser. Isbjørnene, for dem var det selvfølgelig, sov.

Imens de voksne snakkede, legede nissebørnene. De prøvede at bygge deres eget vilde selv her. Se bare her, hvor vild Bom kan komme til at se ud.

Take a walk on the wild side, siger jeg bare.

Isbjørnene snorksov, så Soldaten måtte kilde dem forsigtigt under hagen og ae deres bløde kindhår. Det kunne de godt lide.

De hyggebrummede, det mindede dem om dejlige tider, hvor deres isbjørnemor tog sig af dem og lærte alt det, man har brug, når man skal være en stor, voksen og farlig isbjørn.

Nøddeknækkeren fik hurtigt sat bamserne ind i historien om den forsvundne Josef, den manglende julestemning og de to smånisser, der hjalp julemanden selv med at genoprette julen i New York.

Isbjørnene ville gerne hjælpe. Selvfølgelig ville de det.

Om ikke andet, satte de også pris på ordentlig hvid jul. Så de slog om hvem, der skulle fragte trioen til Wall Street. Det blev Gus, der vandt.

Tjah, man tror sig så sikker, når man står der i zoo, og kigger ind på bamserne. Men jeg lover jer, at Gus, der ganske vist nu også var på vigtig mission for julemanden, satte grundigt af på sine stærke bagben, og 1-2-3 smut var han ovre på den anden side af hegnet.

Det regnede de stensikkert ikke med inde hos the management i Zoo. Men der er så meget, cheferne aldrig kan forestille, og så sker der ting og sager.

Som for eksempel denne stjerneklare nat - det var det efterhånden blevet - hvor Gus godmodigt luntede ned af New Yorks boulevarder og avenuer for at fragte sin last af nissebørn - de sov trygt i hans varme gulligthvide pels - og soldaten, der selvfølgelig holdt vagt.

Hvis nogen stak hovederne ud fra femte sal - det kunne f.eks. være familien i det røde hus - kan det nok være, at de kom til at spærre øjnene op: En isbjørn med to sovende nissebørn og en nøddeknækker af træ på ryggen?

"Du drømmer, min skat" ville vist svaret lyde.

Men sådan var det slet ikke. Den var god nok. Med kurs mod Wall Street for at få fingrene i Josef og redde julen i New York.

13.december

2009-12-13T08:00:00.000-08:00

Mens familierne gik hjem til det røde hus for at spise kalkun med deres gæster, var det lykkedes nissebørene Bom og Tvitte at hive sig helt op på julemandens kane. Der var tæt befolket med smånisser, klovner, kendte børn, mindre kendte børn, der dog ikke var ganske ukendte og så helt almindelige børn af kendte. (Voksne kendte kørte i deres egne vogne).

Vores smånisser lod sig nu ikke sådan gå på af alt den kendthed. Julemanden måtte trods alt være mest kendt af alle, og ham var de helt trygge ved. De kravlede op af hans ben og videre op ad ryggen, hvorefter de satte sig godt til rette på hans skulder og kildede ham grundigt under skægget, lige til han fik øje på dem.

"Ho, ho, ho," sagde han, "Hvor kommer I fra, små venner?"

"Vi kommer egentlig fra Danmark, men så vi flyttede vi til Champagne i nogle frygtelig tunge kasser med bøger, og lige nu er vi på ferie hos en familie, der interesserer sig meget for politiet. Så det gør vores familie også nu," begyndte nissepigen Tvitte, der aldrig kunne fortælle en historie kort.

"Vi hedder Bom og Tvitte," indskød Bom.

"Vent lidt," afbrød julemanden, "Jeg skal lige vinke til alle børnene,"

Og det gjorde han så. Hold da helt op, hvor var der mange børn at vinke til. Bom og Tvitte sad på hans skulder, der gik op og ned som et skib i let urolig søgang, fordi han rystede armen temmelig meget. Så kunne alle dem på, der ikke stod forrest også se ham. Og det var rigtig nok tænkt, for det var lige præcis sådan, at Bom og Tvittes rejsefamilie oplevede ham i bageste geled.

I to timer vinkede han.

"Puha, folks" sagde han til nissebørnene, "Man bliver lidt træt. Husk på, jeg er en gammel mand. Det er virkelig fint, I hjælper med at give julestemningen lidt kul. Det hjælper allerede, synes jeg, selvom den ikke er helt hjemme endnu," sukkede den gamle mand.

"Se bare, der er stadig mange, mange new yorkere, der har mere travlt med at følge med i nyhederne og aktiekurserne end med sneboldkampe - okay, her er heller ikke så meget sne, det må vi vist også have gjort noget ved - og at blive som barn påny."

"Men apropos børn, så er der en familie, jeg synes, I skal møde efter al den her ramasjang."

Det ville Bom og Tvitte selvfølgelig gerne. Så da den store Thanksgiving Parade var forbi, og den sidste klovn var klovnet afsted, den sidste cheerleader havde jublet færdig, og det sidste balletbarn var valset af, hev julemanden dem med ind i Radio City Hall, lige ved Rockefeller Centeret på Manhattan.

"Det kan godt være, det er amerikansk. Der må I tilgive en gammel fyr. Men jeg ELSKER altså the Rockettes."

"Det er damerne med de lange ben, og hvert år til jul optræder de i denne her koncertsal. Og som I kan se, har de taget nissetøjet på, selv om der nok skal danses igennem, hvis man skal holde varmen i det nissekostume hjemme i Grønland. Det er nok derfor, at spjætter rigtig højt med benene rigtig meget."

Hvert år til jul var der teater for børn i Radio City Hall, hvor damerne dansede, men der var også en historie om julemandens værksted, hvor han lavede al legetøjet, og det kunne man altså se i det her teaterstykke. Der var også en klassisk scene med legetøjssoldater, der faldt som dominobrikker, og meget mere, som var skægt at se på, og som fik new yorkerne til at glæde sig rigtig meget til jul. Hvis de ellers kunne skaffe billetter, de er jo ret mange, og teaterstykket "Christmans Spectacular" går kun mellem Thanksgiving og året ud.

Nå, men til allersidst i stykket kom den her familie, som julemanden syntes, at Bom og Tvitte skulle møde. Det er dem, der hedder "The living Nativity", og det betyder sådan noget som "Kristi fødsel live".

Oppe på scenen i Radio City hall, som er en meget stor teater- og koncertsal, sad de, juletidens hovedpersoner: Der var selvfølgelig den lille nyfødte Jesus og hans mor, et udvalg af markens hyrder, dyr og engle. Men hvor var faren, altså Marias mand? (Det lyder næsten som en helt moderne skilsmissefamilie)

Han var der ikke. Josef var der bare ikke.

"Gosh," sagde julemanden til Bom og Tvitte, "Josef er ikke med. Så tror da pokker, at det er så umuligt at få julesindet til at falde i hak. Hvor søren, mon han er blevet af."

Og hvad gør man, når en af hovedpersonerne mangler på scenen i et teaterstykke?

Nu er Josef jo ikke supervigtig i historien. Mere staffage. Og hvis man bare giver folk, det de forventer, så kigger de såmænd tit slet ikke så godt efter, at de opdager, at man tager dem en smule ved næsen.

Så selvom Radio City Hall var helt fyldt med børn og deres voksne og enkelte barnlige sjæle, så var der slet ingen, der i mylderet af æsler, geder, får, engle og markens hyrder og hellige konger lagde mærke til, at Maria sad ene med sit lille, førstefødte og svøbte barn ved krybben. Josef var der ikke.

Det var strengt forbudt at tage billeder af showet. Selvfølgelig. Det var omfattet af de amerikanske meget gennemgribende copyrights, der betyder, at selv den måde de stabler jordbærstykker op på i familien i det røde hus' meget imponerende og økologiske supermarked er beskyttet af copyrights. Med andre ord: Man må ikke fotografere.

Sådan er det tit, når man er i teatret i New York. Disse to storebrødre på fire år var f.eks. i børneteater og se et stykke om alt, hvad der kan sige "BANG". Dem måtte det stolte mor godt fotografere, trods alt, men ikke scenen (øv, altså ingen dokumentation heraf) og skrappe damer med kasketter vogtede bistert over tilskuernes mindste flashen med mobiltelefoner. Klar til straks at skride ind.

Derfor slap der ingen billeder ud af krybbespillets mangler, tilskuerne var helt magnetiserede - om det så var af Rocketternes sindssygt lange og veltrænede danseben - eller af alle gaverne i julemandens værksted. Hemmeligheden slap ikke ud.

Efter showet, da alle tilskuere var gået hjem, gik julemanden fulgt af Bom og Tvitte op til Maria for at høre.

"Åh, julemand," sagde hun, "Det er simpelthen forfærdeligt. Ved du, med den stigende rente og du ved, vores kreditværdighed er jo ikke til hverken guld eller platin. Min trolovede er blot en fattig tømrer. Vi har intet sted at bo, vi har måttet slå os ned her under dette halvtag, og hver aften optræder vi for rige, snotforkælede overklasseunger for at have tag over hovedet."

"Jamen, kæreste dog," udbrød julemanden forfærdet.

Hun holdt en lille tåre tilbage.

"Josef er i Wall Street. Han prøver at handle de rigtige papirer for os, for at se om det dog ikke skulle kunne lykkes at skrabe sammen til et pænt lille middelklassehus," drømte hun højt.

"300 kvadratmeter, så familien har plads til at vokse. Hvis der nu skulle komme flere engle forbi."

"Jøsses, kære barn da," julemanden var helt paf, "Så forstår jeg meget bedre, at julesindet har så svært ved at indfinde sig i år. Jamen, jamen..."

"Hey, julemand," sagde Tvitte, "Vi må da gøre noget for at hjælpe familien. Den stakkels mor og det lille barn, der bor lige midt i en koncertsal."

"Skulle vi ikke tage ned i Wall Street og finde Josef og høre, hvordan det går med pengene," foreslog Bom.

"Joh," tøvede julemanden.

"Julemand," nu tog en af legetøjssoldaterne, ham med rollen som Nøddeknækkeren, ordet.

"Jeg skal nok tage med og passe på de små, når de skal ned blandt de frådende finanshajer."

"Lad gå, min ven, tag I da blot afsted" sagde julemanden, "Men lov mig, at I passer godt på dernede."

12. december

2009-12-11T13:49:00.000-08:00

Den nat sov nisserne Tvitte og Bom uroligt i deres krog i det røde hus. De var helt utroligt spændte på at se optoget næste dag med verdens største balloner. Så stort, at det blev sendt over tv i hele Amerika, og det er altså et temmelig stort land med ret mange børn i. Og måske også nisser, tænkte de, det kunne man aldrig vide.

Den næste dag var det så Thanksgiving. Ret mærkeligt, for det plejede at være sidst i november, men det var altså ændret. Det havde sikkert noget med den syge amerikanske økonomi at gøre, på den ene eller også den andenb måde. Hvorom alting er, stod alle tidligt op, for det er man nødt til, hvis man vil se den store parade ordentligt.

Det var endda varmt, lidt mærkeligt i december, hvor man snarere håber på sne. Der må have været mindst en million mennesker. Nej, mange flere... og så har jeg endda ikke talt dem med, der sad og kiggede med over fjernsynet, og som i virkeligheden havde det bedste overblik. Bedre end selv Tvitte og Bom, der jo ellers bare smuttede op og satte sig i farens franske hårpragt, men selv fra denne hædersplads, som de måtte dele med storebroren kunne de ikke få det hele med.

Clement var især interesseret i at studere musikken. Den store musik, som hans mor allerede havde fortalt en hel del om. Med ægte begejstring.

Hun havde én gang tidligere og under meget stor begejstring set Thanksgiving Paraden i New York, og derfor vidste hun på forhånd meget præcist, at man inget steds i verden ser flere sousafoner på samme sted.

Og nu undrer du dig måske nok over hvad en sousafon er for noget. Se bare her, en hel flok.

Tak for lån af sousafon-billedet til Broadwayworld.com, der også har stribevis af billeder af mere og mindre børnevenlige stjerner. Thanksgiving Parade er også American Showtime.

og Clement er der også foran en vaskeægte sousafon, der står på fortovet i New Yorks instrumentbutikgader, hvor man også kan spille på elektriske trommer og congas. Det er ret ok, ved jeg direkte fra Clement.

Men hvis vi skal bevæge os tilbage til sousafonerne, så er de godt nok store. Så vidt vi ved - og sagt i al beskedenhed: Det er en del efterhånden - den største blandt alle store messingblæsere.

Klart, det er for vildt at se så mange af dem på en gang, at man end ikke nogen sinde har hørt et tal, der er stort nok.

Og sousafonen, som du måske slet ikke har hørt om, har sit navn fra en mand, der hed Sousa, amerikaner selvfølgelig - alt er større i Amerika, også messingblæserne - og han skrev så mange marcher, at man kunne tapetsere med dem - hvad skal vi sige? Hvad med et amerikansk familiehus i mellemklassen? - og stadig have nok at spille resten af livet. Stort set. Hør bare her.

Helt ærligt, messingsuppe er i sin helt egen klasse. Jeg bryder mig normalt ikke om det. Men en parade i New York City holder altså hele vejen hjem.

Det ser man jo altsammen på tv. I år var det vist kun nissebørnene og Clement og Eva og andre med skuldre at ride på, der så orkestrene og klovnerne og cheer leaderne og ballonholderne og alle de andre fra gaden. Men hvad man ikke får med på tv, er forventningens spænding, børnenes ellevilde begejstring, når de får øje på deres yndlingsballon.

Og de voksnes ellevilde begejstring, når de forklarer deres børn, at netop de balloner har de set hvert år, lige siden de var mindre end tobak for en skilling med en enkelt lillebitte tåre, der klamrer sig fast til den yderligste øjenvippe. Der er ikke noget, der kan få sentimentaliteten op som at videregive kære barndomsritualer til egne børn og se deres udelte glæde, sådan som man husker sin egen i samme situation.

Ballonerne, ja det er jo altså verdens største, og den første ballon var med i paraden i 1927. De bliver holdt på plads i paraden af mange mange mennesker, 50 mennesker, nogen gange 100 mennesker holder i snore, så ballonen ikke flyver afsted. Jeg ved ikke, hvad I mener om tallet 100, men jeg kan fortælle, at det er flere, end der er børn på Clements skole plus skolen for de 6-11 årige børn tillige, og godt nok er det bare en lille landsby men alligevel.

Se nu bare her. Så er der balloner:

Årets nye ballon var Shrek. Her er nogle flere billeder fra paraden, som er så gammel en tradition at både børnenes forældre og bedsteforældre og måske også oldeforældre har set den til Thanksgiving.

Men ingen vakte mere jubel end den allersidste vogn.

Og det kan nok være, at Bom og Tvitte, der følte sig helt udmattede af al den musik og optræden og klapsalver og tjuhej hvor det går, vågnede op.

Det VAR julemanden selv.

I kane med en helt masse rensdyr foran, herunder en med rød tud, Rudolf I ved. Og julemanden vinkede til alle, og jeg hørte selv en mand udbryde i stor jubel, at så venligt havde ingen julemand nogen andre år vinket og smilet og viftet.

Det er klart, at Bom og Tvitte vinkede rigtig meget til julemanden. De ville godt høre, hvad han mente om deres juleanstrengelser i New York. Om det gik den rigtige vej med julesindet og sådan. Så de pilede ned af den franske far og lige ind mellem alle menneskers ben. Heldigvis kørte kanen ganske langsomt afsted for at alle kunne nå at se den gamle hvidskæggede herre ordentligt.

Nu er det sådan, at julemanden er den sidste i paraden. Men så har den også varet i to timer, og alle mennesker går hjem for at spise kalkun med mashed potatoes og sweet potatoes og cranberry sauce og pumpkin pie. Sådan cirka.

Det gjorde vores familier også. De smuttede tilbage i det røde hus, hvor moren havde noget af en fugl i ovnen. Har nogen set magen?

Alt er større, og hvad kalkuner angår også bedre.

Cranberry-saucen aner man oppe til højre. Rystelserne må jo skyldes fotografens indtag af champagne. Foie gras'en udgjorde desværre en sikkerhedsrisiko, det var ikke fordi fødevarepolitiet skulle spise den. Det var helt tydeligt, at ingen nogen sinde havde hørt om denne franske specialitet, der især spises ved juletid, så de beslaglagde den virkelig for at ødelægge den.

I begyndelsen af 1920'erne var New York fuld af fattige immigranter fra Europa, der rejste til USA for at prøve at klare sig bedre, end der hvor de kom fra. Mange af dem arbejdede i stormagasinet Macy's, og fra 1924 lavede forretningen paraden, hvor mange af disse ansatte deltog og begyndte at fejre Thanksgiving ligesom amerikanerne. Flere paradefacts.

Thanksgiving er den allerstørste fest i USA, man fejrer, at de indfødte indianere modtog de første hvide søfarere - undtagen vikinger - med det mad de havde: Kalkum, tranebær, kartofler, græskar, og det er den mad, alle stadig spiser den dag.

Og de stiger stadig tak: Se blot her, storebroen i det røde hus lavede nemlig et Thanksgiving træ med hvor blade, hvor der står, hvad han er glad for: At lege for eksempel. Alle har noget at være glade for, og det er ikke nogen dårlig tradition også at sige det højt en gang imellem.

Og hvad Bom og Tvitte angår, må vi håbe, de fandt op til julemanden. For Thanksgiving folkemængden er noget af et rod at fare vild i, når man er lille.

11. december

2009-12-11T02:33:00.000-08:00

Da alle New Yorks juletræer var tændt, syntes nissebørnene Bom og Tvitte nok, at de havde brug for at hvile sig lidt. Så de smuttede op i farens lomme.

Lige der hvor man sidder så lunt og dejligt i ly, når man er en lille nisse.

I den store by har alle virkelig travlt. Sådan en familie fra landet for slet ikke at tale om et par nissebørn fra reden under det største træ i den store skov kunne nok blive noget kulrede af al den voldsomme trængsel og alarm.

Nogen gange kom de til at bremse menneskestrømmen. De standsede for eksempel lige midt på fortovet for at klø sig ved øret eller samle en tabt vante op, for det var kold.

Men det tog den her familie ingen hensyn til. De kunne endda finde på at standse midt i det hele for at tage et sjovt billede. Cheese:

Knips... på Times Square.

Oven i købet selvom de havde en masse af den slags håbløses billeder i forvejen.

Og vidste alt om risikoen for lukkede øjne, mærkelige grimasser. Derfor plejede de at tage solbriller på.

Al den billedtagning og kiksefinding blokerede menneskestrømme, der havde travlt med at gå sig varme mellem møderne, aktiehandlerne og shoppeturene.

Alt gik utrolig stærkt på Times Square og for at give tempoet en tand til op, havde menneskene sat en masse skilte og skærme op, der viste nyheder, reklamer og så selvfølgelig aktiekurser, så alle hele tiden kunne følge med i, om de blev rigere eller fattigere.

Om de skulle købe 10 julegaver mere eller bytte 10, de allerede havde købt.

De havde altså nok at tænke over, og blev noget forstyrret af denne landlige familie, der sågar kunne finde på at blokere perronen nede i subway'en med deres klapvogn, fordi de lige skulle organisere pakkenellikerne eller måske finde ud af, om de skulle gå til højre eller venstre eller op af trapperne eller lede efter elevatoren. Der var nok at tænke på.

Moren prøvede ellers virkelig ihærdigt ikke at være i vejen for alt for mange alt for tit. Men alligevel skete det. Travle mennesker ville godt lige forbi. De var flinke nok, rømmede sig eller hostede diskret. Men der var absolut ingen tvivl om, at de havde meget mere travlt, end man har i Champagne eller Paris for den sags skyld.

Det blev tidligt mørkt. Sådan er det jo, når juletiden nærmer sig.

Lygten tændes klokken fire alt.

Det skal være aften med gevalt.

Derfor gik alle over nogle venner et sted omkring 74th street eller deromkring

for at riste marshmallows - chamallow hedder de på fransk - og de er lige højt elsket her som der.

Gaderne var utroligt travle. Fyldt med mennesker, fordi det var aftenen før Thanksgiving. Midt på gaden solgtes træer og frugt, og butikkerne stråled' smukt.

Nogle af dem - en million sagde familien i det røde hus - var afsted for at se ballonerne blive pustet op. Og nu ved du nok ikke, hvad det er for nogen balloner, jeg taler om, men det ved alle amerikanske børn, og dem er der rigtig mange af.

Det er ballonerne i Macy's Thanksgiving Parade, og de er store som huse. Ja, jeg tror endda, de er større end huse, i hvert fald større end små huse. Hvert år kommer der en ny ballon, og alle de gamle balloner er også med, og derfor er det ligesom at gense gamle gode venner for amerikanske børn, og for amerikanske forældre er det lidt ligesom at være barn igen.

Hey, her er de, nu kommer ballonerne. Aftenen før paraden. Jeg ved godt, at det er mørkt på billedet. Men man kan godt lide ane den lyserøde Duracell-kanin.

Nisserne kunne forresten slet ikke lide al den gevalt, de vil hellere være lidt i det skjultem, så de lavede så meget postyr og bazar nede i deres lune lomme, at faren ville hjem, og da storebroren var træt, og lillesøsteren faldet i søvn i klapvognen, vendte familien tilbage til det røde hus.

Lidt efter kom familien fra det røde hus også tilbage med to sovende børn i hver sin klapvogn, og faren fortalte, at i overmorgen var sorte fredag, hvor tallene i regnskaberne går fra rødt til sort. Der var også udsalg overalt, og da de amerikanske penge - som hedder dollars - var så billige, at man skulle tro, det var løgn, opfordrede han familien til at gøre deres til at de amerikanske husejeres økonomi skulle være lidt mindre trængt.

Og det var moren helt med på, og så måtte hun bryde ud i sang. Hun kunne nemlig rigtig godt lide at synge, på alle mulige, umulige og fuldstændigt håbløst pinlige tidspunkter.

Varer kan man få i tusindvis,
tænk dem bare: under indkøbspris.
Pris, pris, pris, pris, pris, pris,
tænk dem bare: under indkøbspris,
pris, pris, pris, pris, pris,
tænk dem bare: under indkøbspris!

Den sang kunne hun også godt lide. Nisserne syntes mindre godt om den, for digteren nævner slet ikke noget om nisser i den, ikke engang selvom man tjekker alle versene efter.

For meget syntes de. Eller rettere for lidt, siden de nu slet ikke var nævnt. Måske havde de allerede nået at tage lidt af new yorkernes utålmodighed til sig.

10. december

2009-12-10T08:00:00.000-08:00

Den nat sov nissebørnene Bom og Tvitte tungt og godt, og da de vågnede næste morgen, var du skrupsultne.

Heldigvis boede de et sted, hvor der boede en familie med børn, der spiste mange dejlige ting. Det sjoveste var Cheerios, som var runde morgenmadsringe. Dem elskede børnene, både med og uden mælk og rosiner.

Nisser er jo små, så de skulle ikke spise ret mange, før de var mætte. For dem var en Cheerio lige så stor som de bagels, man også skal have i New York. Det er runde, sødede brød med hul i midten, som smager rigtig godt med cream cheese eller skinke eller tomat eller laks. Når man køber sådan en i en Deli, der sikkert ligger på et hjørne, er den stopfyldt med lige så meget pålæg som brød. Der er skam mad nok til en hel nissefamilie, endda med 100 børn.

Den dag skulle nisserne tage sig af New Yorks juletræer. Da det jo er en stor, stor by er der selvfølgelig mere end et juletræ. Men hvordan skaffer små nissebørn store, store juletræer? Ja se, det vidste de sådan set ikke, for den slags plejede deres nissefar og nissemor hjemme i den store skov jo at tage sig af.

Men så fik Bom en god idé.

"Ved du hvad, Tvitte," sagde han, "Jeg har alletiders gode grankogle i min lomme. Hvis jeg nu gnider lidt på den, og vi ryster tryllesnevejret rigtig godt og tænke helt vildt meget på, at vi skal bruge nogle juletræer, tror du så ikke, vi kan få dem?"

"Jo, det var da en god idé," mente Tvitte.

Og så gned de på grankoglen

Og rystede snevejret,

og tænkte rigtig meget på duften af grønt gran, af harpiks fra koglerne, på duften af brændt gran, og af godt bagte julekager. På appelsiner med nelliker i. Nybagte æbleskiver. Og mange andre dejlige juledufte.

Prøv bare en gang at tænke på, hvad for en duft du selv bedst kan lide.

Så kan det være, der sker ting og sager.

I New York kom der et juletræ

Kæmpestort var det, men alligevel ikke så højt, som den skyskraber, der stod lige bagved, og som hed Top of the Rock.

Man kunne kun lige ane topstjernen på træet, hvis man også ville se toppen af den høje, høje bygning. (Juletræet Rockefeller Center)

Men der kom også et juletræ op udenfor Lincoln Center.

Og der kom et op indeni The Metropolitan Museum of Art, som er et kæmpestort hus, med ting fra hele verden.

Tænk, derinde var der så meget at se på, at den familie, som Bom og Tvitte rejste rundt med, helt glemte at fotografere træet.

Heldigvis har de mennesker, der arbejder i huset, tænkt på dem, der ikke kan komme ind og se det fine træ, så de har lavet billeder af det.

I stedet tog familien billeder af et dyr, som lillesøsteren, Eva, godt kunne lide at løbe rundt om.

Halløjsa, hvor var det morsomt. Hun lo højt, mens hun drønede afsted.

Bagefter kom familien ind i et meget stort rum, hvor der boede et helt tempel.

Huset havde endda sit eget vandbassin uden om. Der måtte man godt løbe, hvis man bare ikke satte sig på de gamle sten.

Det kom de til.
Lidt.

Og så kom der er en politidame og sagde "Fy, det må man ikke".

Moren sagde, at hvis man kastede en lille sou ned i vandet og ville det rigtig meget, så kunne man måske få sit ønske opfyldt. Man skulle bare ikke sige sit ønske til nogen.

Hun vidste godt nok ikke om en dime (25 cents) var nok til at opfylde et helt ønske. Men det var alligevel et forsøg værd.

Og så var den dag slut. Endda også selv der var endnu flere juletræer i byen, som jeg ikke har fortalt om.

Wauw, for en dag. Det er sådan noget, de siger i New York, når de synes, at noget er rigtig godt.

9. december

2009-12-09T08:00:00.000-08:00

Sneboldkampe giver kinder, der er ligeså røde som juleæbler og som Bom og Tvittes nissehuer. I hvert fald når de foregår udenfor.

Men det er jo ikke alle steder, at man kan være sikker på hvidt vejr til jul.

Alle dem, der ikke er sikre på sne, må tage grødsleven i den anden hånd, og pynte op. Lige til selv den allermest jakkesæts-stive pengemand må overgive sig til grankranse, stjerner og rensdyr med røde næser.

Men hvordan pynter man en kæmpeby med et snuptag?

Jo, Bom og Tvitte kom i tanker om den lille fine landsby, der var sat op hele vejen rundt om en af skøjtebanerne. Det var jo en julelandsby, og den måtte da være fuld af alt muligt fint til sådan en by, mente de bestemt.

De tænkte rigtig meget på, hvordan de gerne ville tilbage til julelandsbyen, rystede en gang med det magiske snevejr.

Og så kom den dejligste julepynt frem overalt.

Grankranse med flotte røde bånd og guldkugler i vinduerne.

Hyggelige lys med venlige budskaber om "glædelig jul" eller "happy holidays" over gaderne som her i det kvarter, der hedder Little Italy.

Vores familie, der bor ved den store skov, spiste såmænd en muffin her i den tro, at det var Chinatown. Så kunne moren godt se på kagernes navne og butikker med skilte som "Souvenirs fra Sicilien", at de vidst snarere var i det italienske kvarter.

Muffins er jo kager, og lige som alt andet i Amerika, er også kagerne større. De smager forresten også bedre, i hvert fald muffins'ene. Her er en opskrift fra Martha Stewart, og hvis græskar er for eksotisk, er her en anden.

Bom og Tvitte klarede sig med krummerne fra familiens udvalg af chokolade-, blåbær- og majsmuffins. De er jo små, og behøver ikke så meget for at fylde nissemaverne.

Da de var blevet mætte, smuttede de op i farens lomme. Der sad man godt, og så behøvede man ikke at gå selv. Ligesom storebroren, som for første gang i to år blev spottet siddende og sovende i sin lillesøsters klapvogn, blev de meget trætte af at spankulere rundt i den store New York. De havde jo også en vigtig opgave.

8. december

2009-12-08T08:00:00.000-08:00

I går skaffede den helt rigtige julemusik godt med folk ud på byens mange skøjtebaner.

"I dag skal vi tage os lidt af belysningen," sagde Muldvarpe-manden.

"December måned er så mørk, det er som om, det er evig nat, både når man står op, og når man kommer hjem."

"Kunne vi ikke prøve med nogen lamper," foreslog Bom.

"Eller hvad med noget julesne," mente Tvitte og rystede den magiske dims med tryllesneen i de mange farver meget meget grundigt.

Så sneede alle farver over de små bygninger og kæmpeaben.

Og lidt efter dalede den fineste julesne ned over New York. De største af snefnuggene blev siddende.

Nogle af dem satte sig fast på den bygning, der hedder Saks Fifth Avenue, hvor man kan købe alt, hvad hjertet kan begære og lidt til.

Og de blev siddende, og de lyste som de fineste stjerner, som man kunne glæde sig over uanset, om man skulle juleshoppe i Saks eller ej.

Et andet - et af de allerstørste tryllefnug - blev hængende lige over vejkrydset mellem 5th Avenue og 57th Street - og der blev det sørme siddende og lyste op - som en kæmpestor lampe - i decembermørket.

"Åh, ved du hvad, alle de snefnug får mig til at tænke på julesne," sagde nissepigen Tvitte, "Og jeg får sådan lyst til en ordentlig sneboldkamp. Er du med?"

7. december

2009-12-07T08:00:00.000-08:00

Der var problemer i kæmpebyen New York den jul. Menneskene der havde nemlig helt glemt at jule. De havde alt for travlt med at tænke på penge. Som de ikke havde. Eller som de gerne ville have.

Derfor havde muldvarpefolket, der bor på subway'ens forladte stationer langt nede under jorden, spurgt nissebørnene Bom og Tvitte, om de ville være med til at lave jul i den.

De var nu lidt nervøse for, om de mon godt kunne hjælpe med sådan en stor opgave. De var jo lidt små, syntes de selv. Men muldvarpemanden var sikker på, at de var de helt rigtige.

"Nu skal I høre," sagde han.

"Det første, vi skal have ordentlig styr på, er skøjtebanerne. De står tomme. Vi skal have skaffet nogle mennesker. For det er så hyggeligt både at være en af dem, der løber, og at kigge på dem, der løber."

"Ih ja, det lyder rigtig rart," mente Tvitte, der elskede at være skøjteprinsesse.

"Så skal vi lytte til noget dejlig skøjtemusik."

"Hmm, du siger noget, lille Tvitte," sagde muldvarpemanden, "det er måske der vi har problemet. Der er ingen musik. De har haft alt for travlt med at tjene penge, og ingen har tænkt på musik."

Og så gik han ind og ringede til julemanden, der straks fik fikset noget musik ud af højttalermasterne: "Jeg drømmer om en hvid jul", "Rock rundt om juletræet" og "Jeg så julemanden kysse mor" og så den her.

Som bølger strømmede musikken ud fra plazaen ved Rockefeller centret og fra Bryant Square og alle de andre steder, hvor der plejede at være skøjtebaner om vinteren.

Folk på gaden hørte den, og kom i tanke om, at den musik havde de også hørt som børn, når de stod på skøjter, og det var egentlig ret skønt.

De fik lyst til at prøve igen. Pludselig kunne intet holde dem tilbage. De glemte alt om penge, de skulle tjene eller bruge, og løb i stedet for hen og lejede et par skøjter i deres frokostpause, og de var lige ved at glemme at gå tilbage på arbejde bagefter.

Selv politiet syntes, det var skønt at kigge på skøjteløberne i Bryant Park.

Han kunne dog godt få tid til at blive fotograferet sammen med storebroren fra den familie, som Bom og Tvitte fulgtes lidt med i New York. Politiet var meget spændende, fordi der i det røde hus, hvor familien boede, boede en anden dreng, også var storebror, og som var enormt interesseret i politi og politibiler og politikasketter og politisirener og meget mere, når bare der hørte politi til. Derfor var der god mulighed for at lære at hyle ligesom en rigtig politisirene i New York, og det skal man kunne, hvis man skal kunne lege ordentligt politi.

Hvad nisserne angår, er de jo bittesmå. Man kan faktisk ikke se dem på den store skøjtebane blandt alle menneskene. Men selvfølgelig prøvede de isen af sammen med alle de mennesker, som det lykkedes at lokke en tur på isen med dejlig musik, og som måske ligefrem fik lyst til at prøve nogle af barndommens skøjte-scorer-tricks.